DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Nyhedsanalyse

Offentliggjort 11/04 2010 00:00

De første 100 dage

Den traditionelle indkøringsperiode er overstået – og hvor står vi så?

Af Michael Kjærgård


I dag har det nye/nuværende Byråd været i funktion i 100 dage. Den traditionelle indkøringsperiode er over­stået, samtidig med at det for alvor er blevet forår uden for byrådsssalen. Indenfor er det knap blevet tø­vejr endnu. Der er stadig bitterhed at spore efter det kaotiske konstitueringsforløb på valgnatten 17-18/11 sidste år, men det går vel over engang. Måske.

  Men ellers er det blevet politisk hverdag igen. De daglige forretninger skal passes, og det er de da også blevet.

  Så sent som i torsdags 08/04 blev der således holdt et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde med 1 punkt på dagsordenen: 'Drøftelse af den økonomiske situa­tion på baggrund af regnskabet for 2009' - et regn­skab som der uden for dagsordenen blev givet en ori­entering om på Byrådets møde 22/03, og hvorom borgmesteren sagde, at 'vi vil følge udviklingen nøje, så vi sikrer, at der bliver bedre balance i 2010'. Hvad det betyder i politisk ikke-kodesprog er beskrevet i bloggen Der varmes op til en sparerunde, og allerede dengang blev der varslet et ekstraordinært Økonomi­udvalgsmøde, 'hvor vi i et bredt samarbejde kan drøf­te de handlemuligheder, vi har'. Det var det møde, der blev holdt i torsdags, og drøftelsen af handlemulig­hederne resulterede i, at der tilføjes et dagsordens­punkt om den kommunale økonomi på det førstkom­mende ordinære Økonomiudvalgsmøde, som holdes allerede i morgen 12/04 2010.

  Men hvad der kommer ud af dét, ligger efter det første 100 dage.

  I den traditionelle indkøringsperiode er det blandt meget andet blevet besluttet at fremrykke en hel stribe anlægsopgaver, noget der er gjort muligt ved at kommunerne i krise-bekæmpende øjemed har fået lov at optage lån i større omfang end ellers.

  Det gamle Byråd besluttede som noget af det sidste (på Økonomiudvalgets møde 07/12 2009), at Randers Kommune skulle benytte sig af denne mulighed, og det nye Byråd har fulgt denne beslutning og udmøntet den i konkrete anlægsbevillinger til et antal projekter, som dermed bliver udført allerede i år i stedet for at skulle vente til næste år eller senere.


ET AF DEM er den VVM-undersøgelse, der er første skridt til at få en ny bro hen over Randers Havn og Gudenå, den såkaldte Bolværkslinje (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet). En sag der har et stort flertal bag sig, men som også kalder på indædt modstand fra et lille mindretal bestående af BL og SF. Således for­søgte SF's enlige medlem Kasper Fuhr i Miljø- og Tek­nikudvalgets møde 11/02 2010 at få VVM-undersø­gelsen udsat, men blev nedstemt, han forsøgte det samme i Økonomiudvalgets møde 23/02 2010, men blev nedstemt, og han forsøgte igen i Byrådets møde 01/03 2010, og blev nedstemt.

  Hver gang fik han alene støtte af BL, men helt fremme ved målstregen var det kun BL, der stod fast. For da SF's ændringsforslag var fejet af bordet for sidste gang, og bevillingen til VMM-undersøgelsen skulle god­kendes endeligt i Byrådet, stemte kun BL imod, Kas­per Fuhr (SF) stemte blankt. Man kan med nogen ret spørge, hvad hele cirkusset skulle til for, hvis han alli­gevel ikke mente det alvorligt, men det må dog nok karakteriseres som en fodfejl fra et nyvalgt uerfarent byrådsmedlem.

  Måske, for stort set det samme skete i et andet lige så lang­strakt ændringsforslags-forløb med samme Kas­per Fuhr i hovedrollen, nemlig vedtagelsen af et for­slag til Infra­strukturpolitik. Her var det ikke 1, men intet mindre end 5 ændringsforslag, som alle sammen blev fejet til side. Selv i de officielle referater, der ellers er meget formelt korrekte og kemisk rensede for an­tydninger af noget som helst, aner man flertallets irri­tation. 2 af de 5 ændringsforslag gik på forskellige gra­der af afstand­tagen fra Bolværkslinjen, som et massivt flertal ellers, jfr. ovenstående, netop havde bekræftet sin støtte til, mens de 3 andre bestod i at tilføje ordet 'klima' i forskellige sammenhænge. Ren symbolpolitik, kort sagt, og alle 5 ændringsforslag blev da også jor­det ef­ter tur i Miljø- og Teknikudvalget møde 04/03 2010, i Øko­nomiudvalgets møde 15/03 2010 og i Byrådets møde 22/03 2010. Igen var det kun BL, der støttede SF under­vejs, og igen var BL alene om et stemme imod til aller­sidst. Denne gang stemte Kasper Fuhr imidlertid ikke blot blankt, men for (!) det oprin­delige forslag til Infra­strukturpolitik, som han havde kæmpet så ihærdigt for at få ændret.

  Fodfejl? Tja... hvor mange ens fodfejl kan man be­gå, før det bare er et mønster?

  Et udslag af uerfaren­hed? Helt sikkert. Det kan ikke undre nogen, at Kasper Fuhr efter det kaotiske konsti­tueringforløb, hvor han på mindre end ½ døgn skrev under på 2 forskel­lige konstitueringsaftaler med 2 for­skellige flertal og vekslede sin daværende partifælles borgmesterpost til en udvalgsformandspost til sig selv, har et betydeligt behov for at vise sine vælgere, at de har fået noget for stemmerne.

  Men hvis det ikke bliver til mere end slag i luften, som i de 2 beskrevne eksempler, er det nok mere end tvivlsomt, om hans vælgere i længden vil mene, at det var dét, de gerne ville ha', da de stemte på ham.


ENDNU VÆRRE er det, helt som ventet, gået for Kas­per Fuhrs daværende partifælles Erik Poulsen (up), som i nogle få timer troede, han skulle være ny borg­mester. Han er nu i stedet havnet på 'tålt ophold' i Byrådet, uden hverken indflydelse eller nogen plads i den kollektive politiske bevidsthed.

  Stort set det samme gælder for det frafaldne med­lem af Rød Stue i det gamle Byråd, Mogens Nyholm (R), hvis støtte til Erik Poulsen kostede ham den for­mandspost for Miljø- og Teknikudvalget, der ellers i forrige byrådsperiode havde givet ham en ikke ubety­delig synlighed. En synlighed der nu er helt væk, hvil­ket nok skal blive et problem både for ham selv og for de radikale.

  I sammenligning har Beboerlisten gjort en del mere væsen af sig, dels i de nævnte sammenhænge i parløb med SF, hvilket også i et vist omfang har gjaldt i for­hold til gips-affæren på Overgaard Gods, og dels i for­hold til partiets forslag om en ny skole i Romalt. I den fremsatte form havde forslaget ikke en chance, hvilket BL var ganske udmærket klar over, men det har dog i stedet resulteret i nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal skal arbejde med substansen i ideen og - må­ske - komme frem til et brugbart forslag. I givet fald, hvis det ender med en Romalt-skole, et væsentligt politisk resultat for BL.


BYRÅDETS store grupperinger, S på den ene side og V+K+DF på den anden, har som nævnt indledningsvis en optøning af det indbyrdes forhold til gode. Siden nyhedsanalysen Første måned af den nye byrådsperi­ode fra 02/02, har de to blokke, der jo begge udmær­ker sig ved sammen med R at deles om ansvaret for 2010-budgettet, været oppe at markere sig over for hinanden på det meget vælgertækkelige ældreområ­de, hvor der på en god dag ligger op til 10.000 stem­mer og venter på højestbydende.

  Af præcis den grund var begge sider meget på vagt over for, at den anden ikke skulle komme til at fremstå som den 'mest højestbydende' i et forløb, hvis første del beskrives i bloggen S-triumf i ældre­politik - de bor­gerlige tæt på teknisk knockout. Da det kom til styk­ket, blev det alligevel hverken til triumf eller teknisk knockout, nærmere en armlægning eller en psykolo­gisk styrkeprøve, hvor det i Byrådets møde 22/03 endte med, at ingen alligevel fik hvad de helst ville have. I stedet faldt brikkerne på plads et par dage senere i et tillægs-forlig til budgetforliget, hvor alle mere eller mindre fik, hvad de ønskede, men med mindre opmærksomheds-effekt, end de havde sat næsen op efter - muligvis med undtagelse af DF, der sandsynligvis foretrækker så lidt opmærksomhed som muligt på en det afstemningskiks, der fik DF's repræ­sentant i Sundheds- og Ældreudvalget, Tanja Lauen­borg, til at stemme blankt til sit eget ændrings­forslag.

  En fodfejl, der ligesom i Kasper Fuhrs (SF) tilfælde må tilskrives uerfarenhed, men som formentlig ikke vil blive gentaget, efter at man i den borgelige gruppe har haft 'en god snak' om episoden...



Tilbage til Artikler fra 2010 (1)


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

XXXXX ©DitRanders
Kasper Fuhr (SF). 2 næsten identiske forløb med chanceløse ændringsforslag. © DitRanders





Hvis det ikke bliver til mere end slag i luften, er det nok mere end tvivlsomt, om Kasper Fuhrs (SF) vælgere i længden vil mene, at det var dét, de gerne ville ha', da de stemte på ham


 
Pakhuskajen ©DitRanders
Bolværkslinjen. Omkring her kommer broen til at ligge. © DitRanders
 
Valgnatten ©DitRanders
Valgnatten. Der er stadig eftervirkninger af konstitueringskaoset. © DitRanders
Beboerlistens forslag om en ny skole i Romalt har resulteret i nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal skal arbejde med substansen i ideen og - måske - komme frem til et brugbart forslag.
I givet fald, hvis det ender med en Romalt-skole, et væsentligt politisk resultat for BL.



 
Det gamle rådhus ©DitRanders
Det gamle rådhus - det er blevet forår udenfor, men knap nok tøvejr indenfor. © DitRanders
 
Byrådssalen ©DitRanders
Byrådsssalen. Det er her - og i udvalgene - slagene udkæmpes. © DitRanders
En armlægning eller psykologisk styrke­prøve endte med, at ingen fik hvad de helst ville have.
I stedet faldt brikkerne på plads i et tillægs-forlig til budgetforliget, hvor alle mere eller mindre fik, hvad de ønskede, men med mindre opmærk­somheds-effekt, end de havde sat næsen op efter