Udvalgsmødereferat
Opdateret 02/02 2010
Dagsorden med 13 sager.
00. Administrative sager:
01. (Ny) Randers Kommune, eller de tidligere kommuner den er dannet af, har i tidens løb ydet kommunegaranti for diverse lån til 6 mindre fjernvarmeværker (Havndal Fjernvarme, Værum-Ørum Kraftvarmeværk, Gjerlev Varmeværk, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk, Mellerup Kraftvarmeværk og Gassum-Hvidsten Kraftvarmeværk). Disse skal derfor forelægge deres årsrapporter for Økonomiudvalget, selv om Energitilsynet i forvejen fører tilsyn med værkernes økonomi. En efterretningssag.
02. Center for Beskæftigelse og Revalidering (CBR) skal overflyttes fra at være Arbejdsmarkedsudvalgets ansvarsområde til at være Socialudvalgets. Derved undgås mulige tvivlsspørgsmål om organisatorisk sammenfald mellem Jobcenter Randers som bestiller og CBR-Randers som leverandør af ydelser på beskæftigelsesområdet (idet de to enheder så vil høre under hver sit udvalg). CBR vil da få status som 'anden aktør, hvilket giver mulighed for refusion fra staten. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
03. Region Midtjylland vil udvide sine eksisterende institutioner i Paderup for voksenpsykiatriske klienter, 'Egegården' og dagtilbuddet 'Gården', med 8 nye boliger og ønsker derfor at købe et kommunalt areal på nabogrunden. Se referat af Regionsrådets møde 20/01 2010. Salget vil give ca. 850.000 kr. til kommunens kasse. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
04. Ifølge planloven skal de nyvalgte Byråd lave en planstrategi i 1. halvdel af byrådsperioden. I Randers besluttede det daværende byråd som bekendt en Vision 2016, som skal justeres i dette forår, og da planstrategien forbinder den konkrete kommuneplanlægning med visionerne, skal det hele spille sammen. Der foreslås en tidsplan, der tager højde herfor. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
05. Forenings-, skole- og institutionsfolk og andre fra området omkring Korshøjskolen har i nogle år arbejdet på i fællesskab at udvikle ønskerne om et fælles kraftcenter, der skal huse idræts-, kultur- og institutionstilbud. Arbejdet er nu så langt fremme, at der nu skal bruges penge på egentlige bygningstegninger, så man kan lægge budgetter for anlæg og drift, og komme videre med projektet herunder søge finansiering. Projektet falder i princippet inden for, hvad det er relevant for LAG at støtte, men LAG kan ikke støtte et forprojekt, som ikke er en integreret del af et større projekt - og det er det jo udtrykkeligt ikke i dette tilfælde. Tværtimod er forprojektet en forudsætning for, at det måske engang kan blive til et egentligt projekt. Foruden LAG's egne midler, som altså ikke kan bruges, råder LAG de facto over kommunale midler, som i 2007 blev bevilget af Byrådet til at supplere LAG's egne midler med (læs om princippet i bloggen Endelig en chance for at slippe af med nogle kommunale penge). De kommunale midler kan således heller ikke bruges, da der jo ikke er tale om at supplere LAGmidler, så hvis der skal bruges af disse penge, skal Byrådet ændre sin beslutning fra dengang. Hvilket ingen i LAG's bestyrelse dog ønsker at foreslå. Også Økonomiudvalget siger nej til at yde støtte, sådan som sagen står, og videresender derfor ikke ansøgningen til Byrådet. I stedet opfordres initiativtagerne til at sende en ny ansøgning på et lavere beløb samt et overslag på det færdige projekt med planer for finansiering.
06. Randers Spildevand ønsker at få foretaget en regulering af vederlaget til bestyrelsesmedlemmerne (3 byrådsmedlemmer, 2 medarbejderrepræsentanter og 1 medlem udpeget af Randers Erhvervs- og Udviklingsråd). Beslutningen skal træffes af spildevandsselskabet selv på en generalforsamling, hvor ejeren, Randers Kommune, er repræsenteret af borgmesteren. Denne ønsker derfor bemyndigelse til at sige god for et årligt vederlag på 70.000 kr. til formanden, 40.000 kr. til næstformanden og 20.000 kr. til de øvrige bestyrelsesmedlemmer (mod i dag 40.000 kr. til formanden og 20.000 kr. til de øvrige bestyrelsesmedlemmer inkl. næstformanden). Videresendes til godkendelse i Byrådet, idet Anders Buhl-Christensen og Hans Kortbek (begge V) samt Frank Nørgaard (DF) tog forbehold.
07. Randers Kommune er repræsenteret i en lang række bestyrelser, nævn, udvalg, råd, kommissioner og institutioner, og for at sikre at den kommunale repræsentation forvaltes formålstjenligt, er samtlige hverv mv. fordelt ud på de i forvejen eksisterende faste udvalg. Det bliver så op til udvalgene at beslutte, hvad der forventes af de kommunale repræsentanter
i hver af de eksterne instanser. Godkendt. Videresendes til de faste udvalg, således at de kan foretage sig det videre.
08. Indenrigs- og Socialministeriet har ændret sin bekendtgørelse om vederlag til udvalgsmedlemmer og udvalgsformænd. Det åbner mulighed for at øge omfang og størrelse af de beløb, der udbetales, svarende til en merudgift på i alt ca. 20.000 kr. pr. måned. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
09. Region Midtjylland indbyder Randers og 12 andre kommuner til at deltage i et 3-årigt initiativ til fremme af iværksætteri og fastholdelse og udvikling af nye og eksisterende virksomheder i landdistrikter. De samlede udgifter til projektet er 7 mio. kr., heraf 548.566 kr. for Randers' vedkommende, idet andelen svarer til tildelingsprocenten for LAG-midler (7,84%). Heraf skal Randers Kommune finansiere halvdelen eller 274.283 kr., fordelt med 68.571 kr. i 2010, 137.141 kr. i 2011 og 68.571 kr. i 2012. Region Midtjylland ser gerne, at der bevilges 'nye penge', idet Randers Kommune i forvejen yder tilskud til diverse tiltag med samme eller lignende formål, men Økonomiudvalget besluttede i stedet at deltage i projektet ved at omfordele allerede givne bevillinger inden for de eksisterende rammer.
00. Sager fra Miljø- og Teknikudvalget:
10. En status for behandling af sager vedrørende husdyrgodkendelser viser, at der i 4. kvartal af 2009 er afgjort 8 sager - dvs. det samlede antal i 2009 kom op på 29 afgjorte sager mod forventet 65 sager. Der resterer fortsat 11 sager fra før 01/06 2008, dertil kommer 19 ligeledes ikke færdigbehandlede sager, der er kommet til i tiden 01/06 2008 – 01/08 2009. Der foreslås i den anledning et nyt sæt målsætninger og principper for prioritering til afløsning for den hidtidige handleplan for nedbringelse af sagspuklen. Ifølge forslaget skal de 11 ældste sager - resterne af den oprindelige sagspukkel - være afgjort senest 01/10 2010, mens der for de øvrige/senere sager angives nærmere frister alt efter sagstype. Taget til efterretning i Miljø- og Teknikudvalget, idet et mindretal (Jens Peter Hansen (V) og Julie Bay-Hahn (K)) stemte imod målsætningerne. Indstilles til godkendelse. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
11. Et forslag til lokalplan for tæt-lav bebyggelse med 21 110-120 kvadratmeter store 1 etages rækkehuse i Drastrup har været i offentlig høring, uden at der er kommet indvendinger. Lokalplanen sikrer en ensartet bebyggelse med husene trukket tilbage fra de omkringliggende veje, samtidig udlægges en ny boligvej og et fælles friareal. Desuden indgår et bevaringsværdigt dige mod øst som en del af de fælles friarealer. Lokalplanområdet ligger på hjørnet af Skolevej og Dybdalvej i Drastrup og rummer i dag det (nedlagte) landbrug Drastrupgård. Det er ejeren af dette, der ønsker at nedrive de eksisterende bygninger og udstykke grunden til boliger, hvilket indbærer, at arealet overføres fra landzone til byzone. Der bliver tilkørsel til udstykningen fra Dybdalvej, og boligvejen inde på lokalplanens område kommer til at hedde Drastrupgårdsvej efter den nuværende ejendom. Videresendes til endelig godkendelse i Byrådet.
00. Sag fra byrådsmedlemmer:
12. Beboerlisten stiller forslag om, at Byrådet skal tilkendegive, 'at der senest 1. april 2010 skal træffes beslutning om, at der i Romalt skal bygges en 2-sporet folkeskole med årgangene fra 0. til og med 9. klasse'. Begrundelsen er et 'valgløfte, som stort set alle partier og lister gav på et valgmøde i Romalt forud for byrådsvalget i november 2009'. Beboerlisten bebudede allerede i valgkampen dette forslag, vel vidende at det ikke kan blive til noget. Se Beboerlistens egen omtale af forslaget på partiets hjemmeside. Forslaget videresendes ikke til Byrådet, i stedet nedsættes der en arbejdsgruppe med deltagelse af alle partier, som skal analysere behov og muligheder, herunder den eventuelle geografiske placering samt finansieringsmuligheder.
00. Lukket sag:
13. Køb af del af en landbrugsejendom.
Referater af tidligere møder: 11/01 2010, 07/12 2009, 09/11 2009, 19/10 2009, 29/09 2009, 21/09 2009, 07/09 2009, 24/08 2009
Tilbage til Politikværksted Classic
Fjordvang. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 06, sagsfremstilling: Vederlaget ønskes genovervejet - herunder vederlæggelse af næstformanden - da direktion og bestyrelsen for Randers Spildevand A/S har gjort sig erfaringer, siden bestyrelsen formelt har fungeret siden stiftelsen 01/07 2009. Randers Spildevand A/S oplyser, at bestyrelsen afholder ca. 6 bestyrelsesmøder årligt, hvilket er flere end oprindeligt forventet og forudsat ved vederlagsbeslutningen i november 2008. Herudover afholder formanden for bestyrelsen møde hver 14. dag med direktionen for Randers Spildevand til generel information og opfølgning. Bestyrelsen har tillige deltaget i en del temamøder om selskabsretlige emner, selskabsregnskabsaflæggelse og den nye vandsektorlov. Bestyrelsen har i 2009 konstitueret sig med en næstformand i henhold til selskabets forretningsorden. Næstformanden har trådt til ved formandens forfald og skal generelt holde sig informeret i højere grad end øvrige bestyrelsesmedlemmer. | |
Dr. Lassensgade. © DitRanders | ||
BioCity. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 08, sagsfremstilling: Ændringen betyder, at Randers Byråd kan beslutte, at der inden for en samlet ramme på 370% af borgmestervederlaget kan ydes vederlag til menige medlemmer af Økonomiudvalget, de stående udvalg, Børn og Unge-udvalget samt vederlag til formænd for de stående udvalg, Børn og Unge-udvalget og Folkeoplysningsudvalget. Ændringen betyder tillige, at der er mulighed for at yde vederlag til byrådsmedlemmer, der er formænd for eller menige medlemmer af Taxinævnet og Bevaringsudvalget (såkaldte §17 stk.4-udvalg). Hidtil har der været en ramme for vederlag til menige udvalgsmedlemmer (165% af borgmestervederlaget) og en anden ramme for vederlag til udvalgsformænd (205% af borgmestervederlaget), og der har tidligere ikke været mulighed for at give vederlag til byrådsmedlemmer, som deltager i Taxinævnet og Bevaringsudvalget. Rammen for menige medlemmer har hidtil været stort set fuldt udnyttet i Randers, hvorimod der har været en uudnyttet ramme for formandsvederlag. (...) | |
J.V. Martins Plads. © DitRanders | ||
Laksetorvet. © DitRanders | ||