Udvalgsmødereferat
Opdateret 20/10 2009
Dagsorden med 34 sager.
00. Administrative sager:
01. Forelæggelse af revisionsberetning vedr. regnskabet for 2008. Der 4 bemærkninger: 1. Der mangler en redegørelse for de faktiske omkostninger (efterkalkulation) ved kommunal leverandørvirksomhed af personlig og praktisk bistand. En sådan er nu lavet, samtidig vil der blive lavet en handleplan og tidsplan, så efterkalkulation fremover kan fremgå af årsregnskabet. 2. Der er ikke foretaget de fornødne afstemninger til dokumentation af kommunens balance - et problem, som også blev påpeget sidste år, og som især vedrører områder under Social og Arbejdsmarked og under Personale og HR. Man har nu i samarbejde med revisionen udarbejdet handleplaner, der sikrer, at opgaven fremover løses korrekt og rettidigt.
3. Der er konstateret fejl og mangler i regnskabsaflæggelsen på det sociale område, i den grad så det har været nødvendigt at udvide revisionen. Der er i den anledning aftalt en række tiltag for at styrke regnskabsaflæggelsen, så der fremover er klare aftaler og ansvarsområder og ledelsestilsyn og kvalitetssikring i fornødent omfang. Desuden deltager revisionen på konsulentbasis i en gennemgang af organisationen for at sikre en mere robust økonomistyring generelt. 4. Endelig er der på flexjobområdet konstateret væsentlige fejl og mangler i 19 sager ud af de 44, der er blevet revideret. Fejlene og manglerne består i, at revurdering af sagerne enten ikke er tilstrækkelig dokumenteret, eller de er foretaget for sent - forhold der kan få stor refusionsmæssig betydning. Problemet er en genganger fra sidste år og skyldes, at (en del af) sagsbehandlingen er baseret på manuelle løsninger, idet brugbare IT-løsninger ikke findes. I stedet er der taget initiativ til andre forbedringer, som revisionen følger løbende. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
02. Det var en del af budgetforliget, at det såkaldt 'specialiserede socialområde' skal gøres rammebelagt, dvs. udgifterne skal være mere kontrollérbare. Præcis hvordan blev det overladt til direktionen at komme med et oplæg til, og det oplæg er nu klar. Det ikke- rammebelagte område udgør uí dag ca. 1,7 mia. kr., og af dem skal ca. 0,7 mia. kr. til udsatte børn og unge samt voksen/handicapområdet nu gøres rammebelagte. Ikke at disse udgifter på den måde med ét slag kommer under fuldstændig kontrol, men bl.a. rapporten om anbringelsesområdet rummer en anvisninger på, hvordan rammerne kan overholdes. Inden oplægget udmøntes i en endelig beslutning, skal det sendes i høring i fagudvalg og i MED-hovedudvalget. Godkendt, idet Bjarne Overmark (BL) stemte imod. Sendes nu til høring som beskrevet.
03. Fremlæggelse af Ligestillingsredegørelse for 2009, en status over ligestillingssituationen i kommunen og regionen og over byrådets og regionsrådets indsats for fremme af ligestilling af kvinder og mænd. Skal godkendes af Byrådet og indsendes til ligestillingsministeren senest 01/11. Åben drøftelse. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
04. Erhverv og Udvikling søger om et rammebeløb på 225.000 kr. fra erhvervs- og udviklingspuljen til at etablere et netværk for kreative skabende erhverv. Baggrunden er, at de kreative skabende erhverv mener, at de ikke passer særlig godt ind i det etablerede erhvervsfremmesystem, og for at skabe bedre vækstbetingelser for disse erhverv er der ønske om at give kulturelle og kreative iværksættere og virksomheder samme adgang til vejledning og støtte som det øvrige erhvervsliv. Et netværk med indsatser som workshops, events, rådgivning, markedsføring og networking i samarbejde med Væksthus Midtjylland anses for at være formålstjenligt hertil. Randers Erhvervs- & Udviklingsråd inviteres til at deltage i netværket for at opsamle erfaringer. Godkendt.
05. Erhverv og Udvikling søger om at få reserveret 130.000 kr. fra erhvervsudviklingspuljen til deltagelse i Videnskabsministeriets landsdækkende arrangement Forskningens Døgn (23/04–24/04 2010). En arbejdsgruppe er allerede i gang med forberedelser til en række aktiviteter, der skal finde sted i virksomheder, på institutioner og offentligt (på Østervold). Pengene skal bruges til markedsføring, teltleje mv. Godkendt.
06. Erhverv og Udvikling søger om 350.000 kr. fra erhvervsudviklingspuljen til at igangsætte etablering af en 'genetisk fødevareklynge' centreret om Randers Regnskov. Baggrunden er, at Randers Regnskovs arbejde med biodiversitet og genbevaring har vist sig at have stor interesse hos en række fødevarevirksomheder, der dels er interesserede i at videreudvikle nicheprodukter baseret på gamle sorter og racer, dels ser et potentiale i at blive eksponeret via et samarbejde med Randers Regnskov. Målet for klyngen er et forretningsbaseret samarbejde, der forestår bæredygtig produktudvikling, produktion og afsætning af fødevarer baseret på genetiske ressourcer. Bevillingen fra erhvervsudviklingspuljen skal bruges til at kickstarte igangsætning og udvikling af fødevareklyngen. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
07. Den selvejende institution Ommersysselhallen ønsker at forhøje et eksisterende lån med 100.000 kr., der skal bruges til udskiftning af loftsbelysningen. (Ny) Randers Kommune har fire pantebreve i hallen, som blev overtaget fra daværende Nørhald Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen, og for at det nævnte lån kan forhøjes, skal de kommunale pantebreve rykke tilsvarende ned i pantrækkefølgen. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
08. Forelæggelse af årsregnskab og årsberetning for 2008 for Randers Kommunes Kunstfond. Revisionen har ikke haft bemærkninger. Videresendes til godkendelse i Byrådet, idet det samtidig foreslås, at godkendelse af Kunstfondens regnskab og beretning fremover overlades til Kultur- og Fritidsudvalget.
09. Boligerne i Perron 4 er finansieret med et 25-årigt lån, men det er i stedet muligt at finansiere over 30 år, hvilket vil reducere huslejen for beboerne. Dette foreslås derfor. Godkendt.
10. Bevillingsnævnet har lavet et udkast til restaurationsplan, byggende på Bevillingsnævnets hidtidige praksis og principielle afgørelser, idet restaurationsplanen fremover skal fungere som et slags 'opslagsværk', når der søges bevillinger. Udkastet har været sendt til høring blandt nuværende bevillingshavere og diverse organisationer, og desuden har der været holdt særskilt møde med forpagtere og bestyrere i cafeterier mv. i sportshaller og klubhuse. Om sidstnævnte hedder det eksempelvis, at 'Bevillingsnævnet vil udvise tilbageholdenhed med at give alkoholbevillinger til nyetablerede restaurationsvirksomheder på steder, der søges af børn og unge, og der vil blive stillet krav om alkoholpolitik og koncept for serveringen'. Vedrørende åbningstider hedder det, at tilladelse til åbningstid til kl. 05 fortrinsvis vil blive givet i Storegade (og Middelgade og Søndergade), mens bevillingshavere i resten af bykernens strøggader som udgangspunkt må lukke kl. 24. Eksisterende tilladelser til udvidet åbningstid vil dog ikke blive ændret. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
11. Kommunen har 5 såkaldte PM-aftaler med pengeinstitutter (PM = Portefølje Management), hvor dels overskudslikviditet, dels deponerede beløb plejes med høj rente/afkast. I de første 3 kvartaler af 2009 har PM-aftalerne givet et afkast på 12,8 mio. kr. eller 7%, hvilket betegnes som 'meget tilfredsstillende'. Men i 2010 forventes der ikke at blive nogen overskudslikviditet at pleje, hvorfor PM-aftalerne foreslås opsagt, dog undtaget en enkelt med et deponeret beløb. Godkendt.
12. Kommunens vilkår for salg af erhvervsgrunde blevet om- og gennemskrevet med henblik på at minimere risikoen for misforståelser. Indholdet er således det samme, dog med et par undtagelser hvoraf de vigtigste vedrører tilbagekøb og udstykningsgaranti. Tilbagekøb af solgt kommunal jord til samme pris som køberen gav, var ikke noget problem, mens priserne steg, men med faldende priser risikerer kommunen at skulle påtage sig et tab ved at tilbagekøbe til salgsprisen, selv om værdien i mellemtiden er faldet. Det foreslås derfor, at tilbagekøb skal ske til den oprindelige mindstepris, uanset om køberen måtte have budt over. Tinglysningsgaranti er aktuel, når en erhvrsvgrund skal udstykkes - en procedure der kan vare op til 1½ år. Imens kan der ikke tinglyses pant i grunden, hvorfor låneomkostningerne bliver større. Ved at tinglyse pant i hovedparcellen og garantere, at udstykningen gennemføres, kan købers udgifter nedsættes væsentligt, uden at kommunens risikerer noget reelt ved det. Det er da også sket flere gange, men foreslås nu formaliseret ved indskrivning i standardvilkårene. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
13. SKAT har aftalt med kommunen, at SKAT i stedet for at skære ned i Randers til omkring 20 stillinger, nu opretholder ca. 80 arbejdspladser i statens ejendom Toldbodgade 3 - på den betingelse at Randers Kommune lejer de tiloversblevne lokaler. Ejendommen i Toldbodgade består af ca. 5.500 kvadratmeter kontorlokaler og ca. 1000 kvadratmeter kælder. Heraf forventer SKAT at anvende ca. 2.000–2.300 kvadratmeter kontorlokaler og ca. 200–450 kvadratmeter kælder. Resten skal kommunen altså leje, formentlig på en 5-7-årig lejeaftale. Indstilles til godkendelse, idet der herefter skal arbejdes videre med at placere kommunale funktioner i lokalerne. Godkendt.
14. Hans Kortbek (V) har på sit partis vegne bedt om en redegørelse for en intern screeningsrapport i familieafdelingen. En efterretningssag. Udsat til næste møde (09/11).
15. Der er lavet et udkast til mødekalender for 2010 for det Byråd, der vælges 17/11 og tiltræder ved årsskiftet, samt et introduktionsforløb for nyvalgte byrådsmedlemmer, omfattende en hel stribe formelle og praktiske emner lige fra betjening af kommunens mailprogram til mødeledelse og pressehåndtering. Indstilles til godkendelse, således at der arbejdes videre ud fra udkastet, hvorefter en endelig version kan forelægges til godkendelse på det nyvalgte Byråds konstituerende møde 02/12. Godkendt.
16. Randers Havn ejer i alt 39 grunde med fritidshuse, som langs Randers Fjord er fordelt på strækningen fra Tustrup Enge i syd til Støvring By i nord. Husene er bygget af private i første halvdel af 1900-tallet, og flere af dem ejes i dag af 3. generation af de samme familer, som byggede dem i sin tid. De blev oprindelig bygget som små jagthytter, og med tiden er der blevet indgået lejeaftaler om grundene med ejeren Randers Havn, som imidlertid helst er fri for at være grundejer. Et salg støder dog på betydelige formelle problemer, dels fordi husene ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, dels fordi de ikke er udmatrikuleret, dvs. de har ikke hvert sit stykke tilhørende grund. For at få det skal der en dispensation til fra Miljøcenter Århus under Miljøministeriets By- og Landskabsstyrelse, og i den anledning har Randers Kommune meddelt, at man gerne vil lave en bevarende lokalplan for området, som i den tidligere Regionplan for Århus Amt og i Kommuneplan 2009 er udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø. Med en lokalplan vil man bl.a. forhindre, at området udvikler sig til et egentlig sommerhusområde, men Miljøcentet meddeler på forhånd, at selv om det gerne vil medvirke til en bevarende lokalplan, så skal man ikke regne med, at der vil blive givet dispensation til udstykning af fritidshusgrundene i enkeltejendomme. Med eller uden dispensation og udstykning vil der imidlertid ikke komme hverken flere eller færre fritidshuse, eneste forskel vil være ejerforholdene til grunden(e), og derfor ønsker Randers Havn at få Randers Kommunes bistand til alligevel at søge dispensation, og, hvis ansøgningen afvises, til at rejse sagen over for miljøministeren. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
00. Sager fra Miljø- og Teknikudvalget:
17. Vester Altanområdet er som helhed usædvanligt velbevaret og rummer store bevaringsværdier, både hvad angår byrum, gademiljøer og bygninger og med hensyn til og karakteristiske detaljer som døre, facadedekorationer og overflader. For at sikre kvarteret foreslås derfor en bevarende lokalplan, bl.a. på initiativ af Bevaringsudvalget i Randers. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
18. En lokalplan for området ved Naturskolen har været i høring, og der er kommet 1 indsigelse fra Kano- og Kajakklubben Gudenaa, der ønsker nogle ændringer for ikke at blive forhindret i en ønsket udvidelse. Indsigelsen kom ganske vist for sent, men er alligevel taget til følge, og et efterfølgende møde med Kano- og Kajakklubbens formand har ryddet mulige uovereensstemmelser af vejen. Lokalplanens hovedformål er at åbne mulighed for at bygge nyt til Naturskolen (se oversigtskort her). Byggeriet kræver, at kommunen tillige giver dispensation fra en skovbyggelinje. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
19. En lokalplan for en udvidelse af Randers Regnskov på den såkaldte "sneplads' har været i offentlig høring, uden at der der kommet kommentarer til den. Lokalplanen indebærer, at Randers Regnskov kan etablere en ny overvejende udendørs zoo, kaldet 'Tidsrejsen', på et areal vest for jernbanedæmningen (se oversigtskort her). Arealet ejes af kommunen, der overdrager det til formålet. På grund af en skovbyggelinje kan arealet dog ikke umiddelbart bebygges, sådan som den konkrete udformning af udvidelsen af Randers Regnskov lægger op til, men kommunen har mulighed for at give en dispensation. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
20. Før dannelsen af (Ny) Randers Kommune havde de daværende kommuner organiseret affaldsområdet forskelligt - Gl. Randers drev det selv, mens de andre havde dannet affaldsfællesskaber med kommuner uden for Ny Randers. I forbindelse med kommunesammenlægningen besluttede det daværende Sammenlægningsudvalg (det nuværende Byråd), at (Ny) Randers Kommune selv skulle drive sit affaldsområde, hvorfor Ny Randers-kommunerne uden for Gl. Randers skulle udtræde af de respektive affaldsselskaber, hhv. Reno Djurs og Reno Syv. Samtidig besluttede Sammenlægningsudvalget, at de penge de daværende kommuner fik med sig ud af affaldsselskaberne, skulle gå til (Ny) Randers' nye fælles affaldsenhed. Beløbet er senere opgjort til i alt 4.256.653 kr. Imidlertid har revisionen gjort opmærksom på, at pengene rettelig bør tilfalde kommunekassen, af den grund at hvis de andre daværende kommuner havde organiseret deres affaldsområde på samme måde som Gl. Randers, ville pengene dengang have ligget i de daværende kommuners kommunekasser og ad den vej være kommet med over i (Ny) Randers' kommunekasse og ikke bundet til den nye fælles affaldsenhed. Det foreslås derfor, at Sammenlægningsudvalgets beslutning omgøres i overensstemmelse hermed, idet affaldsområdets gæld til kommunen derved vil blive forøget og resultere i højere dagrenovationstakster i en periode. Indstilles til godkendelse af et flertal i Miljø- og Teknikudvalget, idet S blev delt på spørgsmålet, da Jørgen Bruno Andersen ikke ville lade penge gå uspecificeret i kommunekassen, men øremærke dem dels til at færdiggøre projekt 'Tre bydele uden støjgener' (se punkt 23 nedenfor), dels til trafikdæmpende foranstaltninger ved landsbyerne. Afvist af Mogens Nyholm (R), Erik Bo Andersen, Carl Damgaard Nielsen og Jens Peter Hansen (alle V), og Hugo Sørensen og Jan Helbo (begge S). Det oprindelige forslag om at lade beløbet indgå i kommunekassen videresendes til godkendelse i Byrådet.
21. Diverse påkørsler ved Fladbro Kro fører nu til et forslag om hastighedsdæmpende foranstaltninger på Fladbrovej, i form af heller på vejen på begge sider af kroen, således at vejbanen snævres ind og bilisterne tvinges til at sætte farten ned på stedet. Samtidig er der i Kondrup en vis frustration over en hastighedsdæmpning, der var nået helt frem til vedtagelse i Byrådet, da den i sidste øjeblik blev sendt retur til fornyet udvalgsbehandling - hvorefter pengene i stedet gik til en hastighedsdæmpning i Hvidsten.
De 2 projekter anslås at koste hhv. 541.000 kr. og 150.000 kr., og da der netop er 691.000 kr. tilbage af et rammebeløb til 'Diverse vejprojekter', foreslås det tømme kontoen for disse sidste penge og sætte de 2 projekter i værk. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
22. En sag om byggemodning af Butikstorvet i Fårup blev taget af Byrådets dagsorden 31/08 (punkt 8), fordi der viste sig at være omfattende arkæologiske fund på grunden. Efterfølgende har den potentielle køber af (en del af) byggemodningsarealet indvilget i at betale 215.000 kr. oveni den aftalte købesum, således at udgiften til udgravningerne på det solgte areal er dækket ind. Samtidig har det imidlertid vist sig, at køberen troede, at byggemodningen omfattede et større område, herunder etablering af en vej frem til Birkevænget - noget sådant vil betyde en merudgift på 1,5 mio. kr., penge som ikke er til rådighed i år, men som i givet fald må tages af bevillingerne for næste år. Alternativt kan man fastholde det oprindelige byggemodningsprojekt. Et flertal (V) i Miljø- og Teknikudvalget indstiller det oprindelige byggemodningsprojekt til godkendelse, idet S tog forbehold, og R (Mogens Nyholm) ikke deltog i behandlingen af sagen. Økonomiudvalget, derimod, nåede til den modsatte afgørelse. Stemmerne var delt lige over med 4 (S+BL) på den ene side og 4 (V) på den anden (Mogens Nyholm (R) var fraværende). Ved stemmelighed er borgmesterens stemme afgørende, hvorfor det indstilles til Byrådet, at det udvidede byggemodningsprojekt godkendes.
23. Gl. Randers Kommune påbegyndte i 2005 et projekt 'Tre bydele uden støjgener', som i samme arbejdsgang kunne skaffe kommunen af med overskudsjord fra diverse byggeprojekter, ved at bruge jordfyld til at bygge støjvolde mod trafikstøj fra motorvejen. De tre bydele er Vorup, Hornbæk og Helsted, og planen var, at projektet skulle hvile i sig selv med udgifter og indtægter, der gik lige op, idet der skal betales en afgift til kommunen for overskudsjorden. Nu nærmer projektets 1. etape, Vorup, sig sin afslutning, og det viser sig, at udgifter og indtægter alligevel ikke går helt lige op. Der mangler 0,4 mio. kr. Det foreslås derfor, at der gives en tillægsbevilling på 0,4 mio. kr., så man kan får gjort 1. etape i Vorup færdig. Da erfaringerne fra etape 1 gør det tvivlsomt, om de 2 resterende etaper kan holdes udgiftsneutrale, skal der tillige laves et nyt arbejdsgrundlag for projektets færdiggørelse i Hornbæk og Helsted. Indstilles til godkendelse i Byrådet, dog med ændret ordlyd så projektet ikke 'afsluttes', men 'sættes i bero'. For dette stemte R og V, mens S (Jørgen Bruno Andersen, Hugo Sørensen og Jan Helbo) stemte imod - dog med forskellige begrundelser, idet Jørgen Bruno Andersen ønskede etaperne i Hornbæk og Helsted gennemført nu, mens Hugo Sørensen ønskede projektet 'afsluttet' og ikke 'sat i bero'. Videresendes - med den ændrede ordlyd - til godkendelse i Byrådet.
00. Sager fra Børn og Skoleudvalget:
24. I forbindelse med indførelse af obligatoriske madordninger (frokostmåltider) i daginstitutioner har enkelte institutioner og forældre spurgt til muligheden for forældrebetalte ordninger for mad ud over frokostmåltidet. Noget sådant kræver Byrådets tilladelse, og det foreslås derfor, at daginstitutioner, der selv ønsker det, kan etablere sådanne ordninger, som skal være frivillige for forældrene og højst koste 200 kr. om måneden oven i daginstitutionsbetalingen. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
25. En ellers planlagt pavillon til Vuggestuen Viborgvejs udegruppe i kolonihaveområdet Vasen er blevet opgivet på grund af diverse tekniske vanskeligheder (se punkt 08 i referat af møde 01/09 i Børn og Skoleudvalget), foreslås det i stedet at ombygge Bjerregrav Børnehave, så der etableres en vuggestuegruppe i eksisterende lokaler i børnehaven. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
26. Ungemiljøet er etableret i en bygning tilknyttet Underværket, hvor der ikke er tilfredsstillende forhold for handicappede. Sådanne kan tilvejebringes ved at gøre udvendige adgangsforhold niveaufri samt ved at etablere indvendig trappelift, elevator og handicaptoilet. Pris i alt anslås til 660.000 kr., der tages fra ubrugte anlægsmidler på skoleområdet i 2009 og 2010. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
00. Sager fra Sundheds- og Ældreudvalget:
27. Den Hørningske Stiftelse ønsker at overtage 3 ældreboliger, der er sammenbygget med stiftelsens 4 boliger på Præstedalsvej i Hørning. De 3 tilkommende ældreboliger er opført i henhold til dagældende ældreboliglovgivning og belånt med et kommunelån på 243.750 kr. fra 1989. Lånet vil blive betalt ud i forbindelse med overtagelsen, der samtidig ændrer de 3 boligers formelle status fra offentligt støttede ældreboliger til almindelige lejeboliger, idet boligerne uanset dette fortsat vil være forbeholdt ældre. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
28. Tildeling af høreapparater er et af de områder, som overgik til kommunerne, da amterne blev nedlagt i 2007, men i praksis har opgaven været varetaget af Region Midtjyllands Høreinstitut på en abonnementskontrakt. Prisen for denne står til at stige væsentligt i 2010, hvorfor kommunen ønsker at overtage opgaven selv, så meget mere fordi man forventer at kunne gøre det for det samme som det koster i dag - altså uden en udgiftsstigning. Indstilles til godkendelse, idet der samtidig skal foretages nogle omposteringer, fordi udgiften til opgaven fremover ligger hos kommunen selv og ikke skal betales i form af en regning udefra. Dette er dog udelukkende en konto-teknisk foranstaltning. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
29. Et sæt ellers godkendte vedtægter for 'Den selvejende institution Ældreboligerne Parkboulevarden 69', som knytter Ældreboligerne til Kollektivhuset, er løbet ind i et problem med sammensætningen af bestyrelsen. På den ene side er det ønskeligt med en høj grad af kooordination imellem de to institutioner - hvorfor der i vedtægterne er et vist personsammenfald på bestyrelsesposterne - men på den anden side skal der også tages højde for mulige situationer med modstridende interesser. Sidstnævnte taler imod personsammenfald i de to institutioners bestyrelser,
og derfor skal Ældreboligernes vedtægter nu ændres på dette punkt. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
30. Med budgetforliget for 2010 (og de følgende år 2011-2013) samt udvalgsbehandling på lukket møde i Sundheds- og Ældreudvalget 08/10 2009 er finansieringen af projekterne på Thors Bakke nu endeligt på plads. Der er over de 4 år afsat 101,5 mio. kr. fra kommunekassen, og de manglende 47,8 mio. kr. skaffes dels med lån på 12,4 mio. kr. i 2009 og 9,7 mio. kr. i 2010, dels med OPP-puljemidler for 13,1 mio. kr. (OPP = Offentligt-Privat Partnerskab). Derefter mangler der 12,6 mio. kr., som forventes bevilget af Region Midtjylland på Regionsrådets møde 21/10 2009, idet regionen har indvilget i at købe sig ind i det planlagte nye Sundhedscenter i stedet for at leje. Foruden de nævnte beløb - 101,5 mio. kr. fra kommunekassen og 47,8 mio kr. der finansieres som beskrevet - omfatter Thors Bakke-projktet for 70,8 mio. kr. ældreboliger, der finansieres på anden vis, og selve prisen for grunden (18,2 mio, kr.) som blev betalt allerede sidste år. Det hele er kort sagt på plads, så kontrakten med totalentreprenøren Hoffmann A/S kan underskrives og træde i kraft med projektstart 01/11 og forventet byggeslut og indflytning i december 2011. Videresendes til godkendelse i Byrådet.
00. Lukkede sager:
Referater fra tidligere møder:
29/09 2009, 21/09 2009, 07/09 2009, 24/08 2009
Tilbage til Politikværksted Classic
Skovbakken. Skulptur af Ole Barslund. © DitRanders |
Fra bilag til dagsordenens punkt 06, Notat om genetisk fødevareklynge: Randers Regnskov skal, via sine aktiviteter som zoologisk anlæg, bidrage til bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, såvel den lokale som den globale - den vilde som den menneskeskabte. Randers Regnskov har således siden 2002 beskæftiget sig med bevarelsen af danske husdyrracer og plantesorter, såkaldte dyre- og plantegenetiske ressourcer. Det er derfor naturligt at fokusere etableringen af en midtjysk fødevareklynge omkring Randers Regnskov. Adskillige af de danske genetiske ressourcer er meget sjældne, derfor er det Randers Regnskovs ønske at engagere sig yderligere i dette arbejde. I de kommende år arbejdes blandt andet mod at gøre 'regnskovens baghave', et 750 hektar stort engareal i Gudenådalen, til en 'biodiversitetszone', en levende genbank hvor danske genetiske ressourcer bevares og formidles. | |
J.V. Martins Plads. © DitRanders | ||
Niels Ebbesen. © DitRanders |
Fra bilag til dagsordenens punkt 13, Aftale mellem Slots- og Ejendomsstyrelsen, SKAT og Randers
Kommune: Nærværende aftale er en aftale mellem Slots- og Ejendomsstyrelsen, SKAT og Randers Kommune om opretholdelse af og fortsat lokalisering af et skattecenter i ejendommen Toldbodgade 3, Randers. Aftalen er foranlediget af, at SKAT frem til 2013 skal reducere medarbejderantallet betydeligt. Det nuværende skattecenter i Randers beskæftiger ca. 200 medarbejdere. Efter drøftelser mellem SKAT og Randers Kommune har SKAT besluttet at opretholde et skattecenter i Randers med ca. 80 medarbejdere. | |
Østre Kirkegård. © DitRanders | ||
Bækkestien ved Dronningborg Boulevard. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 16, sagsfremstilling: Naturbeskyttelseslovens §15 vedr. strandbeskyttelse administreres meget stramt, men der findes en dispensationsmulighed, hvor der findes særlige grunde. I den aktuelle sag kan der i overensstemmelse hermed peges på, at: - Det ligger helt uden for Randers Havns normale forretningsområde at skulle stå for udlejning af 39 ferieboliger. - Det omfattende matrikulære rod, der eksisterer på hele strækningen fra Tustrup Enge i syd og til Støvring By i nord, er uholdbart i forhold til muligheder for pantsætning og løsning af naboretlige tvister. - Der vil ikke ske ændringer i de fysiske forhold på stedet, og der vil ikke blive flere sommerhuse. | |
Udbyhøjvej. © DitRanders | ||
Østervangsvej. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 30, sagsfremstilling: Nu hvor Randers Kommune påtager sig at finansiere den private del af sundhedscenteret, påtager Randers Kommune sig samtidig den udlejningsrisiko, der er forbundet hermed, dvs. at det er i kommunens interesse at få udlejet den private del så hurtigt som muligt. Forvaltningen har allerede igangsat arbejdet med henblik på at indgå lejemål med de private aktører. Denne opgave vil blive intensiveret i opførelsesperioden. Udlejningen sker på grundlag af en omkostningsbestemt markedsleje. Principperne for huslejefastsættelsen har været forelagt byrådet 02/06 2009. Udlejningen sker i samarbejde med Nybolig Erhverv, og der er allerede nu udvist stor interesse for lejemålene og afgivet enkelte tilsagn. Den sikkerhed, der nu er skabt for projektets gennemførelse, vil ligeledes medvirke til at forbedre udlejningsmulighederne. | |
Randers Station. © DitRanders | ||
Essex Park. © DitRanders |
Fra bilag til dagsordenens punkt 10, Udkast til restaurationsplan: Da der som en del af kulturen omkring sportsudøvelse er tradition for, at sportsklubberne har alkoholbevillinger, ønsker byrådet også her at motivere foreningerne til at udvise ansvar, særligt i forhold til de børn og unge, som benytter foreningsfaciliteterne. Byrådet finder principielt, at der som udgangspunkt ikke bør serveres alkohol på steder, hvor børn og unge færdes. | |
Vorup Enge - en trane søger et sted at lande. © DitRanders | ||
'Fontæne' på Østervold. © DitRanders |
Fra bilag til dagsordenens punkt 01, revisionsberetning: Særlig gennemgang på fleksjobområdet: Vi har foretaget en lovbestemt gennemgang af halvdelen af alle de sager, hvor der skal foretages revurdering. Der er således foretaget revision af 44 sager. Der er ved gennemgangen konstateret væsentlige fejl og mangler i 19 sager. Da revurderingerne i disse sager enten ikke er tilstrækkeligt dokumenteret eller foretaget for sent, kan det få refusionsmæssig betydning, hvis kommunen skal holde udgiften til ledighedsydelse uden for refusion i 36 måneder. Beskæftigelsesministeriet træffer beslutning herom. Da der desuden er fejl og mangler i over 20% af de udtagne sager, kan Beskæftigelsesministeriet jf. gældende bestemmelser tillige anmode om gennemgang af samtlige sager med eventuel yderligere refusionsmæssig betydning. I 2007 konstaterede vi tilsvarende problemer med overholdelse af gældende bestemmelser. | |
Randers Egnsteater med den nye sal i forgrunden (officiel indvielse og åbent hus 26/10 2009). © DitRanders | ||