Udvalgsmødereferat
Opdateret 14/08 2009
Dagsorden med 22 sager:
01. Status for behandling af sager vedrørende husdyrgodkendelser. I 1. halvår af 2009 er der afgjort 9 sager - man havde forventet at nå mellem 24 og 32. En efterretningssag. Se også bloggen V-markering
i husdyrgodkendelsessager.
02. Byrådet skal hvert fjerde år beslutte en 12-årig affaldsplan for den kommunale håndtering af affald med hovedvægten lagt på planens første 4 år. Affaldsplan 2009-2012 er den første siden dannelsen af (Ny) Randers Kommune, og de overordnede målsætninger er 1. at fortsætte processen med at nedbringe mængden af produceret affald (affaldsforebyggelse), 2. at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt (genanvendelse), 3. at arbejde for at nedsætte miljøbelastningen fra affaldet, og 4. at øge kvaliteten i affaldshåndteringen. Det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet, at affaldsplanen godkendes og sendes i offentlig høring.
03. Der søges om støtte fra Vejdirektoratets Cykelpulje til tre projekter, der skal få flere til at cykle for dels at forbedre folkesundheden, dels at få mere miljørigtig transport og dels at mindske trængselen i byen. De tre projekter er 'El-cykler - en genvej til flere cyklister', 'Markedsføring af Randers Cykelby' og 'Randers Cykelby - byen i bevægelse'. Sidstnævnte er det dyreste: 6 mio. kr., der bl.a. skal gå til lyssignal i krydset Gl. Viborgvej/Fladbrovej, cykelparkeringsplads ved motorvejen, aflåst og overdækket cykelparkering ved busterminalen, elcykler i udvalgte landsbyer og oplandsbyer, og bycykler der dog forudsættes at blive reklamefinansieret. Det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet, dels at der ansøges om støtte fra Cykelpuljen, dels at der gives en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til projektet 'Randers Cykelby - byen i bevægelse' (1 mio. kr. i 2009 og 2 mio. kr. i 2010 fra rådighedsbeløbet til vejprojekter, og 3 mio. kr. fra Vejdirektoratet), og dels at der fra og med 2011 afsættes 45.000 kr. årligt til drift af signalanlæg og bycykler.
04. Cykelsti til Stevnstrup. Anslås at koste 2 mio. kr.
i form af en kombination af cykelstier og cykelbaner, begge dele i begge sider af vejen (cykelbaner er billigere, fordi der ikke er kantsten og niveauforskel til kørebanen). Der er enighed i udvalget, om at anlægsarbejdet skal udføres, men ikke om hvordan. Flertallet bestående af R og S (hhv. Mogens Nyholm og Jørgen Bruno Andersen, Jan Helbo og Hugo Sørensen) foretrak cykelbaner på Skovboulevarden på strækningen fra bygrænsen til skoven, og cykelstier i skoven og frem til Fladbrovej. Mindretallet - V (Jens Peter Hansen og Carl Damgaard Nielsen) foretrak den den omvendte løsning - cykelstier fra bygrænsen til skoven og cykelbaner i skoven og frem til Fladbrovej. Erik Bo Andersen (V) deltog ikke i mødet. Se også bloggen Ta' et kik ind i politikværkstedet.
05. Prioritering af trafiksaneringer og forbedringer på skoleveje i 2009 - en sag der tidligere har været behandlet i både udvalg og byråd. Byrådet godkendte 11/06 2009 en anlægsbevilling på 1,3 mio. kr., men sendte et ændringsforslag fra Jens Peter Hansen (V) tilbage til fornyet behandling i Miljø- og Teknikudvalget. Ændringsforslaget gik ud på at etablere hastighedsdæmpning på Mariagervej i den nordlige ende af Hvidsten i stedet for en ellers planlagt hastighedsdæmpning i Kondrup. Udvalget tilsluttede sig ændringsforslaget. De øvrige, tidligere vedtagne hastighedsdæmpninger udføres i Asferg, Havndal, Blenstrup, Årslev og Ålum.
06. Midlertidig hastighedsdæmpning på Karetmagervej og Gørtlervej gøres permanent. Vedtaget.
07. Et forslag til kollektiv trafikplan har været i høring og er blevet godt modtaget. Indstilles til vedtagelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
08. Midttrafik har sendt budgetforslag for 2010 i høring. Kommunen har administrativt meddelt, at man ikke har bemærkninger. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
09. En mulig køber et 'meget interesseret' i et erhvervsareal i Fårup ved den nuværende udstykning Butikstorvet, men har brug forbyggemodning af yderligere et areal Byggemodningen omfatter etablering af 100 meter vej med fortov i den sydlige side af vejen, kantsten samt ca. 35 parkeringspladser. Projektet anslås at koste 1,8 mio. kr., hvilket er inden for den ramme, der er reserveret til formålet. Desuden medfører byggemodningen årlige driftsudgifter på ekstra 12.000 kr. (gadebelysning etc.). Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
10. Igangværende anlægsprojekter vedrørende Randers Fjords Færgefart både i Udbyhøj og ved VoerMellerup er på vej til at overskride udgiftsrammen og kan derfor ikke færdiggøres uden tillægsbevillinger på i alt 3,6 mio. kr. (til deling mellem Randers Kommune og Norddjurs Kommune). Norddjurs har allerede bevilget sin andel af Voer-Mellerup-delen af merudgiften, der skyldes, at færgelejerne her er mere medtagne end ventet og derfor dyrere at istandsætte. I Udbyhøj er det et nyt billetteringsanlæg, der har sprængt rammen. Tillægsbevillinger til begge projekter indstilles godkendt i Økonomiudvalget og Byrådet. Se også bloggen Ta' et kik ind i politikværkstedet.
11. Der er brug for ekstra 25.000 kvadratmeter detailhandelsarealer i Paderup, hvilket kræver en ny lokalplan. Samtidig med kvadratmeterudvidelsen hæver den nye lokalplan bebyggelsesprocenten for ejendommene, der anvendes til detailhandel, fra 40 procent til 60 procent, fordi flere eksisterende ejendomme er udnyttet til de 40 procent og derfor ikke har mulighed for at udvide. Det vurderes, at det ikke er nødvendigt med en miljøvurdering af lokalplanen. Udvalgsformand Mogens Nyholm (R) forsøgte at undgå, at sagen overhovedet kom på dagsordenen, men det blev afvist af embedsmændene som værende i strid med reglerne. Nyholm mente, at der manglede en detailhandelsanalyse i beslutningsgrundlaget og stemte derfor imod, men resten af Miljø- og Teknikudvalget (S og V) besluttede at indstille til Økonomiudvalget og Byrådet, dels at der ikke udarbejdes nogen miljøvurdering og at denne beslutning offentliggøres, dels at lokalplanen vedtages og offentliggøres. Se også bloggen Udvalgsformand sat på plads for regelbrud.
12. Et lokalplanforslag for en mindre parcelhusudstykning med lavenergihuse i Jebjerg har været i offentlig høring, uden at der er kommet reaktioner. Indstilles til endelig vedtagelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
13. Orientering om status på vindmølleplanlægningen og behandling af de konkrete ansøgninger om opstilling af vindmøller. En temaplan for vindmøller er under udarbejdelse (skal først være færdig om et år), og der er indtil ansøgt om opstilling af i alt 11 vindmøller på 3 lokaliteter. En efterretningssag, idet V (Jens Peter Hansen og Carl Damgaard Nielsen) ønsker, at behandlingen af de tre ansøgninger skal fremmes, så de evt. kan godkendes med et kommuneplantillæg, inden temaplanen er helt færdig.
14. Byggesagsgebyrer for gylletanke er ifølge gældende takster afhængige af tankenes størrelse, og det har for 5 gylletanke på Overgaard Gods betydet så høj gebyrer (i alt 284.790 kr.), at embedsmændene af egen drift satte beløbet ned til 176.314 kr. Alligevel klagede Overgaard Gods til Statsforvaltningen Midtjylland, som også fandt det reducerede beløb for højt i forhold til den faktiske udgift til sagsbehandling. Derfor foreslås taksterne nu gjort uafhængige af gylletankenes størrelse, og gebyret pr. stk. foreslås fastsat til 12.000 kr. I givet fald kommer det samlede beløb for de 5 tanke på Overgaard Gods altså ned på 60.000 kr. Der er mindst 1 byggesag mere af samme slags, hvor der i så fald skal betales penge tilbage. Miljø- og Teknikudvalget har ikke taget stilling til sagen, men sender den videre til Økonomiudvalget og Byrådet, som så må afgøre, om taksterne skal sættes ned som foreslået, og i hvilket omfang en evt. takstnedsættelse skal slå igennem på regningen til Overgaard Gods.
15. Med baggrund i ovennævnte sag fra Overgaard Gods ønsker embedsmændene for at formalisere den hidtidige praksis nogle redaktionelle ændringer i det takstblad, der beskriver, hvilke takster der gælder i hvilke tilfælde. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
16. Der er ønske om en plan for, hvor i kommunen der kan gives tilladelse til støjende fritidsaktiviteter (motocross og speedway, som allerede findes ved hhv. Brusgaard og Fladbro, samt gokart, skydebaner m.m.). I maj blev det besluttet at undersøge, om et område ved Brusgård kan udpeges til formålet, og det foreslås nu at nedsætte en arbejdsgruppe og udarbejde en præcis beskrivelse af arbejdsgruppens opgaver. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
17. Ejeren af en bevaringsværdig udlænge på en 4længet gård i Bjergby har søgt om nedrivningstilladelse. I den offentlige høring er der ikke kommet indsigelser, og heller ikke Bevaringsudvalget har indvendinger. Godkendt. Samtidig bemyndiges embedsmændene til at behandle fremtidige ansøgninger administrativt, hvis Bevaringsudvalget ikke har indvendinger.
18. Boligforeningen, Møllevænget og Storgården ansøger om godkendelse af renovering af 66 boliger på Platanvej i Randers. Renoveringen er besluttet af et beboerdemokratisk flertal, men da den medfører en huslejestigning på mere end 15 pct. (850 kr. pr. måned), skal den også godkendes af udvalget. Godkendt.
19. Af miljøhensyn skal der etableres udstyr til røggasrensning på krematoriet på Nordre Kirkegård. Det er i den forbindelse nødvendigt at nedkøle røgens temperatur, hvilket i praksis skal ske ved enten at lukke varmen ud, fx via et køleanlæg på taget af krematoriet, eller ved at lede den til fjernevarmenettet. Sidstnævnte foreslås, og dertil kræves en anlægsbevilling på 4,9 mio. kr. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet, idet Mogens Nyholm (R) og Jørgen Bruno Andersen (S) tog forbehold.
20. Kultur- og Fritidsudvalget har sendt et forslag til kulturpolitik til høring. Miljø- og Teknikudvalget tilslutter sig.
21. Økonomiudvalget har sendt et udkast til Integrationspolitik til høring. Miljø- og Teknikudvalget tilslutter sig udkastet.
Tilbage til Politikværksted Classic
Dytmærsken. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 01, sagsfremstilling: Forvaltningen gav i notat af 22/06 2009 en foreløbig status for forvaltningens behandling af husdyrgodkendelsessager, herunder for de opståede forsinkelser i sagsbehandlingen. Den endelige status viser, at der i 1. halvår er afgjort 9 sager mod forventet 24-32. Manglende oplysninger fra ansøger, lange svartider hos Miljøstyrelsen og andre forhold har givet betydelige forsinkelser i sagsbehandlingen. Forudsætningerne for forvaltningens handleplan for afvikling af sagspukkel vedrørende ansøgninger om tilladelse/godkendelse af husdyrbrug fra oktober 2008 er på en række punkter endnu ikke opfyldt. Forvaltningen forventer dog, at man vil kunne leve op til handleplanens målsætninger for sagsbehandlingstiden fra 2010. | |
Gether-anlægget - øverste del. © DitRanders | ||
Gether-anlægget - nederste del. © DitRanders | ||
Den Blå Bro. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 11, udtalelse fra Mogens Nyholm (R): Udvalgsformanden ønskede ikke 'Forslag til lokalplan 549, Detailhandel i Paderup' skulle på udvalgets dagsorden dags dato, da beslutningsgrundlaget ikke er fyldestgørende; der mangler en detailhandelsanalyse at tage beslutning ud fra. Forvaltningen afviser, at udvalgsformanden kan nægte at en sag fremsættes; med henvisning til den kommunale styrelseslov. Udvalgsformanden ønskede følgelig, at udvalgsformandens modstand til sagens optagelse på dagsordenen skulle fremgå af sagen. Forvaltningen afviser udvalgsformandens ønske desangående; med henvisning til den kommunale styrelseslov. | |
Torvegade. © DitRanders | ||
Hobrovejens Skole. © DitRanders | ||