DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Udvalgsmødereferat

Opdateret 22/09 2009

Økonomiudvalget

Referat af møde 21/09 2009

Dagsorden med 19 sager:

Sag fra Socialudvalget:

01. Sidste år ved denne tid blev der afsat 40 mio. kr. på budgettet for 2009 til anlægsopgaver på special­skoleområdet, mere præcist til Firkløverskolen med afdelinger i Paderup og Jebjerg, til Vesterbakkeskolen og til CSV Randers (CSV=Center for Specialunder­visning for Voksne - tidligere Odinskolen). Alle tre skoler har pladsproblemer, og en arbejdsgruppe har været nedsat for at frembringe et forslag til, hvordan de 40 mio. kr. helt konkret skal anvendes. Det er nu sket, og det viser sig, at der kan bygges om alle fire steder inden for det bevilgede beløb, men kommu­nens embedsmænd har efterfølgende vurderet, at den løsning er problematisk, bl.a. fordi den for Vesterbakkeskolens og CSV Randers' vedkommende ikke er langtidsholdbar. I stedet foreslås det at tage Firkløver­skolen helt ud af operationen og lade den forblive som hidtil i nogle år endnu. Så kan man bygge nyt til Vesterbakkeskolen på Blommevej, og lade CSV Randers overtage Vester­bakkeskolens nuværende bygninger. Denne løsning foreslås sendt i høring i Handicaprådet, på de tre specialskoler samt på Vester­vangsskolen, sidstnævnte på grund af nabo­skabet med Vesterbakkeskolen. Godkendt af S, BL og R, idet V undlod at stemme (projektet var en del af sidste års budgetforlig, som de borgerlige ikke deltog i).

Sag fra Arbejdsmarkedsudvalget:/

02. En beskæftigelsesplan for 2010 er en del af den obligatoriske 'følgelovgivning' til budgettet. En plan for det kommende års beskæftigelsesindsats skal ifølge loven laves sammen med det Lokale Beskæftigelsesråd og drøftes med Beskæftigelsesregionen. Førstnævnte er sket, sidstnævnte har valgt at nøjes med at få pla­nen tilsendt. Beskæftigelsesplanen lægger især vægt på at omskole og uddanne ledige til brancher, hvor der ventes stigende behov for arbejdskraft i de kom­mende år. Planen forholder sig også til den aktu­elle krise, og Jobcentret er forberedt på yderligere stigen­de ledighed næste år, bl.a. i form af betydelig op­mærksomhed på ungdomsarbejdsløshed og unge uden uddannelse. Videresendes til godkendelse i By­rådet.

Administrative sager:

03. Randers Kommune drives efter en såkaldt mål-rammestyringsmodel, for nemheds skyld kaldet 'Randersmodellen', der indebærer en central styring, men decentral ledelse og dermed et vist råderum for valg af konkret udførelse af de forskellige opgaver. I praksis er det en slags kontraktpolitik, hvor det hvert andet år aftales, hvilke mål og indsatsområder der skal nås i den kommende periode, så alle ved, hvad der skal arbejdes hen imod. Den kommunale administration en ét samlet bevillingsområde og derfor også én samlet 'aftaleenhed, for hvilken der er nu opstillet en aftale om lå og indsatser for de kommende år. Det indstilles, at aftalen indgår i den igangværende behandling af 2010-budgettet. Godkendt.

04. Der er udarbejdet en digitaliseringsstrategi, der skal øge anvendelsen af digitale løsninger, udvikle organisation og arbejdsprocesser i kommunen, forbedre og effektivisere samspillet med borgere og virksomheder samt udvikle kommunens ydelser, og i forlængelse heraf er der også lavet en konkret handleplan, der udpeger bl.a. digital service og selvbetjening og effektive arbejdsprocesser som særlige indsatsområder i første omgang, idet det er meningen, at handleplanen skal justeres løbende. Dette samt diverse følgepapirer om IT-anskaffelser, -drift og -support indstilles til godkendelse. Godkendt.

05. Efter gældende regler kan kommunale afdelinger og institutioner indgå lejeaftaler for lokaler uden byrådets godkendelse, blot den årlige leje er under 100.000 kr. Under indtryk af af kommunens stramme økonomi, og for bedre at kunne styre likviditeten, foreslås det, at denne mulighed fremover kun gælder for lejemål på under 1 års varighed (og naturligvis stadig kun på betingelse af, at den årlige leje er under 100.000 kr.) Videresendes til godkendelse i Byrådet.

06. Når der bevilges penge til kommunalt nybyggeri, sker det sædvanligvis i to omgange - først ved at Byrådet sætter et beløb af til formålet i budgettet, og efterfølgende, når arbejdet skal udføres, ved at Byrådet formelt frigiver pengene, så man kan komme i gang med at bruge dem. Rent praktisk kan det i nogle sager være formålstjenligt, at budgetteringen og frigivelsen sker i én arbejdsgang, og det er tilfældet for i alt 18 hovedsagelig mindre projekter, bl.a. bygningsvedligeholdelse og rammebeløb under kommunale veje og jordforsyning til en samlet udgift på 36,4 mio. kr. Indstilles til godkendelse. Godkendt.

07. En overgangsordning gør det muligt at nedsætte huslejen i almene ældreboliger, der er taget i brug efter 01/07 2007, ved at ændre på en procentsats for, hvor stor en del af ejendommens anskaffelsessum der skal indregnes i beboernes husleje. Den lavere procentsats gælder egentlig for nybyggeri, der er igangsat efter 01/07 2009, men overgangsordningen gør det muligt at inddrage byggeri to år tilbage. Betingelsen er, at Byrådet godkender en regelændring inden 01/10, dvs. det kan lige nås på Byrådets møde 28/09, hvilket derfor indstilles til godkendelse. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

08. Gl. Randers Byråd gav i 1998 et rente- og afdrags­frit lån på 400.000 kr. til Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Randers, som skulle bruge pengene til at købe Buchwalds Hus i Vestergrave. Forventningen var, at lånet kunne indfries, når restaureringen var afsluttet og ejendommen finansieret med realkreditlån, men diverse tilskud og lån har ikke kunnet dække udgifterne til restaureringen fuldt ud. Fonden søger derfor om eftergivelse af lånet eller udsættelse med tilbagebetalingen, idet Fonden selv kun har de penge, lejerne har betalt i depositum og forudbetalt husleje. Det indstilles, at lånet forlænges med fortsat rente- og afdragsfrihed i 10 år til udløb med udgangen af 2019. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

Sager fra Miljø- og Teknikudvalget:

09. Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for tæt-lav bebyggelse med 21 110-120 kvadratmeter store 1 etages rækkehuse i Drastrup. Lokalplanen skal sikre en ensartet bebyggelse med husene trukket tilbage fra de omkringliggende veje, samtidig udlæg­ges en ny boligvej og et fælles friareal. Desuden skal et bevaringsværdigt dige mod øst indgå som en del af de fælles friarealer. Lokalplanområdet ligger på hjørnet af Skolevej og Dybdalvej i Drastrup og rummer i dag det (nedlagte) landbrug Drastrupgård. Det er ejeren af dette, der ønsker at nedrive de eksisterende byg­ninger og udstykke grunden til boliger, hvilket inde­bærer, at arealet overføres fra landzone til byzone. Der bliver tilkørsel til udstykningen fra Dybdalvej, og boligvejen inde på lokalplanens område kommer til at hedder Drastrupgårdsvej efter den nuværende ejen­dom. Det vurderes, at det ikke er nødvendigt med en miljøvurdering. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

10. Randers Havn skal udvides på sydsiden af flod­løbet, øst for den nuværende skudehavn, og til den ende skal der eksproprieres arealer et stykke ind i landet. Kun én af de berørte grundejere har haft indvendiger, og det var, fordi en eksproriation af den del af hans grund, der ligger nærmest flodløbet, ville gøre det umuligt at drive minkfarm på den resterende del. Imidlertid lægges der op til at ekspropriere hele grunden - også den del, som Randers Havn ikke umiddelbart har brug for - hvorefter der alene resterer at blive enige om erstatningsbeløb til denne grundejer og de øvrige berørte. Lykkes det ikke, fastsættes erstatningerne af en Taksationskommission. Hele operationen foretages af Randers Kommune på vegne af Randers Havn, der overtager de eksproprierede arealer og afholder alle udgifter. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

11. De tidligere spildevandsplaner for de hele og halve kommuner, der blev til (Ny) Randers Kommune, er skrevet sammen til én samlet spildevandsplan, som dog samtidig har fået nogle tilføjelser af nye elementer. Det vurderes, at det ikke er nødvendigt at gennemføre en miljøvurdering af den nye spildevands­plan, blot skal den godkendes og offentliggøres. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

Sager fra Kultur- og Fritidsudvalget:

12. Borgerservice er blevet evalueret - let forsinket på grund af ombygningen af den midlertidige Borger­service til den nuværende i Odinsgade - og til den ende har der dels været foretaget spørgeskema­undersøgelser blandt brugere og medarbejdere, dels er der gennemført interne fokusgruppeinterviews, og dels er der udført dokumentation i form af statistikker for besøg og telefonhenvendelse. Evaluerings­rapporten viser herefter, at man har nået de oprindelige målsætninger med at oprette Borger­service. Eksempelvis er der udvidet åbningstid i Borger­service i forhold til de øvrige afdelinger på Laksetorvet - noget som brugerne, skønt kun få benytter sig af den, udtrykker tilfredshed med. Til gengæld gør den udvidede åbningstid det vanskeligt at holde fælles mødeaktiviteter, fx temadage, for afdelingens 50 medarbejdere. Endvidere samarbejder Borgerservice tæt med Biblioteket, således underviser medarbejdere fra Borgerservice for tiden bogbuspersonalet i brugen af de digitale selvbetjeningsløsninger, som Borger­service administrerer, således at bogbuspersonalet skal kunne hjælpe borgere, der i forvejen har et ærinde i bogbussen. I princippet en efterretningssag fra Kultur- og Fritidsudvalget, idet det foreslås, at den gældende, udvidede åbningstid opretholdes og revurderes sidst i 2010. Tillige har direktionen foreslået at udvide telefontiden til også at omfatte alle hverdage kl. 8-9. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet, idet der fra medarbejderside udtales, at det ikke kun er bemandingen i ydertimerne af den udvidede åbningstid, der gør det vanskeligt at holde fælles mødeaktiviteter etc., men at også en udvidelse af telefontiden kan være problematisk i forhold til medarbejdernes mulighed for flextid. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

13. Et forslag til kulturpolitik, hvilende på de tre indsatsområder 'børnekultur', 'rytmisk musik' og 'kultur og identitet', har været igennem en såkaldt inspirationsfase omfattende kulturinstitutioner og kulturaktører, og derefter - med indarbejdede ændringer - i egentlig høring, der har givet anledning til yderligere nogle få tilretninger. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

Sager fra Børn og Skoleudvalget:

14. Fra det indtil da eksisterende Århus Amt overtog (Ny) Randers Kommune ved sin dannelse 01/01 2007 en leaset pavillon ved Firkløverskolens afdeling i Mørke, på en leasingaftale der udløber 01/11 i år. Randers Kommune ønsker på det tidspunkt at overtage pavillionen fra leasingselskabet, til en pris der er aftalt til det samme som leasingudgiften i 1 år. Man kan sige, at så går det jo lige op, men der skal alligevel en formel anlægsbeviling til. Indstilles til godkendelse. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

15. Diverse kørselsordninger indenfor Børn og Skole har været i udbud til ikrafttræden 01/08 2009, men Økonomiudvalget annullerede 22/06 2009 resultatet af udbuddet, fordi der ikke havde været reel konkur­rence mellem de indkomne bud, og fordi prisen var for høj. 20 ud af 41 ruter blev annulleret, og de skal nu genudbydes via Midttrafik. Indstilles til godkendelse. Godkendt, idet Bjarne Overmark (BL) tog forbehold og ønskede sagen videresendt til Byrådet.

Sager fra Sundheds- og Ældreudvalget:

16. Byggeregnskab for om- og tilbygning af adventist­plejehjemmet Solbakken til 42 almene ældre- og plejeboliger er blevet revideret og skal godkendes. Den samlede udgift til boligerne når op på 54.055.000 kr., mens der var bevilget 53.043.000 kr. - altså en overskridelse på 1.012.000 kr. Servicearealerne løber op i 3.337.000 kr. - her var der bevilget 3.360.000 kr., altså er der sparet 23.000 kr. Boligerne finansieres med 91 pct. låneoptagelse, 2 pct. beboerindskud og 7 pct. grundkapitalindskud svarende til 3.783.900 kr., som finansieres af den selvejende institution via fri­vær­dien af grund og bygninger. Servicearealerne finansi­eres også af den selvejende institution via friværdi af grund og bygninger samt servicearealtilskud fra staten. De to anskaffelssummer - 54.055.000 kr. for boligerne og 3.337.000 kr. for servicearealerne - kræver en godkendelse, byggeriet skal overdrages til den almene boligorganisation 'Klippen', og der skal fastsættes et indskud pr. bolig (mellem 22.500 kr. og 27.100 kr. afhængig af størrelsen). Endelig skal der fastsættes en husleje (930,61 kr. pr. kvadratmeter, som pr. 01/01 2010 sættes ned til 873,84 kr. pr. kvadratmeter, idet 'Klippen' ønsker at gøre brug af nye finansieringsregler på området). Videresendes til godkendelse i Byrådet.

17. I forbindelse med nedlæggelsen af Århus Amt blev en stribe opgaver på det specialiserede social­område fordelt mellem region og kommuner, således at nogle af de opgaver, der tilfaldt regionen, efter nærmere aftale kunne overtages af kommunerne. I tæt samarbejde med Region Midtjylland har kommunerne nu indgået en rammeaftale, der afgrænser fordelingen af opgaver mellem kommune og region. Videresendes til godkendelse i Byrådet.

Lukkede sager:

18. Kondemnering af ejendom og nedrivningspåbud.

19. Køb af ejendom til nedrivning.



 > Det officielle referat


Referater fra tidligere møder:
07/09 2009, 24/08 2009



Tilbage til Politikværksted Classic


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

Byporten ved Laksetorvet ©DitRanders
Byporten ved Laksetorvet. © DitRanders





Fra dagsordenens punkt 01, sagsfremstilling:
Det er forvaltningens vurdering, at selv om scenariet, hvor de 3 nuværende skoler ombygger alle 4 matrikler, holder sig inden for de 40 mio. kr., så er det en problematisk løsning. For både Vesterbakkeskolen og CSV Randers vil der være tale om en midlertidig løsning, der kun i lav grad opfylder skolernes akutte plads og funktionsbehov. For CSV Randers' vedkommende er det endvidere yderst tvivlsomt, om udbygningsplanerne er realiserbare pga. den i forvejen høje bebyggelses­procent. Forvaltningen kan altså ikke anbefale denne løsning. Omvendt ser forvaltningen det heller ikke muligt at realisere et af de øvrige scenarier, der i højere grad tilgodeser specialskolernes faglige behov, idet de øvrige løsninger har et budget, der langt overstiger de 40 mio. kr.
 
Dr. Lassensgade ©DitRanders
Dr. Lassensgade. © DitRanders
 
Tørvebryggen ©DitRanders
Tørvebryggen. © DitRanders
Fra dagsordenens punkt 07, sagsfremstilling:
Efter de hidtil gældende regler skal der indregnes et beløb på 3,4% af ejendommens anskaffelses­sum i beboernes husleje. Ifølge de nye regler nedsættes procentsatsen til 2,8% for byggerier, der påbegyndes efter 01/07 2009. Den nye lovgivning indeholder en frivillig overgangsordning, som indebærer, at boliger, der er færdiggjort i perioden 01/07 2007 til 30/06 2009, også kan omfattes af de nye regler, hvis Byrådet ønsker dette indført. De nye regler kan i givet fald træde i kraft med virkning fra 01/01 2010.
 
Den Blå Bro ©DitRanders
Den Blå Bro. © DitRanders
 
IC3-tog på vej ud fra Randers Station ©DitRanders
Randers Station: IC3-tog på vej sydover. © DitRanders
Fra dagsordenens punkt 12, sagsfremstilling:
Medarbejdersiden oplever, at åbningstiderne i yder­punkterne ikke er hensigts­mæssige. Eksternt i forhold til at der ikke kommer mange kunder i det tids­rum. Internt fordi det går ud over personalets muligheder for afholdelse af møder, kursus, efter­uddannelse mv.
( ... )
Den udvidede telefontid kan være problematisk i forhold til medarbejdernes mulighed for flekstid.
 
Essex Park ©DitRanders
Essex Park. © DitRanders
 
Randers Havn ©DitRanders
Randers Havn. I bassinet hjemmeværnskutter MHV 812 og 'Jens Ove'. © DitRanders