Udvalgsmødereferat
Opdateret 18/03 2010
Dagsorden med 15 sager + tillægsdagsorden 1 sag.
01. Et byfornyelsesarbejde med renovering af den fredede ejendom Vestergade 35 er afsluttet, og det endelige byggeregnskab foreligger nu. Udgiften på 5,3 mio. kr. er præcis det dobbelte af bevillingen, og med 50% statsrefusion passer pengene. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
02. Et byfornyelsesarbejde med renovering af den fredede ejendom Vestergrave 48 er afsluttet, og det endelige byggeregnskab foreligger nu. Udgiften på 3,9 mio. kr. er præcis det dobbelte af bevillingen, og med 50% statsrefusion passer pengene også her. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
03. Byrådet vedtog 11/05 2009 at forlænge byggelinjerne ved Århusvej med 10 år, men efter at have modtaget diverse klager har Vejdirektoratet nu meddelt, at beslutningen er ugyldig, da der ikke har været foretaget høring af de berørte parter. En sådan høring er derfor blevet gennemført efterfølgende, således at der kan træffes en ny (lovlig) beslutning. Blandt høringssvarene er der en del, der udtrykker stærk utilfredshed med forlængelsen af byggelinjerne, men indvendingerne er enten velkendte eller overtrumfes af tinglysninger, lovgivning mv. Den oprindelige forlængelse videresendes derfor uændret til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
04. Et planlagt byggeri på Jens Otto Krags Plads står umiddelbart foran at skulle påbegyndes, og de kommunale anlægsarbejder ved etablering af den nye plads og renovering af Stemannsgade og Carøesgade skal derfor også. Der søges i den anledning en anlægsbevilling på 21,1 mio. kr. til første etape af pladsen. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
05. De 3 grundejere langs den private fællesvej Ranunkelvej i Ø. Bjerregrav ønsker vejen lukket for både kørende og gående adgang, men da vejen fungerer som supplement til skolestisystemet i området, foreslår embedsmændene i stedet at 'nedgradere' vejen til en ca. 2 meter bred kommunal sti, idet resten af vejarealet i stedet bliver lagt til en af villagrundene. En høring blandt de berørte grundejere resulterede i 1 indsigelse, som efter efter drøftelser med embedsmændene er blevet ryddet af vejen. Embedsmændenes forslag til løsning indstilles derfor til godkendelse. Godkendt.
06. Et forslag fra Bjarne Overmark (BL) fremsat på Byrådets møde 26/10 2009 en ændring i vintervedligeholdelsesregulativet, således at snerydningspligten overgår til ejere af 'private veje til bebyggelser med flere udlejningsejendomme', efter samme regler som for 'skov- og parkveje, veje på havneområder' etc. Byrådet sendte spørgsmålet til behandling i Miljø- og Teknikudvalget, og det blev i den anledning undersøgt, dels hvad konsekvenserne af forslaget vil være, dels hvor stort behovet er for ændringer i det eksisterende regulativ. Det viste sig, at der så vidt vides kun er problemer med vintervedligeholdelsen af 1 privat vej (Ane Odgårds Vej), og selv om forslaget formentlig godt kunne indarbejdes, vil det kunne give juridiske problemer i forbindelse med evt. klagesager, fordi de i forslaget nævnte private veje i givet fald pålægges et højere vedligeholdelsesniveau end kommunen selv har på lignende kommuneveje. Derfor, og på grund af det ringe behov, returnerede Miljø- og Teknikudvalget sagen med en anbefaling af at undlade ændringer i det eksisterende regulativ. På vej tilbage til Byrådet blev sagen imidlertid igen, denne gang af Økonomiudvalget, sendt til behandling i Miljø- og Teknikudvalget. Udsat.
07. Den øverste ende af Østervold skal gøres færdig, og der skal skabes sammenhæng mellem Østervold og Thors Bakke. Bl.a. skal den del af Østervold, der ligger i forlængelse af Adelgade, 'rettes ud' og forbindes med Nordregrave og Sandgade, således at den ombyggede del af Østervold kommer til at fremstå som en 'sidevej' hertil. Det skal kort sagt gøres nemmere at køre fra Adelgade/Østervold og lige over ad Nordregrave/Sandgade, end at dreje ned ad Østervold som i dag. Der er afsat penge til dette arbejde i 2011 og 2012, men forbedrede lånemuligheder gør det muligt at fremrykke arbejdet til 2010, hvilket blev besluttet på Økonomiudvalgets møde 07/12 2009. Der søges derfor nu om en anlægsbevilling hertil på 4,2 mio. kr. Indstilles til godkendelse. Udsat.
08. På samme baggrund som foregående punkt foreslås det at fremrykke færdiggørelsen af boligområdet Rebet - dog kun delvis, fordi området endnu ikke er tilstrækkeligt udbygget, til at man kan gøre det helt færdigt. Der søges derfor om en anlægsbevilling på
2 mio. kr. til den del af arbejdet, der kan udføres nu. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
09. Under Miljø- og Teknikudvalgets område er der i 2009 afsluttet i alt 15 større anlægsprojekter (6 byggemodningsprojekter, 7 vejprojekter og 2 anlægsprojekter inden for affaldsområdet). De samlede anlægsudgifter beløber sig til 75,7 mio. kr., og med anlægsbevillinger på i alt 74,9 mio. kr. er der samlet set sket en overskridelse på 0,8 mio. kr., svarende til 1%. Regnskaberne Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
10. Kommunen får gennem 'Grøn Ordning' i gennemsnit tildelt et beløb på godt 200.000 kr. pr. nyopsat vindmølle. Pengene kan anvendes til lokale projekter, der fremmer lokal accept af vindmøller. Der foreslås nedsat et lokalt vindmølleråd, som skal afgøre hvilke projektansøgninger Randers Kommune skal indstille til støtte efter denne ordning. Da det efter loven skal være borgmesteren, der står som formel ansøger, foreslås et vindmølleråd bestående af borgmesteren som formand samt 1 medlem udpeget af Miljø- og Teknikudvalget, 1 medlem udpeget af Kultur- og Fritidsudvalget, 1 medlem udpeget af det Grønne Råd i Randers Kommune, og 1 medlem udpeget af LAG Randers, dvs. i alt 5 medlemmer. Indstilles til godkendelse. Jens Peter Hansen (V) stillede ændringsforslag om, at vindmøllerådet i stedet sammensættes med borgmesteren samt 2 medlemmer udpeget af Miljø- og Teknikudvalget, 2 medlemmer udpeget af Kultur- og Fritidsudvalget, og 2 medlemmer udpeget af LAG Rangers, dvs. i alt 7 medlemmer. Nedstemt af et flertal på 4 (S+SF+BL) mod 3 (V+K). Lone Donbæk Jensen (BL) stillede ændringsforslag om, at følge den oprindelige indstilling, men med 3 medlemmer udpeget af Miljø- og teknikudvalget i stedet for 1. Godkendt af samme flertal, idet 3 (V+K) stemte blankt. Videresendes med denne ændring til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
11. På udvalgets møde 13/01 2010 havde udvalgets medlemmer lejlighed til at komme med hver deres bud på, hvilke politiske mål og indsatsområder udvalget skal arbejde med i løbet af byrådsperioden. Der skal nu arbejdes videre med disse tilkendegivelser med henblik på en konkret udmøntning. Åben drøftelse. Drøftet.
12. Sagsstyringsliste, opsummering af igangværende opgaver. En efterretningssag.
14. Forbud mod beboelse (lukket sag).
15. Ekspropriationssag (lukket sag).
00. Tillægsdagsorden:
16. Efter længere tids tovtrækkerier har Taxinævnet enstemmigt besluttet en kompromisaftale, der skal sikre, at Dantaxi kan få tilført 5 bevillinger, samtidig med at det samlede antal taxibevillinger over tid nedbringes fra nu 90-105 til 75-85. Konkret skal det ske ved, at der her og nu opslås 2 ledige taxibevillinger, og at yderligere 3 bevillinger opslås, i takt med at eksisterende bevillinger bliver ledige, og at Randers Taxa lukker for tilgang, indtil Dantaxi er vokset med 5 bevillinger. Derefter skal det samlede antal bevillinger nedbringes ved ikke-genopslag af ledige bevillinger, idet Byrådet dog kan ændre beslutningen, hvis der skulle vise sig behov for yderligere bevillinger for at kunne opretholde et tilfredsstillende serviceniveau. Kompromisaftalen bygger på et ønske om at opretholde 2 konkurrerende bestillingskontorer, og den konkrete udformning skyldes, at Dantaxi gerne vil have flere bevillinger og Randers Taxa færre, efter at Randers Taxa ikke genvandt sin hidtidige del af regionens vagtlægekørsel. I første omgang var Taxinævnets konklusion, at der ikke var behov for flere taxibevillinger, men på grund af den meget skæve fordeling mellem Randers Taxa (75 bevillinger) og Dantaxi (14 bevillinger), har Taxinævnet nu i stedet besluttet sig for den beskrevne kompromisaftale. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.
Referater af tidligere møder: 04/03 2010, 11/02 2010, 13/01 2010, 17/12 2009, 26/11 2009, 29/10 2009, 01/10 2009, 03/09 2009, 13/08 2009
Tilbage til Politikværksted Classic
Jens Otto Krag. Buste af Knud Nellemose ved Laksetorvet. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 07, sagsfremstilling: Siden færdiggørelsen af Østervold har forbindelsen til den gamle Thor-grund manglet. Nu er planerne med Thors Bakke mere klarlagte og selve byggeriet så fremskredent, at det er muligt at påbegynde færdiggørelsen af overgangen mellem Thor-grunden og Østervold. Derfor foreslås arbejderne igangsat. I forbindelse med projektet vil gadeforløbet Østervold-Nordregrave blive rettet ud, og Østervold vil blive koblet herpå som en 'sidevej'. Østervolds belægning skal føres frem og afsluttes således, at mødet mellem vejforløbet og de 2 pladser fremstår færdigt og harmonisk. (...) Foruden et nyt mere færdigt byrum resulterer projektet i, at trafikkens 'naturlige' vej ikke er ned ad den fredeliggjorte Østervold, men derimod ud ad Nordregrave og Sandgade. Trafikanterne skal så at sige foretage et aktivt valg om at svinge til højre, hvis de vil fra Adelgade-Østervold ned ad den fredeliggjorte del af Østervold. | |
Jernbanebroen. © DitRanders | ||
Hadsundvej. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 04, sagsfremstilling: Forestiller man sig første etape af den 'helt rå' plads - altså en plads uden nogen former for udstyr og alene med billige asfaltbelægninger, men med de rigtige niveauspring, trapper og den rigtige form - lyder overslaget for denne alene på ca. 17 mio. kr. Niveauspringene nødvendiggøres af tekniske forhold omkring specielt store fjernvarmetransmissionsled- ninger, der ligger i arealet. Det er forvaltningens opfattelse, at en 'helt rå' plads har en uacceptabel lav standard. For at få en plads af en acceptabel standard vurderes det, at der skal indarbejdes udstyr for ekstra ca. 4 mio kr. Herved vil der kunne etableres almindeligt byudstyr, æstetiske belægninger med bl.a. granitarealer, evt. belysning i belægningen, træer, mobilscene o.lign. Forvaltningen foreslår, at hele anlægsbevillingen gives nu, og at der efterfølgende forelægges en sag til politisk godkendelse vedr. pladsens udstyr og udmøntningen af de ca. 4 mio. kr. til dette. | |
Randers Havn. © DitRanders | ||
Dytmærsken. © DitRanders | ||