Der er længe til valget, og meget kan ske. Men hvis det var lige nu, der skulle vælges byråd, ville dette være det bedste bud

Flertallet står til at tippe

En matematisk prognosemodel udpeger med stor sikkerhed vælgernes bevægelser mellem blokkene. De går fra Rød Stue til Blå Stue. Vender det ikke inden 19. november, så får Randers ny borgmester.

Politikere og partier har i lang tid ikke haft andet i hovedet end byrådsvalget til november. For almindelige dødelige, herunder vælgerne, er der uendelig lang tid til, men i de politiske miljøer er det lige om lidt. Socialdemokraternes borgmester Henning Jensen Nyhuus er klar til en tredje periode, men kan han få mandater nok bag sig? Venstre har skiftet spidskandidat efter at Anders Buhl-Christensen i to omgange ikke er lykkedes med at indtage posten, men vil det gå bedre for afløseren Claus Omann Jensen?

Det er ikke til at vide. Hvad forudsigelser angår, er 19. november 2013 en fjern, fjern fremtid og inden da kan alting ske. Men man kan tage temperaturen her og nu. Bedømme formkurven og give et øjebliksbillede.

En rigtig meningsmåling er det ikke - altså sådan en hvor man spørger ca. 1.000 vælgere i Randers Kommune hvad de ville stemme, hvis der var valg i dag - men mindre kan også gøre det. Der findes en velprøvet beregningsmodel, hvor folketingsvalgresultater og -meningsmålinger kan omregnes til byrådssammenhæng, og resultatet af sådan en beregning kan være lige så retvisende som en rigtig meningsmåling.

DitRanders har udført en sådan beregning et par gange før, dels lige op til byrådsvalget i 2009, dels lige efter folketingsvalget i 2011. Hvor præcis beregningen efter folketingsvalget i 2011 var, er ikke godt at vide idet der jo ikke efterfølgende blev holdt noget byrådsvalg så man kunne kontrollere den. Beregningen fra byrådsvalget i 2009 kunne man derimod holde op mod det faktiske resultat er par uger efter, og her viste det sig at DitRanders’ beregning kun ramte et enkelt mandat forkert i forhold til valgresultatet. Metoden holder altså vand, så meget mere som en anden beregning i 2009 efter samme principper ramte kun 2 mandater forkert. Sidstnævnte var udført af professor Søren Risbjerg Thomsen for Mandag Morgen, og netop Risbjerg Thomsen er ophavsmand til beregningsmetoden, som DitRanders også benytter (i en forenklet udgave).

Samme professor Søren Risbjerg Thomsen udregner hver måned for Altinget et såkaldt vejet gennemsnit af meningsmålingerne fra de enkelte prognoseinstitutter og medier, og de tal der kommer ud af dét, er kendt for at være de sikreste forudsigelser på markedet. For folketingsvalg, vel at mærke. Men selv om vælgerne langt fra stemmer ens til folketingsvalg og byrådsvalg, så er sammenhænge og forskelle mellem de to slags valg så velbeskrevne, at man kan regne på folketingstallene og få byrådstal ud af det. Byrådstal der gælder for en gennemsnitskommune, og da ingen kommuner som bekendt er gennemsnitskommuner, skal der lidt mere til, nemlig en afvejning og vurdering af de særlige forhold for hvert enkelt parti lokalt.

Så det vil vi gøre, ud fra Risbjergs nyeste gennemsnit fra marts 2013:

Landstendensen

Til beregningerne skal vi bruge gennemsnittet af (folketings-)meningsmålingerne fra oktober 2009, landsresultatet af byrådsvalgene i 2009, resultatet af byrådsvalget i Randers i 2009 og endelig gennemsnitet af de aktuelle (folketings-)meningsmålinger. Således:

	Målinger oktober 2009	Lands- resultat 2009	Randers- resultat 2009	Målinger marts 2013
Socialdemokraterne	25,0	30,7	38,2	17,4
Venstre	24,9	24,8	27,9	31,5
SF	18,2	14,5	08,5	04,4
Konservative	09,8	11,0	08,4	03,5
Dansk Folkeparti	14,2	08,1	07,0	16,7
Beboerlisten/Enhedslisten	02,3	02,3	06,1	11,9
Radikale	04,6	03,7	03,1	08,8
Liberal Alliance	—	—	—	05,4
Enhedslisten og Beboerlisten er ikke umiddelbart sammenlignelige, men er her sat på samme linje, fordi det er det nærmeste man kan komme.

I folketingssammenhæng peger pilen altså meget nedad for S, meget opad for V, meget nedad for SF og K, opad for DF og meget opad for BL/EL og R.

I byrådssammenhæng skal man imidlertid lægge mærke til mere end det: På landsplan var Socialdemokraternes byråds-valgresultat i 2009 ca. 20% højere end folketings-meningsmålingerne, og i Randers mere end dobbelt så meget højere. For Venstre var landsresultatet af byrådsvalgene meget lig folketings-meningsmålingerne, men i Randers lå valgresultatet ca. 10% højere. SF’s byråds-valgresultat på landsplan var 20% lavere end folketings-meningsmålingerne, i Randers var det endda helt nede på at være 50% lavere. De konservative fik på landsplan et byråds-valgresultat på 10% over folketings-meningsmålingerne, men i Randers et valgresultat der var 10% lavere. Dansk Folkepartis byråds-resultat på landsplan var kun på godt halvdelen af folketings-meningsmålingernes tal, og i Randers var valgresultatet endnu en smule lavere. På landsplan fik de radikale et byråds-valgresultat der var 20% lavere end folketings-meningsmålingerne, og i Randers var det endnu lavere end det.

Endelig er der Beboerlisten/Enhedslisten, som langt fra er umiddelbart sammenlignelige, selv om der er et vist sammenfald både politisk og personmæssigt. Forskellene er lige så betydelige, og derfor er det helt andre ting end udviklingen i parti-opbakningen på landsplan der bestemmer hvordan et byrådsvalg falder ud, og derfor giver det ikke mening at fortabe sig yderligere i landstallene. Heller ikke for Liberal Alliance er der meget at hente i landstendensen, idet partiet som bekendt ikke spillede nogen rolle i 2009.

Effekten lokalt

Alle undtagelserne lader vi dog ligge i første omgang. Hvis vi for overblikkets skyld 1. holder os strikt til ændringerne i landstendensen, 2. lader dem slå igennem med halv vægt i forhold til byråds-valgresultatet i Randers i 2009 og 3. udregner mandattal ud fra de sandsynlige valgforbund (hhv. S+SF og V+K+DF+LA), kan resultatet sammenfattes til følgende skema:

	Lands- tendens vægtet med 1/2	Udregnet på 2009- resultat i Randers	2009- resultatet	Udregnet gæt for Randers 2013	Udregnet gæt/antal mandater
Socialdemokraterne	÷3,8	÷5,8	38,2	32,4	09
Venstre	03,3	03,7	27,9	31,6	09
SF	÷6,9	÷3,2	08,5	05,3	02
Konservative	÷3,2	÷2,7	08,4	05,7	02
Dansk Folkeparti	01,3	00,6	07,0	07,6	02
Beboerlisten/Enhedslisten	04,8	12,7	06,1	18,8	05
Radikale	02,1	01,4	03,1	04,5	01
Liberal Alliance	02,7	02,7	—	02,7	01

Samme skema, men med ændringerne i landstendensen indregnet med en tredjedel vægt:

	Lands- tendens vægtet med 1/3	Udregnet på 2009- resultat i Randers	2009- resultatet	Udregnet gæt for Randers 2013	Udregnet gæt/antal mandater
Socialdemokraterne	÷2,5	÷3,9	38,2	34,3	10
Venstre	02,2	02,5	27,9	30,4	09
SF	÷4,6	÷2,1	08,5	06,4	02
Konservative	÷2,1	÷1,8	08,4	06,6	02
Dansk Folkeparti	00,8	00,4	07,0	07,4	02
Beboerliste/Enhedslisten	03,2	08,5	06,1	14,6	04
Radikale	01,4	00,9	03,1	04,0	01
Liberal Alliance	01,8	01,8	—	01,8	01

Man vil bemærke, at den forskellige vægtning af landstendensen flytter et mandat fra BL til S. Det er alt. Mandattallene for alle andre partier bliver ikke påvirket, hvoraf man kan udlede at vi har et forholdsvis robust grundlag at bygge videre på.

Så det gør vi. Bygger videre med de særlige forhold for hvert enkelt parti lokalt. De er:

Gennemgangen bygger på resultatet af byrådsvalget i 2009 og Byrådets sammensætning i dag:

	Valget 2009	Byrådet i dag
Socialdemokraterne	13	14
Venstre	09	09
SF	02	00
Konservative	02	02
Dansk Folkeparti	02	01
Beboerlisten	02	02
Radikale	01	01
u.p.		01
Velfærdslisten	—	01
I alt	31	31
Ændringerne skyldes, at et SF-byrådsmedlem blev løsgænger straks efter valget, at et DF-byrådsmedlem senere skiftede til S, samt at det tilbageværende SF-byrådsmedlem senere blev først løsgænger og derefter overgik til Velfærdslisten.

Socialdemokraterne: I modsætning til 2009-valget har borgmesterpartiet ikke denne gang nogen umiddelbar medvind i form af den såkaldte borgmestereffekt. Borgmestereffekten er en relativt velbelyst størrelse, som ved første valg efter et borgmesterskifte giver borgmesterpartiet en ekstra medvind, der kan beregnes ret præcist - i 2009 bidrog den med 2,5% svarende til rundt regnet trekvart S-mandat - men som ved efterfølgende valg ikke hverken bidrager eller trækker fra, men modvirker udsving i både op- og nedadgående retning. Hvis det går opad for et parti, går det lidt mindre opad hvis partiet har borgmesterposten, og hvis det går nedad, betyder borgmesterposten at det går lidt mindre nedad end det ville have gjort uden borgmesterposten. En stabiliserende effekt, kort sagt, men i modsætning til førstegangseffekten ikke med potentiale til at dreje en landstendens den modsatte vej lokalt. Spørgsmålet er så, hvordan andre parametre vil påvirke den generelle nedadgående S-tendens, og heller ikke her er der umiddelbart noget der springer i øjnene som positivt. Tværtimod er fx boligforeningsskandalen et sår der kan springe op hvornår det skal være, med både en viceborgmester og andre centrale socialdemokrater i lidet flatterende roller, den kommunale økonomis tilstand udgør heller ikke sig selv noget overbevisende argument for at S er det rigtige parti for bordenden, og lidt i samme boldgade er partiet blevet ramt af den S-ledede regerings ageren på landsplan, hvor regeringsskiftet for halvandet år siden jo på ingen måde betød at kommunernes situation blev lettet nævneværdigt, som S ellers havde håbet på og næsten også stillet i udsigt. I rent politisk henseende er skolestrukturdebatten heller ikke ligefrem noget, socialdemokrater er glade for at blive mindet om, og lidt på samme måde er det når det gælder placering af vindmøller og gylleanlæg — ja, i det hele taget falder det for tiden ikke S så nemt at gøre sine vælgere tilpas, i hvert fald ikke dem alle sammen, og slet ikke på samme tid. Endelig er der en sag, som indtil videre har været meget underspillet på det lokalt partipolitiske plan, nemlig KILL-BILka-sagen, hvor Socialdemokraternes designerede byråds-kronprins fra 1990'erne, Torben Hansen, i sin egenskab af folketingsmedlem intet som helst har gjort for at hjælpe den byrådsgruppe, han ellers gerne vil vende hjem og blive en del af. Hansens rolle var i begyndelsen så passiv at det var decideret påfaldende, og da den omsider ved den afgørende afstemning blev aktiv, var det ved at han gik imod partifællerne hjemme i byrådet. En indtil videre meget underspillet problemstilling, som sagt, men netop kun 'indtil videre'. Den sag kan blive rigtig ubehagelig, når valgkampen går ind i den afgørende fase efter sommerferien, især naturligvis for Torben Hansen selv, men også for hans parti.

Konklusion: Pilen peger nedad for S (ikke i forhold til det udregnede mandat-gæt, men i forhold til 2009-valgresultatet).

Venstre: Resultatet af byrådsvalget i 2005 var så godt for Venstre, at det næsten kun kunne blive ringere i 2009, og det blev det da også, bl.a. fordi et vist mål borgerlige stemmer vendte hjem til andre borgerlige partier. Situationen denne gang, med en ny V-borgmesterkandidat, minder mere om 2005-scenariet, dvs. at bevægelsen blandt borgerlige vælgere igen peger Venstres vej. Dette i kombination med at V i 2009 var blot 17 stemmer fra at få et mandat mere, giver alt andet lige partiet et godt afsæt for fremgang. Forudsætningen er dog, at partiets borgmesterkandidat Claus Omann Jensen gør sig mere kendt i en bred offentlighed, men det har han så også det meste af året til. Umuligt er det på ingen måde — spørg blot den nuværende borgmester, der gerne koketterer med at han ’kom lige ind fra gaden’.

For fremgang til Venster taler derudover, at det indtil videre er højst tvivlsomt om Liberal Alliance, der ifølge beregningen står til at få 1 mandat, evner at stille med en spidskandidat, der kan brænde tilstrækkeligt igennem. Partiet har længe været på fiskeri efter en egnet kandidat, men hvad enten det nu lykkes eller ej, så har LA appel til et vælgersegment, hvis stemmer om ikke andet vil komme den samlede borgerlige fløj til gode, forudsat at Liberal Alliance kommer til at indgå i et borgerligt valgforbund. I modsat fald er der dømt risiko for stemmespild, men mon dog de borgerlige partier vil løbe den risiko. Som tingene ser ud lige nu er V er det mest sandsynlige parti til at indkassere det ekstra liberale mandat.

Konklusion: Pilen peger opad for V (ikke alene i forhold til det udregnede mandat-gæt, men også i forhold til 2009-valgresultatet).

SF: Efter en periodes ørkenvandring uden repræsentation i Byrådet var SF's valgresultat i 2009 en oprejsning. Så længe det varede, for allerede på valgnatten havde SF først en borgmesterpost og et par timer senere en sprængt byrådsgruppe. Siden er ophavsmanden til balladen, Kasper Fuhr, også brudt ud af SF, som følgelig siden november har været uden byrådsmedlemmer. Det samlede indtryk partiet har efterladt sig, er mildt sagt dårligt. Man kan kun vanskeligt forestille sig en mere demonstrativ udstilling af manglende regeringsduelighed, og SF ligger fortjent forslået tilbage. Man må formode at de færreste vælgere på Rød Stue har lyst til at gøre samme eksperiment igen.

Konklusion: Pilen peger nedad for SF. Meget nedad.

Konservative: En del af fordums styrke blev genvundet i 2009 med to valgte, hvoraf den ene, spidskandidat Daniel Madié efterfølgende gennem en deal med Socialdemokraterne har fået posten som formand for Erhvervsudvalget og dermed en vis synlighed, navnlig i forhold til det konservative kernesegment. Til gengæld har det andet K-byrådsmedlem været komplet usynligt, endda har de fleste vel dårligt opdaget at der for et halvt års tid siden skete udskiftning på posten (Julie Bay-Hahn nedlagde udramatisk sit mandat der blev overtaget af John Dybdal). Ingen af dem har på noget tidspunkt gjort væsen af sig, så K's vælgere ville formentlig føle sig lige så godt betjent blot med et enkelt mandat i byrådet, og i hvert fald er der ikke noget i den lokale konservative performance der forekommer at kunne opveje K's tilbagegang på landsplan. På den anden side var de 2 mandater partiet fik i 2009, de næstdyreste målt i stemmer pr. mandat, så der er en vis buffer til at opsuge en stemmemæssig tilbagegang, uden at det nødvendigvis behøver gå ud over mandattallet.

Konklusion: Pilen peger nedad for K, måske med en tendens til ligeud.

Dansk Folkeparti: Trods mandatfordoblingen var valgresultatet i 2009 en blandet fornøjelse for Dansk Folkeparti. Mindre end et halvt år senere sprang indehaveren af det nye mandat Tanja Lauenborg til Socialdemokraterne. Med kun et enkelt værende byrådsmedlem igen denne gang er partiet derfor mere eller mindre i samme udgangsposition som sidst, blot har man ved dette valg en mere driftssikker og langt mere politisk kapabel nr. 2-kandidat, nemlig Anders Primdahl Vistisen, der i egenskab af både landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og folketingskandidat for længst er identificeret som et af sit partis coming men.

Konklusion: Pilen peger opad for DF.

Beboerlisten: Som nævnt ovenfor kan tallene for Beboerlisten og tallene for Enhedslisten ikke sammenlignes, og det samme gælder bevægelserne i tallene. Nok er Bjarne Overmark partiejer, men en Johanne Schmidt-Nielsen er han ikke. Tilslutningen til Beboerlisten har i årevis været i konstant tilbagegang, og ved valget i 2009 var det kun valgforbundet med Miljølisten der gav partiet dets mandat nr. 2. Intet er hændt siden valget der skulle antyde nogen ændring i den nedadgående tendens.

Det skulle da lige være opkomsten af Velfærdslisten, som er det parti hvor Kasper Fuhr denne gang vil prøve lykken, efter at han og hans tidligere partifæller i SF gensidigt har opbrugt hinandens tålmodighed. Listens bagland er imidlertid en højst uensartet skare, også politisk, og med Fuhrs efterhånden noget ramponerede politiske cv in mente er det nærliggende for potentielle Velfærdsliste-vælgere i stedet at skele til Beboerlisten, hvor man i helt anderledes grad ved hvad man får. Med Fuhr kan tingene som bekendt blive vendt på hovedet på mindre end 12 timer, mens Overmark derimod har stået urokkeligt for nøjagtig det samme både før og efter valgene i 2009, i 2005, i 2001, i 1997 og i 1993. Alternativt kan man muligvis forestille sig et valgforbund mellem Beboerlisten og Velfærdslisten, og i så fald vil enten Beboerlisten med stor sandsynlighed bevare sine 2 mandater eller også vil valgforbundets andet mandat gå til Velfærdslisten.

Konklusion: Pilen peger nedad for BL, muligvis med tendens til ligeud (i forhold til 2009-valgresultatet, og meget nedad i forhold til det udregnede mandat-gæt).

Radikale: Valget i 2009 kostede det enlige radikale byrådsmedlem Mogens Nyholm formandsposten i Miljø- og Teknikudvalget og den dermed følgende synlighed. Nyholms meget vedholdende biden sig fast i kritik af borgmesteren i forhold til dennes håndtering af den kommunale økonomi, og hans lige så vedholdende skepsis overfor OPP-finansieringen af det kommende svømmebad/vandland har til en vis grad skaffet ham synlighed på anden vis, men det er en farligere måde at få den på, for der er også dem der mener at vedholdenheden er kammet over i noget som man plejer at kalde noget andet.

Konklusion: Pilen peger ligeud for R.

Rød Stue tilbage, Blå Stue frem

Og hvad kan man så herudfra konkludere om byrådspartiernes dagsform?

S tilbage, V frem, SF meget tilbage, K uændret, DF frem, BL tilbage eller uændret og R uændret. Og overordnet: Rød Stue tilbage og Blå Stue frem. Sidstnævnte, bevægelsen mellem blokkene, forekommer sikker. Som det ser ud lige nu, står flertallet til at tippe.

DitRanders er aldrig bleg for at vove et øje, så her er et bud på mandatfordelingen (kolonnen længst til højre):

	Valget 2009	Byrådet i dag	Udregnede mandater	DitRanders’ mandat-gæt
Socialdemokraterne	13	14	09	12
Venstre	09	09	09	11
SF	02	00	02	00
Konservative	02	02	02	02
Dansk Folkeparti	02	01	02	03
Beboerlisten	02	02	05	02
Radikale	01	01	01	01
(u.p.)		01
Velfærdslisten	—	01	—	00
Liberal Alliance	—	—	01	00
Rød Stue	17	18	16	14
Blå Stue	14	13	15	17

Holder det vand, så får Randers ny borgmester. Bedømt ud fra den øjeblikkelige formkurve, vel at mærke. Der er længe til valget, og meget kan ske. Men hvis det var lige nu, der skulle vælges byråd, ville dette være det bedste bud. Odds'ene til november er det endnu for tidligt at spå om.

(14/04 2013)