En rød pædagog til Blå Stue
Ingen havde set det komme – allermindst Socialdemokraterne, der selv drev de forsmåede sammen
Af Michael Kjærgård
redaktion@DitRanders.dk
Det slog ned som en bombe i forkontoret i borgmesterens afdeling på Laksetorvet, hvor alle sad og ventede på røgsignaler fra Socialdemokraternes og borgmester Henning Jensen Nyhuus' konstitueringsforhandlinger. V-spidskandidat Anders Buhl-Christensen indkaldte til pressemøde i forhallen. Hvad var nu det?
Det var en vaskeægte sensation, der gør det nødvendigt med en ny farveskala i Byrådet fra 01/01 2010. En rød pædagog til Blå Stue. Og Rød Stue splittet, med radikale og SF inde i varmen sammen med så overraskende samarbejdspartnere som Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og radikale, og Socialdemokraterne kørt helt af banen sammen med Beboerlisten.
INGEN havde set det komme, men det sensationelle forløb der gav SF's nyslåede byrådsmedlem Erik Poulsen borgmesterposten, er en nyttig påmindelse om, at et flertal altid er et flertal, uanset hvordan det er sammensat. Valgresultatet havde ellers dækket op til et socialdemokratisk tag-selv-bord, med et forøget flertal som i sig rummede flere flertal. I princippet en ønskesituation, som beskrevet i nyhedsanalysen Mulige scenarier for valgnattens kamp om magten. Alligevel endte det med et scenarie, ingen havde forestillet sig. Socialdemokraterne overspillede deres kort, og de forskellige flertal, da havde at vælge imellem, samlede sig i stedet til ét flertal - uden om S.
Så selv om Socialdemokraterne på valgnatten, da bomben var sprunget, ikke var sene til at tage ord som 'klasseforrræder' i deres mund og rette hårde - meget hårde - angreb på Erik Poulsens person, så ligger de i virkeligeheden blot, som de har redt. En erkendelse som det utvivlsomt vil tage dem mindst lige så lang tid at nå frem til, som det tog Blå Stue at indse, at angrebene på LO-aftalen var en dårlig valgkampstrategi.
DEN enslydende forklaring fra samtlige deltagere i den usædvanlige konstituering er, at Socialdemokraterne simpelthen var for arrogante i konstitueringsforhandlingerne på borgmesterkontoret. For storebroragtige. Havde de ikke været det, ville Blå Stue aldring være fundet sammen med radikale og SF, som ellers blev regnet som faste dele af Rød Stue. Men altså ikke mere faste, end at der var en grænse for, hvor selvfølgeligt Socialdemokraterne kunne betragte deres lederposition. Den grænse overskred S, med alt for håndfaste krav til forhandlingspartnerne, alt for lidt bevægelighed og - især - ved for lidt fingerspidsfornemmelse.
Med til god forhandlingsteknik hører, at hvis man har spillet for hårdt ud, skal man kunne opfange det usagte og lynhurtigt være klar til at bløde op, hvis et forhandlingssamenbrud truer. Socialdemokraternes fatale fejlvurdering var, at de tog for givet, at forhandlingspartnerne ikke havde andre steder at gå hen, og at et forhandlingssammenrud derfor ikke var en reel trussel. Men det havde de, og det var det. Betingelserne for et samarbejde med S blev så uspiselige, at de forsmåede af ren frustration blev drevet sammen i et fællesskab.
Et fællesskab der i virkeligheden er en meget bred konstituering - ikke mandatmæssigt, men politisk.
FOR S er det en umådelig bitter pille at sluge. En art gentagelse af forløbet i Gl. Randers i 2001, da S også havde chancen for at få borgmesterposten, men ville have mere og endte med intet at få. Da borgmesterposten i 2005 vendte 'hjem' til S, anså partiet det for en normalisering og de foregående 4 år med V-borgmester som en historisk parantes. Forløbet i år viser, at det var det ikke. Skønt det strider grundlæggende mod S' selvopfattelse, er der ikke noget, der hedder førstefødselsret til borgmesterposten. Der skal kæmpes hver gang, og der er hver gang en reel risiko for at tabe.
Hvilket på den borgerlige fløj samtidig er en opmuntrende påmindelse om, at der også hver gang er en reel muliughed for at vinde - helt eller delvist.
For SF er borgmesterposten et comeback, der vil noget efter en periode helt uden repræsentation i Byrådet, men ikke nødvendigvis uproblematisk internt partiet. Ikke alle SF'ere vil kunne se - eller være enige i - det glorværdige i at blive borgmester på de borgerliges nåde, og for forholdet til Socialdemokraterne er konstitueringsaftalen den rene gift. Alle socialdemokrater uden undtagelse føler sig forrådt og hader i dag SF og i særdeleshed Erik Poulsen af et godt hjerte. Der forestår formentligt et møde med 'en god kammeratlig snak' i LO mellem de tidligere kampfæller, som sammen med BL indgik den bekendte politiske aftale, som denne gang ikke kunne bære igennem.
PRESSET på Erik Poulsen vil i de kommende dage være massivt - læs: han vil blive skældt hæder og ære fra og blive kaldt alt det værste - og hvis han står det igennem, klarer han såmænd nok også at være borgmester, selv om han ikke på forhånd var noget oplagt bud på posten.
I 2005 formåede han at tabe SF's byrådsrepræsentation på gulvet, og skønt han i denne valgkamp har oppet sig væsentligt i forhold til 2005, virkede han på forhånd til at passe naturligt ind i rollen som nr. 2 i parløbet med Socialdemokraterne. Men, som et borgerligt argument lød på valgnatten: når han har klaret at være institutionsleder i mere end 25 år, hvorfor skulle han så ikke også kunne lede et byråd?
Tilbage til Alt om byrådsvalget
© DitRanders
Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3
Tilføj kommentar:
