Nyhedsanalyse
Offentliggjort 15/11 2009 17:00
Af Michael Kjærgård
Valgkampen er inde i slutspurten, og vi nærmer os afgørelsen. Eller afgørelserne - i flertal. For først og fremmest skal naturligvis vælgerne tale, men så snart de har gjort det, begynder kampen om magten og positionerne. Det sker, så snart der er en sikker indikation på mandatfordelingen i det nye byråd, dvs. ved 22-23-tiden på valgnatten. Så kendes styrkeforholdene, og armlægningen kan gå i gang.
Men styrkeforholdene afhænger ikke alene af stemme- og mandattallene for hvert enkelt parti, de afhænger i mindst lige så høj grad af kombinationsmulighederne. For naturligvis er det som udgangspunkt en fordel at være stor og stærk, men det kan også være en fordel at være lille og operativ.
HVEM kommer til at sidde med nøglen til magten? Her er en guide til nogle mulige scenarier:
Absolut flertal: Næppe sandsynligt. Socialdemokraterne har prøvet det tidligere, og i en lang periode, men det var i Gl. Randers Byråd uden de V-stærke områder i Gl. Randers' daværende nabokommuner. Onde tunger hævder, at det var præcis derfor, Gl. Randers ikke blev større allerede ved forrige kommunalreform i 1970, men det kan være lige meget nu. (Ny) Randers Kommune er, som den er, og det forekommer ikke sandsynligt at noget parti kan få 16 mandater eller flere.
I givet fald skulle det være Socialdemokraterne, og i så fald vil de formentlig rydde bordet og tage alle poster selv. I det mindste kan Beboerlisten roligt regne med at blive sendt tilbage til marginaliteten, men måske kan de radikale blive inden for i varmen, hvis S ellers beslutter sig for at tænke ud over næste valgdag. Absolutte flertal kommer og går, og har man været for overmodig i gode tider, ligger der en regning og venter på dårligere tider - en regning man kan afværge ved i tide at skabe en alliance med et andet parti.
De radikale kunne være dette parti, men det kunne også være de konservative, som tidligere (i Gl. Randers) har haft denne rolle. For dette taler, at sandsynligheden for at de konservative engang ryger helt ud af Byrådet, er betydelig mindre, end sandsynligheden for at de radikale gør. Man må tillige antage, at de konservative er sultne efter at hævde sig over for det borgerlige storebror-parti Venstre, så måske vil de være forholdsvis nemme at have med at gøre for Socialdemokraterne. Men det kræver som nævnt at S har flertal alene, og de tror ingen rigtig på, heller ikke S selv.
Borgerligt flertal: Også et forholdsvis ligetil scenarie, og tæt på lige så usandsynligt som absolut flertal til S. Men ikke uproblematisk, hvis det skulle indtræffe.
I 2005 fik Venstre 12 mandater, og man kan roligt gå ud fra, at en del af stemmerne var 'udlån' fra andre borgerlige partiers vælgere, der samlede sig om V's Anders Buhl-Christensen som det eneste seriøse borgerlige bud på en borgmester. Man må formode, at disse stemmer vil sive tilbage til de andre borgerlige partier, hvilket kan oversættes til, at et borgerligt flertal vil være afhængigt ikke af V, men af fremgang for de konservative og/eller Dansk Folkeparti (idet vi her ser bort fra de radikale som en mulig del af et borgerligt flertal). Hvis det skulle lykkes for V+DF+K, vil formentlig især de konservative med nogen rette kunne hævde, at det er deres fortjeneste, og at borgmesterposten derfor skal tilfalde dem.
Noget sådant vil være overordentligt vanskeligt for Venstre at sluge, og det kan i yderste konsekvens føre til, at det borgerlige flertal bliver splittet. Dog næppe så meget, at borgmesterposten ligefrem bliver foræret til S, men i givet fald vil S formentlig gå ind og friste de konservative med borgmesterposten mod en passende andel af de øvrige lønnede poster (eller dem alle). Det ville ganske vist kræve, at Socialdemokraterne skulle slå knuder på sig selv af ren selvovervindelse, med det ville give S den gevinst, at borgmesterposten i det mindste ikke går til Venstre, samtidig med at der bliver sat ondt blod - meget ondt - mellem de borgerlige, så det alt andet lige vil være nemmere at generobre borgmesterposten ved næste valg. Men det ville også kræve en betydelig brutalitet mellem de borgerlige partier indbyrdes, og derfor er dette scenarie ikke nødvendigvis særlig sandsynligt, hvilket forudsætningen for det - et borgerligt flertal - næppe heller er.
Snævert flertal: Heller ikke overvældende sandsynligt, men dog en mulighed hvis Amtsavisens Gallup-undersøgelse holder vand. Hvis S+BL+R+SF tilsammen kan mønstre det mindst mulige flertal, hvor ingen af partiernes mandater kan undværes, så kan konstitueringen og fordelingen af poster blive en ren gentagelse af forløbet i 2005. Det vil sige, at de nævnte partier strikker et 'regeringsgrundlag' sammen og efterfølgende inviterer de borgerlige til at tilslutte sig og derved få del i fordelingen af poster, idet borgmesterposten tilfalder S.
Hvis de borgerlige kender deres besøgelsestid - og er klar til at bide hovedet af al skam og sluge nogle gevaldige kameler - kan de ved en hurtig aktion kortslutte det beskrevne forløb og demontere Beboerlistens indflydelse. Men de skal være klar til at rykke hurtigt, inden der bliver aftalt noget med BL - hvilket groft sagt vil sige, at især Venstre stort set på forhånd skal være indstillet på at tabe valget og stå klar med et tilbud til S, næsten inden mandatfordelingen er endeligt kendt. Og det skal være et virkelig godt tilbud, nærmest i 'et-tilbud-du-ikke-kan-afslå'-klassen - fx at æde hvad S+SF+R måtte beslutte som politisk grundlag med få og små kosmetiske opblødninger, samt at lade S overtage BL's nuværende udvalgsformandspost. Skrap kost for de borgerlige, men på den anden side er ønsket om at slippe af med BL-partiejer Bjarne Overmark meget stort. Så måske...
Men som nævnt: forudsætningen er et 16-15-flertal ligesom i det nuværende byråd, altså et valg helt uden hverken borgmestereffekt eller de andre påvirkninger, der er historisk/statistisk belæg for, jfr. nyhedsanalysen Borgmesterens flertal står til fremgang.
Flere flertal: Det mest sandsynlige, hvis ellers valget i Randers arter sig som forudsagt i den nævnte nyhedsanalyse. En ønskesituation for S, der i så fald - afhængigt af de præcise mandattal - vil kunne spille på flere forskellige flertal.
Nemlig S+BL, S+SF, muligvis endda S+R - eller i det mindste S+SF+R uden om BL. Måske bliver det endda muligt at spille de borgerlige ud mod hinanden ved at slå en handel af med K, jfr. overvejelserne i Borgerligt flertal-scenariet ovenfor. Under alle omstændigheder er der masser at operative muligheder for S, som ved at true med en ren S+SF+BL-konstituering kan forhindre R i at kræve de borgerlige sluppet ind i konstituerings-varmen og fordelingen af poster, og ved at henvise til et muligt S+SF+R+borgerligt flertal kan holde BL væk fra de lønnede poster. Noget lignende kan måske også komme til at overgå Mogens Nyholm (R), som i tv forleden begik et alvorligt brud på god tone ved at referere fra de fortrolige forhandlinger i 2005, jfr. nyhedsanalysen Valgkampemne uden bid - og et tabu-brud.
Den sandsynlige taber i dette spil er Venstre, som har en ubetalt regning liggende fra 2005-konstitueringen. V fik dengang en udvalgsformandspost, men fejlede i at levere modydelsen, da halvdelen af partiets netop valgte byrådsgruppe gik enegang og ikke ville stemme for Nyhuus som borgmester. S tog det forbløffende pænt dengang - ja, nærmest mistankevækkende pænt, og man kan roligt regne med, at det ikke er blevet glemt. Tværtimod. Socialdemokraterne er meget bevidste om, at de absolut ikke skylder V noget som helst (i hvert fald ikke noget godt), og derfor kan V på ingen måde være sikker på at komme til at råde over nogen af de lønnede poster i det nye byråd.
VIRKELIGHEDEN vil utvivlsomt vise sig at blive noget helt femte, men dog helt sikkert noget der ligner og/eller rummer elementer af det beskrevne. Et emne for endnu en nyhedsanalyse, når vi kender udfaldet.
Tilbage til Alt om byrådsvalget
Valgkamp. © DitRanders.dk |
Naturligvis er det som udgangspunkt en fordel at være stor og stærk, men det kan også være en fordel at være lille og operativ | |
Valgkamp. © DitRanders | ||
Valgkamp. © DitRanders |
Virkeligheden vil utvivlsomt vise sig at blive noget helt femte, men dog helt sikkert noget der ligner og/eller rummer elementer af det beskrevne | |
Valgkamp. © DitRanders | ||
Valgkamp. © DitRanders |
På valgnatten op- slår DitRanders.dk midlertidigt hoved- kvarter i magtens centrum på Lakse- torvet, hvorfra vi følger slagets gang | |