DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Nyhedsanalyse

Offentliggjort 11/11 2009 13:45

– (Opdateret 13/11 2009 09:35)

Valgkampemne uden bid – og et tabu-brud

Diskussionen om LO-aftalen med socialdemokrater, Beboerliste og SF er symptom på en kultur­kløft, som man ikke kan trække vælgere hen over – og derfor spilder sin tid med

Af Michael Kjærgård


Hvis ikke Venstre allerede har fortrudt sit forsøg på at gøre LO-aftalen med Socialdemokraterne, Beboerlisten og SF til et hoved-slagnummer i valgkampen, så bør partiet virkelig gøre det nu, efter valgdebatten i TV2 Østjylland tirsdag aften 10/11. Samfulde 20 minutter af de fem kvarters direkte tv-debat handlede om LO­aftalen, som (nogle) borgerlige vælgere muligvis nok er ægte forargede over - men som til gengæld ingen af de tre omfattede partiers vælgere kan se noget problem i. Det er kort sagt ikke en debat, der flytter stemmer, og alene af den grund er det forkert anvendelse af både tid og kræfter.

  Det var da også ganske tydeligt, hvem der havde det bedst med debatten. S, BL og SF svarede bered­villigt for sig, stak intet under stolen og stod ved af­talen uden vaklen. Og svor - naturligvis, hvad ellers? - på, at den kontante støtte ikke ville komme til at på­virke deres politik. Det kan man så tro på eller lade være, og Venstres og andre borgerlige vælgere er utvivlsomt mindre tilbøjelige til at tro på det. Men vis mig en socialdemokratisk, Beboerliste- eller SF-vælger, der ikke er fuldstændig enig i at fx udlicitering af kommunale opgaver til private er en uting, som deres parti skal holde sig langt væk fra, LO-aftale eller ej.

  På den måde er det en dødfødt diskussion, eller burde være det, set med Venstre-øjne. Der er ingen stemmer i det, i hvert fald ikke stemmer fra den anden side, så det kan højst blive et spørgsmål om at flytte rundt på stemmer internt blandt de borgerlige.


NÅR MAN dertil lægger, at det dygtigt lykkedes især Henning Jensen Nyhuus (S) at få debatten til at handle om åbenhed om partiernes bidragydere - og ikke, som det ellers er Venstres pointe, om 'køb' af politisk indflydelse - så bør tirsdag aften i tv være en oplevelse, Venstre helst vil glemme hurtigt.

  Tag blot denne udtalelse fra Anders Buhl-Christen­sen (V) ca. 5 minutter inde i udsendelsen: "I Venstre vil vi faktisk meget gerne fortælle, hvem der støtter os. Vi har støtte fra både erhvervsfolk og private. Vi vil ikke sætte navn på de enkelte..." - længere kom han ikke, før han blev overdøvet af buh'en fra publikum.

  3 sætninger nåede han. Sætning 1: "Vi vil gerne fortælle, hvem der støtter os". Sætning 3: "Vi vil ikke sætte navn på".

  Ikke godt. Bestemt ikke godt.


MEN HVORFOR så overhovedet begive sig ind i diskus­sionen?

  Her skal man forstå, at der internt i Venstre - og hos de konservative, for den sags skyld - ikke er noget underligt i, at mindre erhvervsdrivende ikke vil lægge sig ud med kunder af anden politisk observans ved offentligt at støtte et bestemt parti. Selvstændige tjener penge på deres forretning, på nøjagtig samme måde som lønmodtagere heller ikke arbejder gratis, men alligevel bliver det nemt til, at de penge som selvstændige tjener, i virkeligheden er deres kunders penge, hvis de bruges til et politisk formål. Derfor ønsker især enkeltmandsejede virksomheder ikke at stå frem med deres partistøtte, og det forstår de borgerlige partier udmærket.

  De borgerliges problem er bare, at deres modstan­derpartiers vælgere ikke forstår det, eller ikke er enige i det, på samme måde som de borgerlige partier ikke forstår, eller ikke er enige i, at der på den modsatte side af den politiske farvecirkel ikke er noget underligt
i en aftale med LO og økonomisk støtte fra samme.

  Man kunne kalde det en kulturkløft - en dyb, dyb en af slagsen. Derfor er det også næsten umuligt at trække vælgere hen over den, og som valgkamp- emne er diskussionen derfor nøgternt set helt uden bid. Og især da når det som i tv ender med at frem­stå, som om det parti der ønsker diskussionen, selv taler udenom.


SUBSTANSEN i de andre emner i tv-debatten lader vi ligge i denne omgang, men der er grund til at hæfte sig ved en anden politik-teknisk detalje, som efter valget kan få betydning for relationerne mellem parti­erne - måske allerede på valgnatten, når der skal ind­gås en konstitueringsaftale. Nemlig da Mogens Nyholm (R) ca. 56 minutter inde i udsendelsen brød et tabu og fortalte, at Socialdemokraterne og Beboerlisten
i den indledende fase af konstitueringsforhandlingerne i 2005 havde haft til hensigt at beholde alle de løn­nede udvalgsformandsposter for sig selv og intet levne til de borgerlige.

  Det kan være sandt eller usandt - ifølge Henning Jensen Nyhuus' og Bjarne Overmarks (BL) højlydte protester er det i høj grad usandt, ifølge Nyholm i høj grad sandt - det betyder sådan set mindre. Man kan uden risiko fastslå, at det ifølge de historiske erfaringer ikke nødvendigvis vil ligge langt fra socialdemokratisk tankegang at rydde bordet selv, men uanset om Ny­holm nu har ret eller ej, så er det en alvorlig fodfejl overhovedet at beskæftige sig offentligt med mellem­regningerne i en forhandling om en aftale, som man er endt med selv at være en del af.

  I en forhandling lægger alle deltagere altid ud med noget andet, end det ender med i den færdige aftale. Sådan er spillet - der skal være noget at handle med, og hvis man vil være med, må man følge spillets regler. Forlader man forhandlingerne, skylder man ikke nogen noget, tværtimod, men ender man med at nå til enig­hed, må man sluge det sure med det søde og holde de mellemliggende udspil for sig selv.

  Politik handler blandt meget andet om tillid, og hvis forhandlingsparterne ikke har tillid til hinanden - herun­der tillid til at ingen bagefter udbasunerer, hvad andre har spillet ud med undervejs - så bliver det ikke nemt, og især den der falder for fristelsen til at score billige point ved at røbe mellemregninger fra fortrolige for­handlinger, gør det ikke nemt for sig selv. Uanset om man gør det sandfærdigt eller det modsatte.

  At gøre som Nyholm gjorde i tv, er kort sagt dårligt politisk håndværk, og det vil han utvivlsomt komme til at betale en pris for.

- - -

I TV SAGDE JEG, da jeg blev spurgt, at jeg ikke tror på muligheden for en borgerlig valgsejr.

  I fraværet af meningsmålinger kan det i sagens natur kun blive et gæt, men det er selvfølgelig ikke et gæt, der kommer af ingenting. Se nyhedsanalysen Borgmesterens flertal står til fremgang.



 >  Valgdebatten i TV2 Østjylland
(net-tv, ca. 75 minutter)



Tilbage til Alt om byrådsvalget


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3


Tilføj kommentar:

Tv-valgdebat ©DitRanders.dk
Tv-valgdebat. Hvordan klarede deltagerne sig så? © DitRanders.dk





Den der falder for fristelsen til at score billige point ved at røbe mellem­regninger fra for­trolige forhandlinger, gør det ikke nemt
for sig selv. (...) At gøre som Nyholm gjorde i tv, er kort sagt dårligt politisk håndværk, og det vil han utvivlsomt komme til at betale en pris for.



 
Tv-debat ©DitRanders
Tv-valgdebat. Selve udsendelsen varede fem kvarter, men publikum var i det varme studie i små 2 timer - så da det hele var overstået, havde mange travlt med at komme ud. © DitRanders
 
Tv-debat ©DitRanders
Tv-valgdebat. Tak for i aften. © DitRanders
 
Tv-debat ©DitRanders
Tv-valgdebat. Efter slaget blev der evaluere på de indkaldte partifællers indsats som bifalds- og mishagsytrende publikum. © DitRanders
3 sætninger nåede Anders Buhl-Christensen. Sætning 1: "Vi vil gerne fortælle, hvem der støtter os". Sætning 3: "Vi vil ikke sætte navn på". – Ikke godt. Bestemt ikke godt.