Nyhedsanalyse
Offentliggjort 18/06 2010 00:30
Af Michael Kjærgård
'De borgerlige må indse, at valget er slut', var en af borgmester Henning Jensen Nyhuus' kommentarer, da han på et pressemøde torsdag præsenterede den DF-valgte Tanja Lauenborg som nyt medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Med skiftet er Socialdemokraterne oppe på 14 byrådsmedlemmer, og det hele begynder at minde lidt om gamle dage med et rødt flertal, der ville noget. Borgmesteren var da også svært tilfreds.
Tanja Lauenborg selv begrundede sit partiskift med, hvad man bedst kan kalde et sjæleligt stormvejr, som hun har befundet sig i stort set siden valgnatten. En valgnat der som bekendt også var ganske bevæget, og som fortsætter med at trække spor. I hvert fald indtil i går, hvis borgmesterens ovennævnte bemærkning skal tages for pålydende.
DET SKAL DEN sikkert. Begivenhederne på den famøse valgnat har nu været årsag til to partiskifter, og man må tro, at Randers Byråd nu i store træk ser ud, som det vil se ud hele vejen frem til næste valg i 2013.
Første partiskifte skete allerede dagen efter valget, da SF-spidskandidat Erik Poulsen blev løsgænger, efter at indtil-da-partifællen Kasper Fuhr Christensen fortrød sin underskrift på konstitueringsaftalen uden om S. Næste partiskifte skete så i går, til dels begrundet med stort set samme ordvalg som Fuhr brugte i sin tid: At alliancen mellem V-K-DF-R-SF var en miskonstruktion, som begge de to unge nyvalgte politikere ikke havde hjertet med i.
Kasper Fuhr blev i sit parti, fordi han vandt magtkampen om det, Tanja Lauenborg derimod fik ifølge eget udsagn ikke et ben til jorden. Det gjaldt på valgnatten, og det har tilsyneladende været mønsteret lige siden: den etablerede lokale DF-partitop har kørt løbet som den plejer, og til sidst lykkedes det den at miste det ene af sine to byrådsmedlemmer.
Man kan sige, at både Kasper Fuhr og Tanja Lauenborg i deres fælles egenskab af meget unge og meget nyvalgte følte sig kørt over i det store spil, hvor ingen af de mere garvede politikere tilsyneladende har haft øje for at tage hånd om dem. En forsømmelse de vil gøre klogt i at tage ved lære af. Der vil komme nye, unge byrådsmedlemmer også efter dette, og ingen partier vil ønske at tabe dem på gulvet på grund af manglende opmærksomhed eller bare almindelig nedladenhed, som fx denne kommentar på V-byrådsmedlem Jens Peter Hansens Facebook-profil i går: 'Tabet for den borgerlige gruppe af en ung flagrende pige, der kun bruger 15-16 timer/uge på byrådsarbejde er til at overse'.
Her er der i den grad dømt både sure rønnebær og sur gammel mand.
HVIS DET er og har været den generelle holdning, er der ikke noget at sige til, at det blev hos Socialdemokraterne, Tanja Lauenborg endte.
I Randers Byråd har hun plads i 2 udvalg, Socialudvalget og Sundheds- og Ældreudvalget. I de samme
2 udvalg sidder også socialdemokraten Susanne Koch, og i hende fandt Tanja Lauenborg, hvad hun ikke kunne finde i sit eget parti eller i den borgerlige gruppe: én der gad lytte og forstå.
For begivenhederne på valgnatten var ikke det eneste, der var i vejen. Tanja Lauenborg har ifølge eget udsagn ikke haft nogen kontakt med sit lokale partibagland i det halve år, der er gået siden valget, og undervejs er det - af den grund, eller også bare fordi hun simpelthen opdagede, at hun var havnet i det forkerte parti - blevet til et par episoder, som man efter tilbøjelighed kan kalde skævere eller forvarsler.
I hvert fald blev det på et tidspunkt nok, nemlig under afstemningen om ny skole i Romalt eller ej, hvor hun imod sin overbevisning rettede ind og stemte sammen med den øvrige borgerlige gruppe.
Derefter var det kun et spørgsmål om tid, og når det lige blev i går, var det, fordi hun ønskede at tone rent flag på byrådsmødet på mandag, det sidste inden sommerferien. I øvrigt interessant nok imod råd fra borgmesteren, der ville have ventet med at offentliggøre nyheden om partiskiftet til dagen efter byrådsmødet - et mummespil Tanja Lauenborg ikke ville være med til. Måske der også hos Socialdemokraterne er brug for at justere tilgangen til unge uprøvede byrådsmedlemmer.
POLITISK gør partiskiftet kun marginal forskel. Det røde flertal er blevet 1 mandat større, og S har nu den fordel, at man ikke hver eneste gang behøver at have alle med. Rød Stue er blevet så stor, at den kan tåle særstandpunkter og mønstre et flertal alligevel. S-BL er nok (uden SF), og S-SF + Erik Poulsen (up) er nok (uden BL). Tæller man Mogens Nyholm (R) med blandt mulighederne, hvilket man i visse sager godt kan gøre, er kombinationsmulighederne endnu flere.
De borgerliges råderum er nominelt blevet mindre, men ikke reelt. Paradoksalt nok tværtimod.
Det var, er og bliver Socialdemokraterne, som de borgerlige skal samarbejde med, hvis der skal skabes flertal hen over midten, så måske er livet i virkeligheden blevet en anelse lettere for Blå Stue - ikke ved egen fortjeneste men fordi Socialdemokraterne nu har styrken til at kunne vælge bredt frem for ensidigt rødt.
Hvis de vil. Det siger de, at de vil, så det er op til de tilbageværende rester af den borgerlige fløj at efterprøve det, så snart de er kommet over mandattabet.
DET BURDE DE hurtigt komme, at dømme efter deres reaktioner på Tanja Lauenborgs partiskifte.
Ikke nogen større overraskelse, lyder det samstemmende fra alle, inklusiv den tilbageværende enlige DF'er Frank Nørgaard, der endda sætter trumf på ved at tilføje, at han havde det på fornemmelsen allerede på det møde, hvor Tanja Lauenborg blev valgt som byrådskandidat. Man kan spørge, hvorfor hun så blev opstillet alligevel, men det svar ligger lige for: fordi man regnede med at hun kunne trække stemmer.
Det kunne hun også, det er bare S, der får glæde af dem. Nu da valget endelig er slut.
Tilbage til Artikler fra 2010 (1)
Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3
Tilføj kommentar:
Tanja Lauenborg. Valgt for Dansk Folkeparti, nu socialdemokrat. © DitRanders |
De borgerliges råderum er nominelt blevet mindre, men ikke reelt. Paradoksalt nok tværtimod | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Partiskift. Borgmester Henning Jensen Nyhuus var svært tilfreds på torsdagens pressemøde. © DitRanders | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Rød Stue. Styrket med et mandat, men paradoksalt nok er Blå Stue ikke svækket tilsvarende. I hvert fald ikke nødvendigvis. © DitRanders |
Mandatfordelingen
Det seneste partiskifte og den deraf følgende ændring i mandatfordelingen giver S flertal sammen med BL (uden SF) og sammen med SF plus Erik Poulsen (up) - altså uden BL. I visse sager er Mogens Nyholm (R) også i spil med endnu flere kombinationsmuligheder til følge | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Susanne Koch (S). I hende fandt Tanja Lauenborg, hvad hendes eget parti og den borgerlige gruppe ikke kunne byde på: en der gad lytte og forstå. © DitRanders | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Pressemøde. Der var talstærkt fremmøde i borgmesterkontorets mødelokale. © DitRanders | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||