Der har bredt sig en opfattelse af at Socialdemo­kraterne på valgnatten missede en chance for at beholde borgmesterposten. Det er kun delvis rigtigt. Reelt forpassede de den for over et år siden da de genvalgte deres borgmesterkandidat

Så lykkedes det for V

De to første byrådsperioder i (Ny) Randers Kommune blev Socialdemokraternes, den næste bliver Venstres — og sandsynligvis også den næste igen.

I Venstre har man lige siden den fatale Ekstra Blads-forside i 1998 da Uffe Ellemann-Jensen alligevel ikke slog Nyrup været nærmest hysterisk forsigtige med ikke at komme til at sige eller bare tænke ’den er hjemme’ om noget, før det virkelig var helt stensikkert.

Det er det nu. I mandags blev Claus Omann Jensen uigenkaldeligt valgt som borgmester i Randers for de næste fire år, og ingen rævestreger eller -kager kan længere komme på tværs.

Den er hjemme. Men først efter i mandags.

På trods af mandatfremgang, stemmerekord til borgmesterkandidaten og et eksemplarisk vellykket stykke politisk håndværk på valgnatten, hvor konstitueringsaftalen blev sikret med en dobbelt benlås, havde man i Venstre ikke turdet føle sig helt sikre på ikke at blive underløbet i sidste øjeblik. Det øjeblik blev først passeret på det konstituerende byrådsmøde mandag aften, da anciennitets- og alderspræsident Leif Gade havde efterlyst andre forslag til borgmester end Claus Omann Jensen (V). Uden at der skete noget.

Det afgørende øjeblik da Claus Omann Jensen (V) indtog posten som ny borgmester i Randers. Bemærk kommunaldirektørens opmærksomme detalje med navneskiltet til sidst i klippet. Se også den komplette video med afstemning og tiltrædelsestale længere nede på siden. © DitRanders

 

En ubrydelig aftale

Da, og først da, undslap der V-folkene et lettelsens suk, men nøgternt set kunne de nu godt have taget forskud på glæden. Den konstitueringsaftale der blev skruet sammen på valgnatten, så ikke alene for en umiddelbar betragt­ning ubrydelig ud, det viste den sig også at være i praksis. Det vides med sikkerhed, fordi der faktisk blev gjort forsøg på at bryde den.

Socialdemokraterne der på valgnatten ikke havde nogen særlig heldig hånd (eller heldige hænder, i flertal jfr. nedenfor), ledte efterfølgende systematisk efter de sprækker der måtte være i en konstituering der strakte sig fra Velfærds- og Beboerlisten over til Venstre og Dansk Folkeparti. Og sprækker var der, eller de kunne i det mindste skabes, og Socialdemokraterne fandt dem også. De var bare ikke store nok eller snarere kunne der ikke skabes tilstrækkeligt mange.

Hvilket først og fremmest er en cadeau til hovedarkitekterne bag konstitueringsaftalen, Venstre og Dansk Folkeparti. Og, til en vis grad, Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen, hvis idé det var at invitere Beboerlisten med på holdet.

Ser man på matematikken i det, er sidstnævnte den detalje der endegyldigt gjorde det umuligt at bryde aftalen fra valgnatten. Ikke dermed sagt at en aftale uden Beboerlisten ville være faldet, men en smule mere usikker ville den have været. V og DF var naturligvis ubetinget trygge ved sig selv, og også hinanden, og begge gik også ud fra at den radikale Nyholm ikke ville løbe fra sin underskrift. Det er 15 mandater i alt — én for lidt til et flertal. Tilliden til Kasper Fuhr var noget mindre, jfr. hans historik fra 2009-konstitueringen, og tiltroen til konservative Daniel Madié var som udgangspunkt omtrent på samme niveau, og den voksede bestemt ikke i løbet af valgnatten. Det lå derfor ikke fuldstændig uden for fantasiens rækkevidde, at det trods en underskrevet konstitueringsaftale kunne lykkes at lokke med dem begge, men med Beboerlistens tre mandater som yderligere polstring ville det ikke være nok til at forrykke flertallet. Og at der kunne lokkes med både Velfærdslisten, konservative og Beboerlisten på én gang, forekom helt ude på overdrevet.

Alt dette blev som nævnt efterprøvet i dagene efter valget. Der var mange kombinationsmuligheder, og Socialdemokraterne forsøgte sig med dem alle sammen én efter én. Det tog sin tid før de måtte indse det uundgåelige, og derfor var det, at det først var 1½ uge efter valget at S forhandlede en tilslutningsaftale på plads, så Socialdemokraterne også kom med i konstitueringen og reddede sig lidt flere poster end de havde måttet nøjes med ved at stå uden for.

 

Socialdemokraternes forpassede chance

Henning Jensen Nyhuus.
© DitRanders

Der har bredt sig en opfattelse af at Socialdemokraterne på valgnatten missede en chance for at beholde borgmesterposten. Det er kun delvis rigtigt. Reelt forpassede de den for over et år siden da de genvalgte deres borgmesterkandidat. Allerede dengang kunne der spores vis en erkendelse af at Henning Jensen Nyhuus nok ikke var den rette til en tredje periode, men ligesom Venstre har en ’den er hjemme’-fobi, får Socialdemokraterne nervøse trækninger når talen falder på formandsopgør og det der ligner. Og det gør et kampvalg mod en siddende borgmester.

Nogle vil måske huske, at Køges borgmester Marie Stærke i begyndelsen af 2012 måtte igennem et kampvalg om at forblive som spidskandidat — det var i kølvandet på Sass-affæren med Suzuki-Torben og Tommy Kamp og Café Vanilla — og Nyhuus lykønskede hende dengang så tilpas demonstrativt på Facebook, at det kun kunne læses som et signal om at heller ikke han frivilligt ville give spidskandidaturet fra sig. Desuden siger meddelelses­formen en del om stemningen på det tidspunkt. Torben Hansen kunne måske — men kun måske — have slået ham i et kampvalg, men tog ikke opgøret. Hansens bedste chance bedømt på det tidspunkt var at gå efter en menig byrådsplads, håbe at Nyhuus kunne overleve valget men ikke gennemføre en hel periode, og så tage over midtvejs i fraværet af andre kvalificerede kandidater i S-gruppen.

Det var en fejlvurdering, og det lykkedes heller ikke på valgnatten at gennemføre et forsinket opgør, da S fik et tilbud om at beholde borgmester­posten mod at ofre Nyhuus til fordel for Hansen. Nu er Socialdemokraterne som princip ganske overordentligt modvillige når andre forsøger at give gode råd om hvem de bør vælge til at repræsentere sig — det er andre partier for den sags skyld også, men Socialdemokraterne er det i særdeleshed. Dog, nogle socialdemokrater var på valgnatten knap så modvillige som andre, så der kom alligevel gang i en slags forhandlinger med andre partier. Men netop kun en slags. Ikke alle i partiet var til sinds at sætte principperne til salg for en borgmesterpost, og resultatet af det manglende fodslag i S var, at det ikke på valgnatten var muligt at finde en socialdemokratisk forhandler med mandat til at indgå aftaler der ville være bindende for alle 10 S-mandater. På et tidspunkt hvor alt er hektisk, alle vogter på alle, og det nok gælder om ikke at slå til for tidligt, men i mindst lige så høj grad gælder om ikke at vente for længe, så er en sådan position det samme som at sætte sig selv ud af spil. Hvilket derfor var præcis hvad der skete.

Torben Hansen.

Især for Torben Hansen må valgnattens forløb have været som et vågent mareridt. Hans tilbagevenden til kommunalpolitik er ikke mere frivillig, end at den udelukkende er fremprovokeret af udsigten til ikke at kunne blive genvalgt til Folketinget næste gang, noget der for en socialdemokrat i Jens Otto Krags fødeby ville være en ubærlig fiasko. Så hellere et sikkert valg til byrådet, der kunne gøre det ud for en nogenlunde ærefuld retræte — og især rumme en forhåbning om at krone den politiske karriere med den borgmesterpost som alle, da han første gang kom i byrådet for to årtier siden, mente ham selvskreven til at ende på.

For mange menige socialdemokrater og også rigtig mange socialdemokratiske vælgere var det derfor en velkommen tilbagevenden til kommunalpolitik, efter at Hansen i 2001 havde foretaget den modsatte manøvre ved at skifte fra byrådet til Folketinget og derved undgå at få del i det socialdemokratiske byrådsnederlag dengang. Hans fortsatte popularitet som den kom til udtryk med placeringen som nr. 2 på listen og det høje personlige stemmetal, gjaldt dog og gælder fortsat ikke i samme grad overalt i partiet. Langt fra alle i byrådsgruppen og blandt de øvrige byrådskandidater så det som noget naturgivent, at Hansens tilbagevenden til byrådet også skulle være en tilbagevenden til positionen som kronprins, selv om det naturligvis ville have overrulet al skepsis og modvilje, hvis han havde kunnet skaffe sig og sit parti borgmesterposten på valgnatten.

Men det kunne han ikke, blandt andet på grund af netop skepsis og modvilje blandt hans egne partifæller, og der var kun det ene skud i bøssen. Efter mere end et årti som ung og lovende i Folketinget vil Torben Hansen være 52 år ved næste byrådsvalg, hvor Claus Omann Jensen og Venstre endda kan forvente yderligere fremgang på grund af borgmestereffekten, og i 2021 ved det næste valg igen vil der uvægerligt være andre unge og lovende der har bidt sig fast, mens Hansen i mellemtiden vil være blevet 56 år gammel. Så livsdrømmen om at blive borgmester blev reelt slukket på valgnatten.

Disse udsigter kan Socialdemokraterne også godt selv regne sig frem til, og derfor er det at fordelingen af partiets udvalgsformands- og andre poster især er kommet den gamle garde af velprøvede byrådsmedlemmer til gode. Når Nyhuus skal være 2. viceborgmester og næstformand i Økonomiudvalget, og derudover er blevet udstyret med den uofficielle titel ’politisk leder’, så er det ikke fordi Socialdemokraterne forestiller sig at det er ham der skal tilbageerobre borgmesterposten i 2017. Det er fordi de træder vande indtil de har fundet ud af hvem de nu vil satse på. At Torben Hansen alligevel har fået en plads i Økonomiudvalget og desuden skal være politisk ordfører (mens veteranen Leif Gade fortsætter som gruppeformand), er først og fremmest et udtryk for at Hansens politiske evner trods alt er så udtalte, at hans parti ikke har råd til at se bort fra dem, men altså heller ikke uden at markere at ’politisk ordfører’ ikke er det samme — og ikke den samme — som ’politisk leder’.

 

Et valg med mange vindere

Da det nyvalgte byråd gjorde Claus Omann Jensen (V) til borgmester i Randers. Det komplette videoklip med afstemning og tiltrædelsestale. © DitRanders

Efter på forskellige måder at have været tæt på ved de to foregående byrådsvalg i (Ny) Randers kommune lykkedes det denne gang V ikke alene at indtage borgmesterposten men også at få valgt et bredt udvalg af kandidater fra by-Venstre, som hidtil kun har været repræsenteret af Louise Høeg. Foruden hende og den kommende borgmester har by-Venstre nu også Katrine Fruelund, Mark Pring og Christina Kjærsgaard foruden VU’s Christian Brøns. Et godt afsæt til at bide sig fast i hele kommunen fremover.

Frank Nørgaard.

Også for Dansk Folkeparti var valget en god oplevelse efter 3½ år med Frank Nørgaard alene på skansen efter Tanja Lauenborgs afhopning til Social­demokraterne. Nu er der 3 til at køre byrådsgruppen, og Frank Nørgaard fik endda den personlige triumf at komme med i den eksklusive skare på kun 5 byrådsmedlemmer der fik personlige stemmer nok til at blive valgt uden tilskud af partistemmer. Som bonus lykkedes Tanja Lauenborg i øvrigt ikke med at blive genvalgt for sit nye parti, og selv om det ikke betyder det fjerneste sådan på det reelle plan, er det alligevel noget DF’erne godt kan lune sig lidt ved.

Beboerlisten vendte ved dette valg adskillige års tilbagegang. Partiejer Bjarne Overmark blev som ventet valgt aldeles sikkert til sin sjette byrådsperiode, men hvor Beboerlisten i 2009 slæbte sit 2. mandat ind på byrådets absolut yderste plads med kun 17 stemmers margin blev det denne gang til 3 mandater i alt. Foruden lidt ekstra poster via konstitueringsaftalen.

Også for radikale Mogens Nyholm var der fremgang, om end ikke nok til et ekstra mandat. Til gengæld gav konstitueringsaftalen lidt ekstra i posen, så Nyholm har fået både posten som 1. viceborgmester og en udvalgsformands­post. Ganske pænt for en enmandsgruppe. Det samme kan siges om Velfærdslistens Kasper Fuhr, der har fået hele 2 udvalgsformandsposter, den ene dog kun i et lille udvalg med reduceret honorar. Men alligevel. Operation Overlevelse er i den grad lykkedes for ham, selv om odds’ene var imod efter konstitueringsballaden i 2009, afhopningen fra SF og dannelsen af en liste der ligner den eksisterende Beboerliste til forveksling (men hvor Kasper Fuhr ikke kunne være sikker på at få en placering der ville give valg, som partiejer Overmark giftigt bemærkede under valgkampen).

Daniel Madié.

Det eneste af konstitueringspartierne det gik ilde for var de konservative der denne gang kun fik valgt spidskandidaten Daniel Madié. Hans humør var derefter på valgnatten. Den konservative selvforståelse siger — uanset realiteterne — at de konservative er et stort parti, og så rammer virkelig­heden des hårdere når man går fra at være lille til at være meget lille. Det forhindrede dog ikke Madié i at forsøge at gribe ud efter borgmesterposten, og selv om det ville være en overdrivelse at sige, at det var lige ved at lykkes for ham, så var der dog i nattens løb nogle minutter hvor han havde en lille smule at have håbet i. Men selv om det glippede og på trods af udbruds­forsøget fra Blå Stue blev han lukket ind i varmen hos de øvrige konstitueringspartier og fik en formandspost i Erhvervsudvalget, hvilket slet ikke er dårligt for en enmandsgruppe. Til gengæld må det trække lidt ned i den konservative selv­forståelse at V og DF har sørget for at have flertal i udvalget uden at behøve være afhængig af K, og at næstformandsposten gik til Jens Peter Hansen (V), så Madié alt i alt er grundigt mandsopdækket i det udvalg han betrager som sit eget.

Det sidste parti, SF der også bogstaveligt blev sidst med kun 57 stemmers margin, må i denne sammenhæng regnes som både vinder og taber — men nok alligevel mest vinder, trods den nominelle tilbagegang fra 2 (valgte) mandater til 1. Som bekendt nåede SF aldrig at være repræsenteret med mere end 1 mandat i den nu afsluttede valgperiode, og de seneste års tid har der endda slet ikke været en SF-røst i Byrådet. På den baggrund, og med SF’s lands­tendens oveni, skal partiets spidskandidat Charlotte Bromann Mølbæk være glad for overhovedet at være kommet ind. Og det er hun da også.

 

Rovdelingen

Konstitueringsaftalen fra valgnatten og Socialdemokraternes efterfølgende tilslutningsaftale er som ofte understreget af deltagerne ikke en musketér-ed om politisk samarbejde, men en rent valgteknisk fordeling af poster og intet mere.

Økonomiudvalget, der er det byrådsudvalg som alle de øvrige udvalgs sager passerer før de når frem til Byrådet, er af samme grund det vigtigste og mest prestigiøse udvalg, og derfor er der en vis signalgivning i, hvem der får plads der. Borgmesteren er pr. definition formand, og hvis 1. viceborgmester er medlem af udvalget, udpeges han sædvanligvis som næstformand. Men 1. viceborgmester Mogens Nyholm (R) er ikke medlem, og næstformands­posten er i stedet gået til Henning Jensen Nyhuus (S). Øvrige medlemmer er Anders Buhl-Christensen (V), Jens Peter Hansen (V), Louise Høeg (V), Torben Hansen (S), Frank Nørgaard (DF), Bjarne Overmark (BL) og Kasper Fuhr Christensen (VL). Man vil bemærke at V og DF tilsammen har flertal, hvilket også er et signal.

De øvrige udvalgs formands- og næstformandsposter og diverse eksterne poster fremgår af disse opdateringer fra DitRanders’ Facebook-side på aftenen for det konstituerende byrådsmøde:

Mere fra det konstituerende byrådsmøde

Fordelingen af udvalgsformandsposter var kendt på forhånd på nær 2 udvalg: Beskæftigelsesudvalget som Christian Boldsen (V) blev formand for, og Sundheds- og Ældreudvalget som gik til Leif Gade (S). De øvrige udvalgsformænd er som det blev aftalt allerede på valgnatten: Børn og Skoleudvalget: Bjarne Overmark (BL). Kultur og Fritidsudvalget: Mogens Nyholm (R). Miljø og Teknikudvalget: Frank Nørgaard (DF). Socialudvalget: Kasper Fuhr (VL). Erhvervs og Landdistriktsudvalget: Daniel Madié (K). Børn og Ungeudvalget: Kasper Fuhr (VL). Posten som 1. viceborgmester blev ligeledes på valgnatten givet til Mogens Nyholm (R), og her til aften gik posten som 2. viceborgmester så til Henning Jensen Nyhuus (S). Og for fuldstændigheden skyld: Claus Omann Jensen (V) er ny borgmester.

Fortsat rapport fra det konstituerende byrådsmøde

Næstformandsposterne i udvalgene er der hvor man kan se hvem der befinder sig i laget lige under topfigurerne. Enten fordi de skal have et eller andet som et plaster på såret, eller fordi de skal afprøves til mulige større opgaver i fremtiden. Næstformandsposten til Henning Jensen Nyhuus (S) i Økonomiudvalget er dog uden for begge kategorier, og det er i øvrigt også næstformandsposten til Jens Peter Hansen (V) i Erhvervs- og Landdistriksudvalget. Mere om dette på bloggen i morgen [= nærværende blog, et par dage forsinket]. Men de andre: Miljø og Teknik Lars Søgaard (V), Børn og Skole Christina Kjærsgaard (V), Beskæftigelsesudvalget Fatma Cetinkaya (S) samt Børn og Ungeudvalget Mikael Mouritsen (S). Og Socialudvalget Susanne Koch (S), Sundhed og Ældre Louise Høeg (V) samt Kultur og Fritid Ellen Petersen (S). De fire første falder i kategorien af dem der skal prøves af, for de tre næstes vedkommende er posten en luns for tidligere tiders fortjenester.

Børn og Ungeudvalget må ikke forveksles med Børn og Skole. Børn og Unge kaldes populært tvangsfjernelsesudvalget, fordi det er her man håndterer de allertungeste sociale sager med anbringelser og andre indgribende foranstaltninger.

Mere politiknørderi fra det konstituerende byrådsmøde

Foruden byrådets ’egne’ stående udvalg skulle der også fordeles pladser i 3 eksterne organer: Randers Havns bestyrelse, bestyrelsen for Randers Spildevand og repræsentantskabet for Midttrafik.

Randers Havn: Henning Jensen Nyhuus (S), Anders Buhl Christensen (V), Helle Skøtt (V), Morten Grosbøl (DF) og Daniel Madié (K) med følgende henholdsvise stedfortrædere: Steen Bundgaard (S), Lars Søgaard (V), Katrine Fruelund (V), Frank Nørgaard (DF) og Susanne Koch (S). Formandsposten går til S og næstformandsposten til V, der er ikke sat navne på endnu. Foruden politikere er der repræsentanter for DI og 3F i havnebestyrelsen, det bliver Christian Boldsen og Karsten Otkjær med Søren Fischer og Ole Christensen som henholdsvise stedfortrædere (en anden Christian Boldsen end byrådsmedlemmet af samme navn).

Randers Spildevand: Kim Kristensen (BL), Iben Sønderup (S) og Anders Buhl-Christensen (V). De to førstnævnte bliver hhv. formand og næstformand. Desuden skal Randers Erhvervs- og udviklingsråd udpege et medlem, det bliver Ejvind Clemmensen fra LO, og endelig er der netop valgt en forbrugerrepræsentant John Sloth. Med de 2 sidstnævnte er dermed socialdemokratisk flertal i bestyrelsen.

Midttrafik: Christian Brøns (V), suppleant Frank Nørgaard (DF).

 

De forskellige udvalgs menige medlemmer fremgår af denne oversigt.

 

Det nye byråd

Medlemmerne af det nye byråd, oplistet parti-vis med angivelse af hvilke poster de har fået: De anvendte forkortelser er: ØK = Økonomiudvalget, MT = Miljø og Teknik, BS = Børn og Skole, KF = Kultur og Fritid, SOC = Socialudvalget, SÆ = Sundhed og Ældre, BE = Beskæftigelsesudvalget, ER = Erhvervsudvalget, BU = Børn & Unge. Forstavelsen f- betyder formand, n- næstformand, og s- stedfortræder/suppleant.

Claus Omann Jensen.
Borgmester, f-ØK

Venstre: Katrine Fruelund (KF, SÆ, s-Havn), Anders Buhl-Christensen (ØK, Havn, Spildevand), Louise Høeg (ØK, n-SÆ, KF), Christian Boldsen (f-BE, BS, 2s-BU), Lars Søgaard (n-MT, ER, s-Havn), Christian Brøns (MT, SOC, Midttrafik), Jens Peter Hansen (ØK, n-ER, MT), Mark Pring (BS, ER), Helle Skøtt (SÆ, BE, Havn, 1s-BU) og Christina Kjærsgaard (n-BS, SOC).

 

Socialdemokraterne: Henning Jensen Nyhuus (2. viceborgmester, n-ØK, Havn), Torben Hansen (ØK, MT), Leif Gade (f-SÆ, ER), Susanne Koch (n-SOC, KF, s-Havn), Ellen Petersen (n-KF, ER), Steen Bundgaard (KF, BE, s-Havn), Mikael Mouritsen (BS, SOC, n-BU), Fatma Cetinkaya (n-BE, BS), Iben Sønderup (MT, n-Spildevand, 2s-BU) og Ole Skiffard (SÆ, BE, 1s-BU).

 

Dansk Folkeparti: Frank Nørgaard (ØK, f-MT, s-Havn, s-Midttrafik), Anders Vistisen (KF, ER) og Morten Grosbøll (BS, Havn). Daniel Madié, konservative (f-ER, Havn). Mogens Nyholm, radikale (1. viceborgmester, f-KF, BS).

 

Beboerlisten: Bjarne Overmark (ØK, f-BS), Kim Kristensen (MT, f-Spildevand) og Jens Laursen (SOC, SÆ). Kasper Fuhr, Velfærdslisten (ØK, f-SOC, SÆ, f-BU). Charlotte Bromann Mølbæk, SF (BS, SOC).

Prognose-karakterbogen

Nu vi er ved gennemgangen af byrådsmedlemmerne må det være på sin plads at stå til regnskab for DitRanders’ forudsigelse af hvem der ville blive valgt. Jfr. foto-rækkefølgen ovenfor kan resultatet opgøres som følger:

Venstre: DitRanders’ gæt ramte 9 ud af 10. Mark Pring blev valgt, DitRanders havde gættet på Marianne Høj Madsen.

Socialdemokraterne: DitRanders’ gæt ramte 8-9 ud af 10. Ole Skiffard blev valgt, og det gjorde også både Susanne Koch, Steen Bundgaard og Iben Sønderup, hvor DitRanders havde gættet på kun 2 af de 3 sidstnævnte foruden Karen Lagoni og Malte Larsen som ikke blev valgt. Men i det mindste kun 1 navn som DitRanders slet ikke havde nævnt.

Dansk Folke­parti, konservative og radikale: DitRanders gættede 5 ud af 5.

Beboer­listen, Velfærdslisten og SF: DitRanders’ gæt ramte 4 ud af 5, idet DitRanders kun havde givet Beboerlisten 2 mandater og derfor kun sat navn på Bjarne Overmark og Kim Kristensen. Det sidste mandat havde DitRanders gættet på ville gå til Liberal Alliances Jesper Bræmer, men Liberal Alliance fik ikke stemmer nok til at blive repræsenteret i byrådet.

Facit er altså 26-27 rigtige ud af 31 medlemmer af det nye byråd. Kun 3 af de valgte havde DitRanders slet ikke nævnt som potentielle.

 

DitRanders mandatgæt var endnu mere præcist:

	Valg- resul- tatet	InFact    Radio ABC    06/11	TNS Gallup     Amtsavisen     12/11	Risbjerg    Altinget.dk      14/11	DitRanders’  gæt 17/11
Socialdemok.	10	09 (afv. +1)	10	12 (afv. ÷2)	10
Venstre	11	11	09 (afv. +2)	09 (afv. +2)	11
SF	01	01	02 (afv. +1)	01	01
Konservative	01	01	01	01	01
Dansk Folkep.	03	04 (afv. ÷1)	04 (afv. ÷1)	04 (afv. ÷1)	03
Beboerlisten	03	02 (afv. +1)	01 (afv. +2)	02 (afv. +2)	02 (afv. +1)
Velfærdslisten	01	01	02 (afv. ÷1)		01
Radikale	01	01	01	01	01
Liberal Alliance		01 (afv. ÷1)	01 (afv. ÷1)	01 (afv. ÷1)	01 (afv. ÷1)
I alt		00 (afv. ±2)	00 (afv. ±4)	00 (afv. ±4)	00 (afv. ±1)

 

Dvs. dårligst var TNS Gallups måling for Randers Amtsavis og professor Søren Risbjergs beregnede prognose for Altinget.dk, begge med en afvigelse på ±4 mandater, InFacts måling for Radio ABC halverede usikkerheden til en afvigelse på ±2 mandater, og endelig toppede DitRanders’ mandatgæt med yderligere en halvering af usikkerheden til en afvigelse på kun ±1.

(13/12 2013)