Nyhedsanalyse

Offentliggjort 23/11 2009 12:30

– (Opdateret 23/11 2009 19:00)

Alt hvad der gik galt – for hvem og hvorfor

Status for Nyhuus, Poulsen og Fuhr, og for Blå Stue, de radikale og BL

Af Michael Kjærgård

redaktion@DitRanders.dk

VALGRESULTATET var næppe nogen større overrask­else for nogen, heller ikke for de borgerlige der under valgkampen havde sagt, at de troede på noget andet - hvad skulle de ellers sige? - og derfor var der som ud­gangspunkt heller ikke dækket op til andre overrask­elser. Men de kom alligevel.

  Først var det alle tiders aften for borgmester Hen­ning Jensen Nyhuus (S) og endnu en begmand til Blå Stue med vælgertilbagegang og udskydelse ud i en uvis frem­tid af det så hedt attråede farvel til opposi­tionsrollen. Men så fik en kreativ sjæl på Blå Stue øje på Vejle-potentialet, og benarbej­det gik i gang for at hente En rød pædagog til Blå Stue. Virkeliggørelsen af Socialdemokraternes værste mareridt, og et næsten-comeback til Blå Stue - ganske vist uden borgmester­posten på egne hænder, men alligevel.

  Det varede mindre end et halvt døgn, næste dag lå det hele på gulvet, og Rød Stue genopstår.

HVAD gik der galt? For galt gik det. Først for Nyhuus og Socialdemokraterne, så for Blå Stue, for ikke-borg­mester og snart efter også ikke-SF'er Erik Poulsen (men også for Kasper Fuhr Christensen og for SF som parti). Og for den enlige radikale.

  Socialdemokraterne begik den fejl at have glemt, hvad der skete for deres partifæller i Vejle i 1993, da SF fik sin første borgmester. Det skete med borgerlig støtte, og med det ene formål at drive S ud af borg­mesterkontoret.

  Et del-element i denne fejl var, at S også havde under- eller i hvert fald fejlvurderet Erik Poulsen, som socialdemokraterne rent ud sagt ikke var særligt impo­nerede af på forhånd, og i hvert fald slet ikke bange for. Her skal man ikke lade sig narre af, at socialdemo­krater i den forbindelse henviser til LO-aftalen mellem S, BL og SF som en slags musketér-ed. Hvad det an­går, er S helt sikkert ikke lige så uimponerede af Be­boerlistens ejer Bjarne Overmark og ville af samme grund aldrig tillade sig samme mangel på agtpågiven­hed over for ham. LO-aftale eller ej.

  Præcis derfor vil Socialdemokraterne gøre klogt i ikke at narre sig selv ved vedblivende at nøjes med at rase over Erik Poulsen, der kun har gjort, hvad enhver socialdemokrat ville finde det fuldstændig naturligt at gøre (for en socialdemokrat), nemlig at gribe magt og position, når lejligheden byder sig. En forståelse af (egen og andres) rolle i politik, der burde være en selvfølge i ethvert parti, af den grund at ethvert partis eneste eksistensberettigelse er at stræbe efter magt. Men for Socialdemokraterne en selvforståelse som de nok indrømmer andre partier retten til også at have, bare ikke SF.

SF'erne selv deler interessant nok denne beskedne, på grænsen til selvudslettende, anskuelse af sig selv. I hvert fald de tilbageværende SF'ere, efter at Erik Poulsen nu ikke længere er en del af flokken.

  En konstituering uden om S er tydeligvis en utæn­kelig tanke i SF, hvilket reelt er det samme som at sige, at SF ikke ønsker at få en borgmesterpost. Ikke nogensinde, eftersom der ikke findes nogen social­demokrat, der kunne finde på at give en borgmester­post væk til nogen, der ikke har værre alternativer at handle med. Og det har man jo ikke, hvis man depo­nerer sin handlefrihed hos storbrorpartiet.

  Ud fra gængs politisk magtlogik kan det i sig selv forekomme ganske sært, men helt besynderligt er det, at SF'erne selv ikke i tide havde gjort sig det klart ind­byrdes og overfor hinanden. Havde de det, ville det aldrig været kommet til valgnattens og den efter­følgende dags konstitueringskaos. Enten fordi de to nyslåede og lige uerfarne byrådsmedlemmer i så fald aldrig havde rodet sig ud i en desavouering, eller også fordi SF under en sådan forventningsafstemning måske ville have indset absurditeten i den nu herskende op­fattelse i partiet. Men kun måske, for de interne SF­indvendinger mod den natlige konstituering med Blå Stue er rent følelsesmæssige, ikke rationelle, og uden rationalitet kan beslutninger jo blive til hvad som helst.

NU GIK DET, som det gik - partiets spidskandidat er blevet ex-SF'er, inden han overhovedet når at komme i Byrådet, og SF er reduceret til en enmandsgruppe. Førstnævnte græder SF's bestyrelse formentlig tørre tårer over, for allerede sidste vinter blev der gjort forsøg på at vippe Erik Poulsen af pinden. Forgæves, og selv om striden mellem de gamle og de nye/unge egentlig blev bilagt, fjernede det ikke forskellene i opfattelsen af SF's politik. Eller stil.

  For Erik Poulsen blev den manglende forventings­afstemning fatal. Hans fremtidsud­sigter i randrusiansk politik er nu ikke-eksisterende, og frem til næste valg, eller til han eventuelt måtte finde det surt nok til at hitte på en gangbar begrundelse for at søge om at udtræde, vil han nærmest være på 'tålt ophold' i By­rådet. Socialdemokraterne vil ikke vide af ham, og forholdet til hans tidligere partifæller illustre­res ganske tydeligt af, at han måtte høre om sin parti­fælle Kasper Fuhr Christensens enegang gennem medierne. Tilbage er kun Blå Stue, men den har nu ikke mere at bruge ham til, og politisk vil Poulsen selv næppe heller føle sig ret godt hjemme dér.

DEN TILBAGEVÆRENDE SF'er Kasper Fuhr Christensen har, ved først at skrive under på én konstitueringsaf­tale for straks efter at bryde den og skrive under på en anden aftale med nogle andre, skaffet sig et umå­deligt ringe afsæt i en metier, hvor en af de væsent­ligste forudsætninger er, at andre kan stole på én. Det er heller ikke alt for overbevisende, når han hen­viser til, at han i de natlige forhandlinger var under pres og underlagt spilleregler, som andre havde fast­sat, for hvordan vil man over­hovedet føre politik, hvis man lader andre diktere be­tingelserne?

  Men til forskel fra Erik Poulsen har han nu i det mind­ste en platform i form af en lønnet udvalgsformands­post til at bevise, at han faktisk er hvervet som by­rådsmedlem voksent. Det er ikke nødvendigvis ude­lukket, at det kan lykkes ham, men han har bestemt ikke gjort opgaven let for sig selv.

Blå Stue der stod bag konstruktionen af flertallet uden om Socialdemokraterne og Beboerlisten, spillede højt spil ved at lægge sin skæbne i hænderne på poli­tiske modstandere uden byrådserfaring. De borgerlige satsede alt, og tabte alt med et brag. Endda med yderligere risiko for intern splittelse, hvis Socialdemo­kraterne beslutter sig for at kaste en luns ud i form af en udvalgsformandpost, hvis der skulle være et af par­tierne fra Blå Stue, som alligevel hellere vil være med i legen end sidde udenfor.

  Reelt er det kun de konservative, der kan komme på tale, og selv for dem er hvis'et meget stort. Men Dansk Folkeparti er som bekendt fy blandt social­demokrater og derfor udelukket, det samme er Venstre, der betragtes som hovedskurken, alene af den grund at det hele aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke Anders Buhl-Christensen havde re­nonceret på borgmesterposten, og den enlige radi­kale, der i endnu højere grad skiftede fra Rød Stue til Blå Stue i det mest kritiske øjeblik, skal heller ikke vente sig noget. Hos S åbner dørene kun udad.

MEN de konservative kunne være en interessant partner for Socialdemokraterne, hvis ellers begge par­tier kan bekvemme sig til det. S selv kan ikke kalkulere med nævneværdig yderligere fremgang i stemmetal næste gang, Beboerlisten har været for nedadgåede ved snart mange valg i træk, og hvis SF kan redde sig 2 mandater i sin mest Villy-begunstigede stjernestund, så skal man nok heller ikke vente sig for meget fra den kant næste gang, og da slet ikke efter partiets kao­tiske byrådsdebut. Der skal kort sagt allerede nu tæn­kes frem til efter næste valg, og det kunne godt tale for, at S slipper K ind i varmen.

  Men det kunne også tale for, at K foretrækker 4 år ude i kulden, dels fordi S jo til enhver tid har et rødt flertal bag sig, endda baseret på den LO-aftale, som de borgerlige har raset imod, men også ud fra præcis de samme overvejelser som ovenfor nævnt, blot med den modsatte konklusion. For også for Blå Stue kom­mer det et valg efter dette, og det har formentlig haft betydning for valgnattens vilje til at satse alt.

FOR HVAD ville en bred konstituering under S-ledelse have betydet for Blå Stue?

  En udvalgformandspost til V og K (og R) og en plads i Økonomiudvalget til DF ville, om ikke andet så men­talt, have været en de facto anerkendelse af, at de politiske styrkeforhold i Randers er sådan, at S sidder for bordenden. I Gl. Randers var det set-up god latin i årevis, og resultatet var en tandløs opposition, der ikke selv troede på nogen sinde at have en chance for at komme til fadet.

  Skulle man gentage dette, ville der ganske vist være en chance for her og nu at slippe af med BL-ejer Bjarne Overmark på udvalgsformandposten i det Børn og Skoleudvalg, hvor pengene fosser ud af kommune­kassen i de anbringelsessager, som Blå Stue kørte så hårdt på i valgkampen, men ellers ville det på sigt være svært at holde gejsten oppe, med tilsvarende for­ringede chancer for at vippe S af pinden til følge.

VAR DET SÅ en fejl, at Blå Stue ikke i egeninteresse sørgede for, at de 2 uerfarne SF'ere fik deres bagland med sig?

  Var det sket, ville Blå Stue have kunnet nå at lade som ingenting og vende tilbage til konstitueringsfor­handlingerne med S og fået de lunser, der var stillet i udsigt. Men man må også gå ud fra, at en forhånds-forespørgsel til SF-baglandet med stor sandsynlighed ville havde skudt den første konstitueringsaftale ned på stedet. Så var der trods alt en større chance for, at SF'erne, hvis de først kunne bringes til at under­skrive konstitueringsaftalen, ville føle sig forpligtede af den uanset baglandets reaktion.

  Et sats, ja. Og det kiksede. Men alligevel er det ikke nødvendigvis en total fiasko for Blå Stue. Det bliver det først, hvis det borgerlige sammenhold smuldrer, og K lader sig lokke ind i varmen hos S. Så mudres billedet af, at der næste gang vil være et reelt alternativ til Rød Stue. Men holder K sig hjemme på Blå Stue, kan det i 2013 blive en reel mulighed, at S ikke en gang til kan klare skærene (afhængigt af hvilke personer de to fløje til den tid stiller med som borgmesterkandida­ter. Men det er en helt anden historie).

VÆRST RAMT er, uanset hvad der ellers måtte ske, det enlige radikale byrådsmedlem Mogens Nyholm, som med sin deltagelse i Blå Stues stormløb på mag­ten har fraskrevet sig den platform, han nu i 4 år har haft som formand for Miljø- og Teknikudvalget.

  Selv med den som afsæt blev det til tilbagegang ved valget i tirsdags, og med reduceret synlighed i de kommende 4 år, er det allerede nu tvivlsomt, om par­tiet kan overleve næste valg.

  Den store vinder - foruden Socialdemokraterne og Nyhuus - er Beboerlisten, der for det første stadig er inde i varmen med del i magten, og for det andet har fået forbedret sine chancer ved næste valg af SF's tvivlsomme performance under konstitueringen. BL er i forvejen en alvorlig konkurrent til SF, og hvis man ikke rigtig ved, hvor man har SF, så er man aldrig i tvivl om, hvor man har Beboerlisten og Bjarne Overmark. Det kan give pote næste gang.

MÅSKE. Der er kun én ting, der er helt sikker:

  Det bliver 4 meget lange år i Byrådet.

 >  Den første konstitueringsaftale

 >  Den anden konstitueringsaftale

 >  LO-aftalen

Tilbage til Alt om byrådsvalget

© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3