Claus Omann Jensen fik således ikke alene valgt sig selv ind, hans personlige stemmer var nok til at få yderligere tre V-mandater med

SF 57 stemmer fra fiasko

SF var tæt på slet ikke at komme i byrådet, til gen­gæld var Liberal Alliance end ikke i nærheden af et mandat. Top 10 for personlige stemmer. De dyreste og de billigste mandater. Og mange andre tal.

Foruden de dramaer der udfolder sig åbenlyst i løbet af valgnatten, foregår der også en del som man først bliver klar over efterfølgende når alle tal foreligger, og derfor er det først her bagefter vi kan se, hvor tæt SF var på fiasko. Havde partiet fået 57 stemmer færre, var dets byrådsmæssige ørkenvanding fortsat i endnu 4 år.

Valgaftenens allerførste prognose, baseret på de 3,4% af stemmerne der var optalt kl. 21.02, dømte ganske vist både SF, Velfærdslisten og Liberal Alliance ude af Byrådet, men allerede i næste prognose var SF inde, i tredje og fjerde var Velfærdslisten inde men SF ude igen, indtil femte prognose baseret på 24,5% af stemmerne landede på det, der også blev det endelige resultat, med både SF og Velfærdslisten i Byrådet.

Fra og med det tidspunkt, det var vel lidt før kl. 22, betragtede alle det som en selvfølgelighed at SF havde klaret skærene. Men det var ikke nogen selvfølgelighed. Kun 57 stemmer skilte SF fra fiaskoen, og spidskandidat Charlotte Bromann Mølbæk klarede sig kun i byrådet på det alleryderste 31. mandat. Se beregningerne af valgtallene i tabellerne nederst på siden.

Alligevel blev SF’s enlige mandat kun det næstbilligste målt på antallet af stemmer. Venstres 11 mandater var dem der kostede færrest stemmer pr. stk., dette i kraft af valgforbundet med Dansk Folkeparti, konservative og Liberal Alliance. Sidstnævnte kom slet ikke ind, og det enlige konservative mandat var det dyreste af alle, men da et valgforbund jo netop indgås for at ’overskydende’ stemmer kan gøre gavn hos ligesindede partier, blev Venstres mandater tilsvarende billige — målt på rene V-stemmer, vel at mærke.

Hvordan princippet medvirker til udligning af forskellene fremgår hvis man ser på valgforbundene. Beregnet ud fra dem er prisen pr. mandat langt mere ens: S+SF 1.689 stemmer pr. mandat, V+DF+K+LA 1.737 stemmer pr. mandat og BL+VL 1.813 stemmer pr. mandat. Alt sammen skal det sammenlignes med at gennemsnitsprisen for et mandat i Randers Byråd er 1.746 stemmer.

De personlige stemmer

Priserne i stemmer for et mandat sammenholdt med antallet af personlige stemmer angiver hvilke af kandidaterne der er blevet valgt alene i kraft af sig selv og uden hjælp af listestemmer. Det gælder naturligvis i udpræget grad den kommende borgmester Claus Omann Jensen (V) med sin All Times topscore på 7.668 personlige stemmer. På valgnatten blev han optalt til 7.677 personlige stemmer, hvilket var 10 mere end den tidligere rekordholder Anders Buhl-Christensen (V) fik i 2005. Fintællingen reducerede forspringet til 1 (én) personlig stemme, men altså stadig ny rekord. Claus Omann Jensen fik således ikke alene valgt sig selv ind, hans personlige stemmer var nok til at få yderligere tre V-mandater med.

Den nuværende borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) fik personlige stemmer til at få valgt både sig selv og ét S-mandat yderligere, mens Torben Hansen (S) lige nøjagtig ikke fik nok til andre end sig selv. Men stadig et flot valg, især for en ikke-spidskandidat, af hvilke Hansen er den eneste med nok personlige stemmer til at blive valgt i egen ret. Yderligere to spidskandidater fik personlige stemmer nok at være med i det fine selskab. Den ene, Bjarne Overmark (BL), har scoret højt også ved alle foregående valg, mens den anden, Frank Nørgaard (DF) overrasker som nytilkommen i dette selskab.

I den anden ende af skalaen finder vi Dennis Lind, der stod som nr. 18 på Velfærdslisten, og Jette Thorsdahl som var kandidat nr. 26 og sidst på Beboerlisten. Begge fik kun 1 personlig stemme hver. Også en slags rekord.

Fra præsentationen af den kommende borgmester Claus Omann Jensen (V). Bjarne Overmark (BL) oplæser konstitueringsaftalen. © DitRanders

Fordelingen af mandater

Fordelingen af mandater ud fra de opnåede stemmetal er en større valg­matematisk øvelse, som foruden naturligvis at udmønte stemmeafgivningen i en byrådssammensætning også gør det muligt at belyse hvad der måtte være at ’hvis nu’-scenarier, eksempelvis hvad der ville være sket hvis SF havde fået 57 stemmer færre som beskrevet ovenfor.

Fordelingen af mandater er således nøglen til at forstå det hele.

Mandatfordelingen sker efter forholdstal, der fremkommer ved at dividere hvert partis stemmetal med 1, 2, 3 osv. De 31 mandater i Byrådet går så simpelthen til de 31 højeste af de tal, der fremkommer i skemaet. Er der indgået valgforbund, fortages fordelingen i første omgang mellem valg­forbundene, og når man så ved, hvor mange mandater der er inden for hvert valgforbund, bruger man samme metode til at fordele dem ud på partierne.

Grovsorteringen først:

Fordeling på valgforbund

De fremhævede tal er de 31 højeste og altså dem, der resulterer i mandater. De to røde tal — 1.689 på S+SF’s 11. mandat og 1.628 på det, der ikke når at blive til V+DF+K+LA’s 16. mandat — viser hvor langt Blå Stue var fra at få et mandat mere. Man skal ikke lade sig narre af at forskellen ’kun’ er på 61, for når vi er så langt henne i rækkerne af dividerede tal, svarer det til at 400+ røde stemmer skulle have været blå, og det er så mange at det er urealistisk. Tværtimod betyder det, at resultatet må regnes for at have en sikker margin, og det betyder så igen, at stemmespildet på Ungelisten ikke kunne have været reddet ved deltagelse i et af valgforbundene.

De beregnede mandater fordeles inden for valgforbundene som følger:

Fordeling på de enkelte partier inden for valgforbundene

De fremhævede tal er de 31 højeste — dem der giver mandater. Valg­forbundene sikrer, at stemmerne ikke er spildt, selv om et parti ikke bliver valgt ind. I så fald kommer stemmerne et andet parti i valgforbundet til gode, og sådan gik det for Liberal Alliance, der end ikke var i nærheden af en kvotient der ville give et mandat.

Til gengæld havde SF en kvotient, der var meget tæt på ikke at give et eneste mandat. De to røde tal — 1.600 på SF’s ene mandat og 1.544 på det der lige netop ikke er Socialdemokraternes 11. mandat — viser hvor tæt SF var på ikke at få nok. Blot 57 stemmer færre til SF, så havde S med en højere kvotient kunnet nappe også det sidste af valgforbundets mandater, og SF ville ikke have været repræsenteret i Randers Byråd de næste 4 år.

Et kuriosum er i øvrigt, at også uden valgforbund ville mandatfordelingen være blevet nøjagtig den samme. Denne gang.

(24/11 2013)

Charlotte Bromann Mølbæk (SF)