Byrådsmødereferat
Opdateret 24/11 2009
Dagsorden med 15 sager.
00. Sager fra Økonomiudvalget:
01. Et forslag til integrationspolitik har været i høring og er tilrettet efter (nogle af) høringssvarene. Integrationspolitikken rummer 5 særlige indsatsområder: Bosætning, Børn og skole, Uddannelse og arbejdsmarked, Sundhed og ældre og Kultur og fritid, og hvert indsatsområde rummer en målsætningsdel, en handlingsdel og en opfølgningsdel. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
02. I forbindelse med budgetlægningen for 2010 blev det besluttet at optimere låneoptagelsen for at styrke den kommunale kassebeholdning. Der foreligger nu et forslag til, hvordan dette konkret skal gøres - en økonomi-teknisk ting som formelt kræver en anlægsbevilling. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
03. Kommunens vilkår for salg af boliggrunde blevet om- og gennemskrevet med henblik på at minimere risikoen for misforståelser. Indholdet er således det samme, dog med et par undtagelser hvoraf den vigtigste vedrører tilbagekøb. Tilbagekøb af solgt kommunal jord til samme pris som køberen gav, var ikke noget problem, mens priserne steg, men med faldende priser risikerer kommunen at skulle påtage sig et tab ved at tilbagekøbe til salgsprisen, selv om værdien i mellemtiden er faldet. Det foreslås derfor, at tilbagekøb skal ske til den oprindelige mindstepris, uanset om køberen måtte have budt over. I samme forbindelse foreslås at forlænge byggefristen fra 1 år til 1½ år fra overtagelsesdagen. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
04. En kommunal udstykning med 87 parcelhusgrunde i Dronningborg (Kamilledalen, Røllikedalen og Soløjedalen) er byggemodnet og klar til at blive sat til salg. Det foreslås at grundene sælges til højestbydende, herunder foreslås mindstepriser på mellem 562.000 kr. og 832.000 kr. pr. grund. Indstilles til godkendelse. Sendes fra Byrådet tilbage til Økonomiudvaget.
05. 2. del af en kommunal udstykning med 9 parcelhusgrunde i Ålum (Charlotte Amalievej) er byggemodnet og klar til at blive sat til salg. Det foreslås at grundene sælges til højestbydende, herunder foreslås mindstepriser på mellem 295.000 kr. og 385.000 kr. pr. grund. Indstilles til godkendelse. Sendes fra Byrådet tilbage til Økonomiudvaget.
00. Sag fra Miljø- og Teknikudvalget:
06. Boligforeningen Møllevænget & Storgaarden ønsker at ombygge/indrette 32 almene familieboliger i en eksisterende bygning, Møllehuset på Flyvervej. Møllehuset rummer i dag en ældreboligafdeling med i alt 48 såkaldte døgnbemandede ældreboliger, som imidlertid er for små, utidssvarende og vanskelige at leje ud, og som Byrådet desuden allerede i foråret besluttede at nedlægge for at erstatte dem med ca. 50 almene plejeboliger på Glarbjergvej. Kommunens andel af udgifterne ved nedlæggelsen af de 48 ældreboliger er på i alt 3 mio. kr. - som allerede er bevilget - mens projektet som helhed har en samlet anskaffelsessum på ca. 45,7 mio. kr., som hovedsagelig lånefinansieres, idet kommunen skal yde en 'grundkapitalstøtte' på ca. 3,2 mio. kr. og stille garanti for yderligere ca. 12,9 mio. kr. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
00. Sager fra Børn og Skoleudvalget:
07. Efter at budgettet for 2010 er på plads, er der beregnet nye daginstitutionstakster, som skal formelt godkendes (se taksterne i referat af møde 27/10 i Børn og Skoleudvalget). Indstilles til godkendelse, idet Bjarne Overmark (BL) tager forbehold vedr. vuggestuetaksten. Godkendt af et flertal, 3 (BL) stemte imod.
08. I forlængelse af ovenstående er det også beregnet, hvor stort tilskud der skal gives til private institutioner, og også de beløbsstørrelser skal formelt godkendes. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
09. Samme som ovenstående, men gældende for privat pasning. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
10. Samme som ovenstående, gældende for pasning af egne børn. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
00. Sager fra Sundheds- og Ældreudvalget:
11. Efter at økonomien på ældreområdet i 2007 og 2008 gav underskud, blev der for 2009 gennemført en række tiltag for at sikre, at budgettet kunne overholdes i 2009. Status pr. oktober er, at ikke alle de planlagte tiltag er blevet realiseret på de forventede tidspunkter, primært på grund af beskæftigelsesudviklingen, der har betydet mindre naturlig afgang end forventet. Men alle områdecentre vurderer, at de i forhold til 2010 vil være 'på plads' til at overholde deres budgetter. For at kunne starte på en frisk foreslås underskuddene fra 2007 og 2008 løftet over i en central pulje, der afvikles over en 2-årig periode frem til 2011. Samtidig foreslås det at videreføre ældreområdets nuværende fordelingsmodel, hvori indgår afvikling af underskud fra tidligere år, idet der er etableret stærkere forretningsgange, budgettilpasninger, central controllerfunktion m.v. som støtte til
at overholde budgetterne. Indstilles til godkendelse. Godkendt.
12. Efter at budgettet for 2010 er på plads, er der beregnet nye madservice-takster, som skal formelt godkendes (se taksterne i referat af møde 29/10
i Sundheds- og Ældreudvalget). Indstilles til godkendelse. Godkendt.
00. Sag fra Socialudvalget:
13. Gruppen af ældre udviklingshæmmede er voksende, og da der samtidig er behov for en afdeling for unge på bostedet Høvejen, foreslås det dels at ombygge 12 af 24 værelser til 6 lejeboliger, dels at nyopføre 6 lejelejligheder, således at antallet af boenheder forbliver det samme, blot med mere tidssvarende forhold. Projektet kan gennemføres uden udgifter, tværtimod vil det kaste et overskud af sig, som foreslås lagt til side til senere brug ved etablering af et bofællesskab til 10 personer i Harridslev. Indstilles med diverse præciseringer til godkendelse, idet antallet af ombyggede + nybyggede boliger ændres fra 12 til 13. Godkendt.
00. Sager fra byrådsmedlemmer:
14. Kurt Helge Andersen (V) foreslår på sit partis vegne diverse forbedringer af informationsmateriale til brug ved valg af læge og tandlæge. Åben drøftelse. Ingen beslutning, i stedet sendes sagen til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget.
15. Bjarne Overmark (BL) ønsker på sit partis vegne en redegørelse for den fremtidige bybusbetjening af borgere, som bor i Randers midtby, nu da busserne (bortset fra Citybussen) ikke længere kører ad Østervold. Åben drøftelse. Citybusruten tages op til vurdering i foråret 2010.
Referater fra tidligere møder:
26/10 2009, 05/10 2009, 28/09 2009, 14/09 2009, 31/08 2009
Tilbage til Politikværksted Classic
Citybussen. >© DitRanders |
Fra bilag til dagsordenens punkt 15, mail fra Bjarne Overmark (BL): ... der (...) bor rigtig mange ældre mennesker i Randers midtby, herunder ikke mindst i de etageejendomme der ligger langs Adelgade, den nordlige del af Østervold, Nordregrave, Thorsgade, Østergade, Sandgade. Disse ældre borgere vil ofte have brug for at komme med bus ud af midtbyen til forskellige aktiviteter, til familiebesøg, hospital osv., og ofte vil de gå ned/ind i midtbyen, men på grund af stigningerne vil de gerne køre bus tilbage. På den baggrund anmodes borgmesteren om på førstkommende byrådsmøde at give en redegørelse for, hvordan borgere i Randers midtby fremover forventes bybusbetjent. I den forbindelse anmodes svar på fordele og ulemper ved at lade en eller flere af de ordinære busser køre ad en rute der hedder Adelgade-Østervold-Nordregrave-Sandgade - herunder hvilken vægt der lægges på, at der bor mange potentielle bybusbrugere langs og i nærheden af en sådan linjeføring." | |
Østervold. © DitRanders | ||
Sandgade. © DitRanders |
Fra dagsordenens punkt 14, sagsfremstilling: Kurt Helge Andersen har på vegne af Venstres byrådsgruppe anmodet om at følgende optages på dagsordenen: "Randers kommune skal gennem Borgerservice og Den kommunale Tandpleje sørge for, at borgerne fremover får et mere aktivt og informationsindeholdende materiale som beslutningsgrundlag, når der skal vælges praktiserende læge og tandlæge. Materialet, som borgerne p.t. kan vælge ud fra, begrænser sig til en liste med navne, adresser og telefonnumre. Byrådet opfordres til at beslutte at: Pjecer om lægevalg og lægeskift fra Borgerservice samt den oversigt over tandlæger, som tandplejen udleverer til alle 18-årige, skal fremover som minimum indeholde: lægens/tandlægens navn og alder, billede, cv med særlige kompetencer, adresse, åbningstider og henvisning til lægens/tandlægens hjemmeside, hvis en sådan findes." | |
Bjørn Nørgaards byport. © DitRanders | ||