| FORSIDE | BLOG | POLITIKVÆRKSTED | FRA PARTIERNE | FRA KOMMUNEN | OM |
Fra starten handlede den såkaldte KMD-sag i Randers om brudte udbudsregler, så lignede den en personsag, men den er endt med at handle om noget helt andet, nemlig spørgsmålet om ’en kultur af mistillid’ mellem embedsmænd og politikere (læs: mellem direktionen og borgmesteren). Sidstnævnte var et så velkomment angrebspunkt for oppositionen, at KMD-sagens fjerde element helt blev overset: at 2 direktører på egen hånd har disponeret et markant beløb uden politisk godkendelse.
Når det ikke har vakt større opsigt, er det fordi alle, bevidst eller ubevidst, har fokuseret på alt andet end pengene, og så naturligvis også fordi oplysningerne kun er sluppet ud drypvis og endda i ’forkert’ rækkefølge i forhold til hvordan begivenhederne fandt sted. Og i øvrigt kun yderst sparsomt.
Alligevel er det efterhånden muligt at afdække, hvad der egentlig skete:
Det hele begyndte 27/11 sidste år, da Computerworld fik nys om Konkurrencestyrelsens efterprøvning af 22 kommuners indkøb af it-systemet Opus fra KMD (det tidligere Kommunedata, der sidder tungt på markedet for kommunale it-systemer). Mistanken var, at kontrakterne bare var blevet givet til KMD, selv om de burde have været sendt i udbud. Mistanken blev bekræftet, antallet af undersøgte kommuner nåede 27/04 i år helt op på 34, inden Konkurrencestyrelsen fik siet et par stykker fra. Det endelige facit blev 29 kommuner, der havde forbrudt sig. Blandt dem Randers.
Allerede i den første omtale i Computerworld var Randers nævnt blandt de mistænkte, og Økonomiudvalget fik derfor en orientering på sit møde 07/12 sidste år. Dette møde på denne dato får senere en selvstændig rolle i det videre forløb, men det kommer vi tilbage til. Orienteringen der blev givet, var udramatisk, og politikerne tog den til efterretning. Forklaringen i Randers var, som den var i de andre kommuner, at man havde betragtet kontrakten med KMD som en opgradering af et eksisterende it-system og ikke et nyindkøb. Derfor havde man sprunget et udbud over.
I medierne levede KMD-sagen videre, og andre steder bød forløbet undervejs på diverse artigheder, som at nogle kommuners topchefer var blevet beværtet og på anden vis tilgodeset af KMD, som i de samme kommuner havde fået millionkontrakter uden om reglerne. Meget uskønt, og det kostede da også nogle af dem jobbet.
I Randers, derimod, var der ro på, også efter at Konkurrencestyrelsen havde afgjort, at Randers var blandt de kommuner, der havde brudt reglerne. Vicekommunaldirektør Klaus Christiansen forklarede sig på kommunens vegne: ’Vi har (...) vurderet (..) anderledes, end de har gjort, men nu tager vi det til efterretning’, lød det forholdsvis afslappet som kommentar til irettesættelsen fra Konkurrencestyrelsen.
Det var 07/06 2010. En uge senere blev alting med ét anderledes.
Vicekommunaldirektør Klaus
Christiansen. Under hele
forløbet var han den eneste der,
set udefra, var i søgelyset.
Foto: Randers Kommune
Vicekommunaldirektør fritaget for tjeneste, lød den lakoniske pressemeddelelse fra Randers Kommune 15/06 2010, efter at Økonomiudvalget havde truffet beslutningen dagen før, samtidig med at KL blev bedt om ’at undersøge en række forhold i forbindelse med indgåelse af en forlængelse af en betalingsaftale med KMD A/S’.
Supplerende blev det oplyst, at Klaus Christiansen ikke var under mistanke for at have modtaget noget fra KMD, så det var ikke derfor, han skulle tjenstefritages — næ, det var ifølge den officielle forklaring, fordi det var Klaus Christiansen, der havde underskrevet kontrakten med KMD.
Rent spin, og en håbløst fortænkt begrundelse, for når en kommune indgår en kontrakt, så skal en eller anden jo skrive under, og en embedsmand pådrager sig ikke noget selvstændigt personligt ansvar ved at gøre noget, som han skal ifølge en intern arbejdsdeling eller opgavefordeling. Alligevel blev vicekommunaldirektøren tjenestefritaget, og endda under stort drama med aflevering af nøgler og lukning af netværksadgang med ganske kort varsel.
Omstændighederne nærmest inviterede til gætterier og spekulationer, og det mest udbredte gæt var, at reaktionen over for vicekommunaldirektøren havde været så kraftig, at der ikke var nogen vej tilbage for ham. Men det var der. Klaus Christiansen blev den hidtil eneste vicekommunaldirektør, der nogen sinde og i nogen kommune har overlevet sådan et forløb.
Tjenestefritagelse ophævet, lød således en ny, lige så lakonisk pressemeddelelse 09/07 2010. Lige så abrupt som den første, og med en lige så fortænkt begrundelse. KL’s undersøgelser var nu ’så langt fremme, at det ikke længere er hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt’ at lade vicekommunaldirektøren blive stående uden for døren.
Spin igen. Den virkelige årsag var naturligvis en helt anden, nemlig at hvis ikke Klaus Christiansen var blevet tage til nåde, så ville han have revet kommunaldirektør Bent Peter Larsen med i faldet. Men det stod først klart 5 måneder senere, nemlig da direktionen blev omdannet for anden gang i løbet af en uge. For samtidig blev ’personalesagen mod vicekommunaldirektør Klaus Christiansen og kommunaldirektør Bent Peter Larsen afsluttet’, som det hed i en kommunal pressemeddelelse.
Det var 03/12, og det man skal lægge mærke til, er ordene ’og kommunaldirektør Bent Peter Larsen’. For først da slap det ud, at Klaus Christiansen ikke var den eneste, der havde stået for skud.
Alligevel og sandsynligvis helt bevidst pegede ordlyden i pressemeddelelsen fortsat mest på Klaus Christiansen: ’Vicekommunaldirektøren har fået nyt job pr. 01/01 2011, og derfor har et enigt Byråd på indstilling fra Økonomiudvalget valgt at afslutte sagen uden sanktioner’. Man bemærker kontrasten til pressemeddelelsens noget mere afdramatiserende formulering om kommunaldirektøren, med hvem der blot var ’indgået en aftale om, hvorledes tilsvarende situationer undgås i fremtiden’. Ikke et ord om ’sanktioner’ i hans tilfælde, selv om ’der er begået en række alvorlige fejl af begge direktører’ — og endda nøjagtig de samme fejl for begges vedkommende.
Nemlig ved — på det ovenfor omtalte møde 07/12 sidste år — at forelægge den famøse it-kontrakt for Økonomiudvalget som en orienteringssag og ikke som en beslutningssag, dels selvfølgelig ved ikke at sende it-opgaven behørigt i udbud, hvilket jo var, hvad hele sagen startede med, både i Randers og de andre kommuner. Ja, og så var der også det med de penge, der var blevet brugt uden bevilling.
En fejl der kun blev omtalt i en enkelt sætning, og som ingen efterfølgende har hæftet sig synderligt ved. Det kommer vi tilbage til.
Direktør Søren Kjær. Hans
opsigelse blev startskuddet til en
(mis)tillidsdebat, der stjal fokus.
Foto: Randers Kommune
For den efterfølgende diskussion kom til at handle om noget helt andet, nemlig forholdet mellem embedsmænd og politikere i Randers Kommune. Det er på ingen måde nogen tilfældighed.
Eksempelvis var det med sikkerhed helt bevidst spin, at afgørelsen på KMD-sagen blev pakket grundigt ind i samme pressemeddelelse som direktionsændringen — en direktionsændring der i forvejen havde maksimal interesse efter først en tidligere ændring, et jobskifte og dernæst endnu et jobskifte, alt sammen i løbet af 3 dage. Derfor var al interesse koncentreret om, dels hvordan toplaget i kommunens administration overhovedet skulle skrues sammen, dels hvorfor i alt 3 direktører inden for ganske få måneder havde søgt andre græsgange.
Sidstnævnte er nu ikke så indviklet, men antallet gjorde det alligevel interessant. Særlig for den borgerlige opposition, der i årevis har haft det som fast punkt på sin politiske dagsorden at så tvivl om borgmester Henning Jensen Nyhuus’ (S) egnethed til opgaven. Til det formål var en ’direktørflugt’ naturligvis uhyre velegnet.
Miljø og Teknik-direktør Pernille Blach-Hansen var den første, der rejste. Til Grundfos, i en stilling som bæredygtighedsdirektør for virksomheden, der ønsker at ’indtage en mere aktiv og offensiv rolle i den offentlige debat om klima, miljø og energi’, som Grundfos selv udtrykte det. I sig selv ikke et unaturligt karriereskift for et tidligere S-folketingsmedlem og miljøordfører, der samtidig kunne halvere køretiden mellem sit job og bopælen i Viborg. Der var da heller ikke nogen som dengang antydede, at der skulle ligge andre motiver bag.
Næste farvel stod vicekommunaldirektør Klaus Christiansen for — dagen efter at hans stilling i den første direktionsomdannelse var blevet sparet væk. Meget effektfuldt, men der behøver ikke ligge andet i det, end at dels forløbet omkring tjenestefritagelsen, dels budgetforligets forvarsel om indskrænkninger i ledelsen må have gjort det klart for vicekommunaldirektøren, at hverken stillingen eller han selv formentlig havde nogen lang fremtid foran sig i Randers Kommune. Derfor var han for længst begyndt at se sig om efter nyt job. Naturligvis, det ville have været dumt andet.
Det tredje farvel, derimod, fik spekulationerne til at rulle. Børn og Skole-direktør Søren Kjær, som netop var blevet omplaceret til Kultur, Miljø- og Teknik-direktør, havde også selv været ude for at søge andet job, og da han fik det, sagde han op og trak dermed tæppet væk under den netop besluttede direktionsændring. Også det meget effektfuldt, og effekten var ikke mindre, da han omhyggeligt undgik at nævne borgmesteren i den lange række af folk, han efter eget udsagn havde haft et godt samarbejde med. I stedet angav han som begrundelse for sit jobskifte, at der havde ’sneget sig en kultur af mistillid’ ind i kommunen i kølvandet på KMD-sagen. Et udsagn som den tidligere Miljø og Teknik-direktør Pernille Blach Hansen tilsluttede sig. Adspurgt ville også hun gerne remse op, hvem hun havde haft et godt samarbejde med i Randers Kommune, og igen indgik borgmesteren udtrykkeligt ikke i opremsningen.
’Ingen kommentarer’ er også en kommentar, og med 2 af slagsen var der i den grad dækket op til oppositionen. Muligheden for en (parti)politisk markering var alt for oplagt, til at den kunne forbigås i tavshed, og det blev den da heller ikke.
V-leder Anders Buhl-Christensen erklærede således i en pressemeddelelse på vegne af V, K og DF, at ’hele denne sag og håndteringen af den (har) skabt så meget usikkerhed i direktionen, at flere direktører nu vælger at forlade kommunen’. Desuden var KL’s indsats ’ubrugelig’, og til overflod havde den ’kun (...) skabt utryghed’. I det hele taget var inddragelsen af KL ’en stor og meget dyr fejl’. En ret bombastisk konklusion, men også rent spin, i betragtning af at V, K og DF selv havde været med til at beslutte undersøgelsen i det samme økonomiudvalgsmøde som fritog vicekommunaldirektøren for tjeneste (14/06 2010). Men altså nu her bagefter ’en stor og meget dyr fejl’.
Det kan ikke være tilfældigt, at et 4 måneder gammelt brev fra Direktionen til borgmesteren netop på dette tidspunkt (10/12 2010), bliver lækket anonymt.
Anonymiteten gør det umuligt at vurdere hensigten med lækken, men hvad hensigten nu end har været, så ligner det en slags markering i retning af ’embedsmænd mod politikere’. Et lidt dristigt projekt, skulle man tro, for hvis det virkelig kommer dertil, er det politikerne der har fat i den lange ende — hvis de er enige. Men det er de så heller ikke, jfr. oppositionens forbehold over for håndteringen af sagen. Så måske er det snarere et tilfælde af ’politikere mod politikere’, der ligger bag lækken?
Måske, måske ikke. I alle tilfælde er Direktionens brev, som er skrevet 13/08 2010, en slags solidaritetserklæring mellem alle direktører. En musketér-ed: En for alle og alle for en, idet ’en’ ved offentliggørelsen af lækken blev læst som vicekommunaldirektøren og kun ham. Men skal man tro et indlæg fra Bjarne Overmark (BL) på Beboerlistens hjemmeside, så er støtteerklæringen også møntet på kommunaldirektør Bent Peter Larsen, hvilket giver god mening i forhold til, at KL efterfølgende placerede ansvaret for alle begåede fejl på dem begge.
Nu er partiejer Overmark ikke nødvendigvis noget sandhedsvidne, og han har helt sikkert også ligesom alle andre sin egen dagsorden i denne sag, men hans udlægning af begivenhedsforløbet bekræftes på en lidt bagvendt måde af Venstres gruppeformand Hans Kortbek. I et, selv for Kortbek, usædvanligt ramsaltet indlæg på Venstres hjemmeside tillægger han Bjarne Overmark et rent privatøkonomisk motiv, men — og det er det, man skal lægge mærke til — han forholder sig overhovedet ikke til substansen i Overmarks udlægning.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis der var urigtigheder at påvise, ville Kortbek ikke have forpasset chancen for at irettesætte Bjarne Overmark, men det gjorde han altså ikke, og derfor er hans angreb reelt en (utvivlsomt utilsigtet) støtte til Overmark, hvis oplysninger om faktuelle forhold således er ubestridte. Herunder at der ’er sket tilsidesættelse af bevillingsreglerne ved at der indgås aftale med KMD uden beslutning i Økonomiudvalg og Byråd’, at der ’har været tale om manglende information af borgmesteren og Økonomiudvalget’, og at der ’er sket alvorlig misinformation af Konkurrencestyrelsen og Økonomiudvalget efter at undersøgelsen var startet’. Sammenholdt med direktørernes tilkendegivelse over for borgmesteren, at de alle ’fra starten har haft fuldt kendskab til sagen’, herunder især at de mener sig dækket ind af at ingen sagde fra over for vicekommunaldirektørens orientering på økonomiudvalgsmødet 07/12 2009, bekræfter det Overmarks udlægning af, at i hvert fald nogle af direktørerne indgik musketér-eden ’uden at vide noget som helst om, hvad KL-undersøgelsen afdækkede’.
Kommunaldirektør Bent Peter
Larsen. Hans åremålsansættelse
udløber samtidig med at der skal
tages stilling til Direktionens
sammensætning på længere sigt.
Foto: Randers Kommune
Nemlig som allerede nævnt overtrædelsen af udbudsreglerne — som dels ikke var nogen overraskelse, dels tager ingen det særlig tungt — og så det at kommunaldirektøren og vicekommunaldirektøren ikke sørgede for at få godkendt en bevilling på 47 mio. kr., som KMD-kontrakten var dyrere end forudsat, bl.a. ved at forelægge kontrakten for Økonomiudvalget som en orienteringssag og ikke som en beslutningssag på det famøse møde 07/12 2009.
Denne oplysning fra KL-undersøgelsens afdækning slap først ud i den flere gange omtalte pressemeddelelse om den anden direktionsændring, og endda var oplysningen om millionerne så at sige pakket dobbelt ind: dels stod afgørelsen i KMD-sagen i skyggen af nyheden om direktionsændringen, dels gjorde de ubevilgede millioner mildt sagt ikke meget væsen af sig blandt alle de andre oplysninger i pressemeddelelsen. Hvilket faktisk burde have skærpet opmærksomheden om dem.
For oversat til normalsprog er de 2 direktørers brøde, at de har brugt 47 mio. kr. af den kommunale kasse, uden at nogen politikere havde sagt god for det. Heraf kan man udlede, at Økonomiudvalget ikke kan være blevet oplyst om det på det tidligere omtalte møde 07/12 2009, hvor håndteringen af KMD-kontrakten ellers blev taget til efterretning. For enten ville politikerne jo have sagt fra, eller også ville beløbet ikke have status af ’ubevilget’. Det har det imidlertid, og den manglende oplysning om de 47 mio. kr. er derfor en vigtig detalje i forhold til den rolle, det nævnte økonomiudvalgsmøde spiller i direktørernes overfor omtalte brev, hvori det pointeres, at ’hverken borgmester eller Økonomiudvalg (...) fandt anledning til at tilkendegive, at sagen skulle have været behandlet på nogen anden måde’. En anledning som altså ikke var der, fordi ingen (politikere) på det tidspunkt vidste noget om de millioner, de ikke havde bevilget.
I efterdønningerne af den direktionsændring, som fandt sted samtidig med den endelige afslutning på KMD-sagen, har de 47 ubevilgede kommunale millioner været mærkeligt overset. Det er ellers et markant beløb, som under normale omstændigheder ville have været ganske opsigtsvækkende.
47 mio. kr. svarer fx til halvdelen af den budgetbesparelse for 2011, der blev resultatet af budgetforliget i september. Eller til dobbelt så meget som den skatteforhøjelse på 0,2% som kommunen søgte om lov til, men fik afslag på, ville have givet til kommunekassen.
Kort sagt rigtig mange penge, der bare er blevet brugt uden at nogen havde givet lov, og det i en situation hvor hver en kommunal krone tæller. Alligevel er det passeret stort set upåagtet.
Afdækningen af de 47 mio. kr., som kommunaldirektør og vicekommunaldirektør disponerede uden politisk godkendelse, nævnes således ikke med et ord i oppositionens pressemeddelelse, og selv i indlægget fra Bjarne Overmark, der ellers ikke plejer at være tilbageholdende med kritik, er millionerne klart underspillet som en ’tilsidesættelse af bevillingsreglerne ved at der at der indgås aftale med KMD uden beslutning i Økonomiudvalg og Byråd’. Selve beløbet nævnes ikke. Det gør det kun i kommunens pressemeddelelse, hvor det til gengæld blev druknet i stribevis af andre oplysninger.
Kort sagt er alle tilsyneladende helt enige. Der skal ikke tales om de penge.
Man kunne få den tanke, at alle helst ser sagen forsvinde i glemsel. Sammen med vicekommunaldirektør Klaus Christiansen, så at sige, selv om han kun var den ene af aktørerne. Med den anden, kommunaldirektør Bent Peter Larsen, er der indgået ’en aftale om, hvorledes tilsvarende situationer undgås i fremtiden’ — tilsyneladende en meget mild reaktion over for et brud på noget, der i den kommunale verden er en grundlæggende selvfølgelighed: at det er politikerne og ikke embedsmændene, der bestemmer hvad kommunens penge skal bruges til.
Det er virkelig påfaldende, at dette eklatante brud på de basale spilleregler overhovedet ikke har været nævnt under debatten om (mis)tillid mellem politikere og Direktion. Det havde ellers været ganske nærliggende. Men emnet kan stadig nå at komme op, for det er lige så påfaldende, at alle ændringer i opgavefordelingen i Direktionen er tilrettelagt således, at de gælder ’indtil udgangen af 2011’.
Hvilket falder sammen med, at kommunaldirektør Bent Peter Larsens 6-årige åremålsansættelse udløber. Eller bliver forlænget. Under alle omstændigheder skal der tages aktivt stilling til, om Direktionen skal fortsætte uændret, eller om der skal ske en ny rokade, og med hvilke personer. Næste år ved denne tid ved vi, hvad der er kommet ud af overvejelserne.
(31/12 2010)
Ikke alt i KMD-sagen er, hvad det har givet sig ud for. © DitRanders
Valid HTML 1.0 Strict Valid CSS Level 3