DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Udvalgsmødereferat

Opdateret 02/09 2009

Børn og Skoleudvalget

Referat af møde 01/09 2009

Dagsorden med 19 sager:

01. Der skal vælges ny næstformand for udvalget efter Maja Panduro (S), der jo forlader Randers Byråd og dermed også Børn og Skoleudvalget for at blive folketingsmedlem efter Svend Aukens død. Se Randers Byråds dagsorden og bloggen Farvel til Maja Panduro og goddag til Sükrü Ertosun. Karen Lagoni (S) blev valgt.

02. For at opmuntre skolerne til i højere grad at be­holde særligt støttekrævende elever i normalklasserne frem for at henvise dem til special­undervisning, foreslås en ændret økonomisk model, der yderligere decentra­liserer specialundervisningsmidlerne ud på de enkelte skoler. I dag kommer pengene til elever i specialklasser og specialskoler fra centralt hold, således at det er omkostningsfrit for en skole at henvise en elev hertil, mens skolen selv skal betale, hvis eleven modtager 'almindelig' special­undervisning (faglig støtte m.v.) i normalklasse. I den nye model skal den enkelte skole selv betale, uanset om en elev specialundervises i den ene eller anden sammenhæng, således at der ikke er noget økonomisk incitament til at flytte elever fra 'almindelig' special­undervisning i en normalklasse til en specialklasse eller specialskole, hvilket alt andet lige vil sikre en bedre og mere formålstjenlig udnyttelse af de samlede ressourcer på området. Disse reduceres ikke, blot fordeles de anderledes. Forslaget indebærer en fireårig overgangsordning og sendes nu i høring.

03. Der er gennemført en brugertilfredshedsunder­søgelse af den kommunale sagsbehandling blandt familier med børn og unge, der har særlige behov for støtte. Undersøgelsen, der er et slags pilotprojekt i form af interviews, omfatter kun tre familier, så resul­tatet skal tages med forbehold. Alligevel har familernes bemærkninger givet anledning til intern evaluering af sagsbehandlingen, hvorfor metoden anses som givende, selv om det har været vanskeligt over­hovedet at finde tre familer, der ønskede at medvirke. En efterretningssag, idet der også skal tages stilling til, om samme 'evaluerings­design' (interviewmetoden) også skal anvendes fremover. Taget til efterretning, idet der eftresørges en anden metode til evaluering. Forslag hertil kommer op på et senere møde.

04. En evaluering sidste år af Projekt Døgn (Unge­teamet) har ført til en ny struktur for Ungeteamets fremtidige virke, bl.a. udvides målgruppen til at om­fatte børn og unge i alderen 11-17 år. En efterret­ningssag.

05. Fra det indtil da eksisterende Århus Amt overtog (Ny) Randers Kommune ved sin dannelse 01/01 2007 en leaset pavillon ved Firkløverskolens afdeling i Mørke, på en leasingaftale der udløber 01/11 i år. Randers Kommune ønsker på det tidspunkt at overtage pavillonen fra leasingselskabet, til en pris der er aftalt til det samme som leasingudgiften i 1 år. Man kan sige, at så går det jo lige op, men der skal alligevel en formel anlægsbeviling til. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.

06. Pr. 01/08 2009 er det opgjort, hvor mange børn der står på venteliste til dagtilbud, hhv. hvor mange ledige pladser der er. Når der tages hensyn både til, hvor børnene faktisk passes, og hvor forældrene evt. gerne vil have dem flyttet hen, er slutfacit, at dag­plejen og børnehaverne har overskud af pladser, mens vuggestuerne har underskud af pladser. Det bemær­kes, at pasningsgarantien overholdes, også selv om der er børn som ikke har en plads. Årsagen er, at for­ældre hellere vil vente på en bestemt plads frem for at få en plads under pasningsgarantien. En efterretnings­sag.

07. I forbindelse med kvalitetsreformen udbyder Erhvervs-og Byggestyrelsen og Realdania udviklings­projektet 'Institutioner for fremtiden', der over de næste to år skaffe ny viden om, hvordan man fremover kan bygge daginstitutioner, folkeskoler og plejeboliger på baggrund af viden om brugerbehov og 'best practice'-erfaring. Projektet passer godt til Randers Kommunes behov for flere børnehavepladser i Stevnstrup, og kommunen har fået positiv tilbage­melding på en henvendelse til projektet, der i første omgang har form af en arkitektkonkurrence. Om Randers så også kan deltage, når det kommer til stykket, afhænger dels af det konkrete projekt i Stevnstrup, dels af hvilke projekter andre kommuner byder ind med. Det foreslås, at Randers gør et forsøg på at komme i betragtning. I givet fald vil et forslag til konkret projekt blive forelagt, når budgettet for 2010 er på plads. Indstilles til godkendelse i Byrådet.

08. En ny pavillon til Vuggestuen Viborgvejs udegruppe i kolonihaveområdet Vasen er løbet ind i en stribe problemer, bl.a. ligger grunden for lavt til, at der overhovedet må bygges nyt. Der skal derfor findes på en anden løsning. Åben drøftelse. Der arbejdes videre med et konkret projekt.

09. Diverse kørselsordninger indenfor Børn og Skole har været i udbud til ikrafttræden 01/08, men Økonomiudvalget annullerede 22/06 resultatet af udbuddet, fordi der ikke havde været reel konkurrence mellem de indkomne bud, og fordi prisen var for høj. 20 ud af 41 ruter blev annulleret, og de skal nu genudbydes via Midttrafik. Indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget.

10. Ud fra statistikkerne '6-by Nøgletal' og 'Nøgletal 2009' for 7-byerne gives en orientering om, hvordan Randers placerer sig i forhold til 11 kommuner, som Randers normalt sammenlignes med. (Udover Randers er de 6 København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg, og de 7 Viborg, Silkeborg, Herning, Horsens, Holstebro, Skive). En efterretningssag.

11. I forbindelse med nedlæggelsen af Århus Amt blev en stribe opgaver på det specialiserede social­område fordelt mellem region og kommuner, således at nogle af de opgaver, der tilfaldt regionen, efter nærmere aftale kunne overtages af kommunerne. I tæt samarbejde med Region Midtjylland har kommunerne nu indgået en rammeaftale, der afgrænser fordelingen af opgaver mellem kommune og region. Indstilles til godkendelse i Byrådet.

12. Orientering om anlægsbudgettet i 2009, opdate­ret med fremrykkede projekter. En efterretningssag.

13. Det samlede byråd har holdt budgetkonference 27/08 og 28/08 2009, og der lægges op til en åben drøftelse af resultaterne i relation til Børn og Skole­udvalgets ansvarsområde. Drøftet.

14. Under optakten til dannelsen af (Ny) Randers Kommune blev der vedtaget en 'sammenhængende politik for børn og unge med særlige behov for støtte', og den skal nu revurderes. Der er lagt en plan for, hvordan dette skal udføres i praksis, med start straks politikerne siger god for den. Godkendt.

15. Et skolebestyrelsesmedlem ved Blicherskolen, Flemming Christensen, har ikke længere børn på skolen og ønsker at udtræde. En de facto efter­retningssag. Suppleant Peter Nørgaard indtræder i stedet.

16. Status for opfølgning på rapporten om anbrin­gelser uden for hjemmet m.v. En efterretningssag.

17. Orientering om den seneste udvikling på anbringelsesområdet. En efterretningssag.

18. Meddelelser og orientering. Der har været forhandlinger med pædagogernes fagforening BUPL om de anvendte gennemsnitslønninger ved nogle beregninger vedrørende 2007. Der er enighed om, at de anvendte gennemsnitslønninger er for lave, hvorfor de udmeldte timetal er for høje. Der foretages en omberegning, men der er også enighed om, at det ikke vil ændre på den totale lønsum.

19. Kommende sager. Opsummering af sager til først­kommende og senere møder. En efterretningssag.



 > Det officielle referat


Referat fra tidligere møde: 11/08 2009



Tilbage til Politikværksted Classic


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

Hadsundvej ©DitRanders
Hadsundvej. © DitRanders





Fra dagsordenens punkt 03, sagsfremstilling:
Der er gennemført et interview med hver familie (det har dog ikke været muligt at få etableret en samarbejdsaftale med en familie indenfor først­nævnte kategori). Gennemgående har der været store vanskeligheder med at få etableret kontakt til tre familier, der ønskede at deltage i evalueringen. Inden for hver kategori er der udsendt ca. 5 breve, ligesom familierne forgæves er forsøgt kontaktet telefonisk. Fremover er det derfor sagsbehandleren, der står for den indledningsvise kontakt og etablering af en konkret samarbejdsaftale med familien. Dvs. at sags­behandleren indgår en konkret samarbejdsaftale med familierne på et af de afsluttende møder.
Det skal ligeledes frem­hæves, at dette evalueringsdesign er ressourcekrævende, dels i forhold til etablering af kontakt til deltagende familier, dels i forhold til afvikling og bearbejdning af interviews med familierne.
 
Nørrebrogade ©DitRanders
Nørrebrogade. © DitRanders
 
Langvang ©DitRanders
Langvang. © DitRanders
Fra dagsordenens punkt 08, sagsfremstilling:
Ifølge Miljø og teknik er den eksisterende ude­gruppe beliggende i kote 1,5. En kote er højden for et bestemt terrænpunkt. Nye bygninger må ikke eta­bleres lavere end kote 2.
Dertil kommer at der er usikkerhed om funderings­forholdene og behov for pilotering. Dette vil kræve en geoteknisk rapport, samt dækning af udgifter til eventuel pilotering, hvilket ikke er indregnet i det oprindelige projekt.
Hertil kommer, at der ikke i den gamle pavillon er handicaptoilet, samt de nødvendige og påkrævede faciliteter til personalet. Ved en ny pavillon ville det være faciliteter, som skal tænkes ind i projektet.
Det er ikke muligt på de betingelser at etablere et pavillonprojekt inden for den økonomiske ramme på 1,5 mio. kr., ligesom der hersker usikkerhed om både placering, og om hvor meget dyrere projektet i givet fald vil blive.
 
Randers Kaserne ©DitRanders
Randers Kaserne. © DitRanders
Fra dagsordenens punkt 09, sagsfremstilling:
I forbindelse med udarbej­delsen af det nye udbuds­materiale er præciseret føl­gende krav til rutesammen­sætningen og serviceni­veauet:
- Der stilles et minimums­krav til valg af vogntype for de enkelte ruter, således det giver mulighed for at få flere bydere med forskel­lige vogntyper til at byde på udbuddet
- Køretiden for eleverne må højst være på 60 minutter
- Ved planlægningen af de konkrete ruter, skal der ske en afvejning af læng­den af ruterne, idet vogn­mændene har gjort op­mærksom på, at korte ruter alt andet lige betyder en dyrere timepris for Randers Kommune. Samti­dig skal eleverne transpor­teres i vognen så kort tid som det er muligt i forhold til den samlede planlæg­ning
- Ved ruteplanlægningen er det skolen, hvortil eleverne skal køres, der er udgangs­punkt. Der skal dog også skeles til, hvor eleverne bor, når ruterne sammen­sættes
- Den nuværende afreg­ningsform til vognmæn­dene, hvor der også af­regnes for tom­kørslen, som Midttrafik så dispo­nerer over, fastholdes.