I sin egenskab af udenrigspolitisk ordfører for Venstre sagde Michael Aastrup Jensen forleden til Berlingske, at ’Folk i Mellemøsten har set, at Irak og Afghanistan har fået demokrati, selv om de lande aldrig har haft demokrati før’, og hertil siger journalisten, at ’så siger du jo også, at det er en sejr til Bush og de neokonservative, der i sin tid mente, at demokratiet ville brede sig, hvis man med militær magt plantede det i Irak?’
Til det svarer Aastrup, at eftertiden ’vil give meget mere credit til Bush for at skabe nogle fundamentale forandringer i et område, hvor man aldrig kunne have drømt om sådanne forandringer. Jeg tror, det er det, vi er vidner til lige nu.’
Her på bloggen skal vi nok vare os vel for at kloge os på udenrigspolitik, men det behøver man heller ikke have forstand på for at vide, at ros til præsident Bush er en invitation til øretæver.
De falder da også prompte fra Socialdemokraternes udenrigspolitiske nestor Mogens Lykketoft, der kalder Aastrups opfattelse en vrangforestilling.
Så langt, så godt. Det ville alt sammen ikke være andet end endnu en krusning i den hjemlige (indenrigs)politiske andedam, hvis ikke det lige var for den ene af Berlingskes USA-korrespondenter, Cavlingsprisvinder Poul Høi, som på sin blog underkaster Aastrup et reality check, som han kalder det.
Poul Høi synes helt klart ikke ret godt om Bush — sidste år udgav han en hel bog, Bushland, om ’den tragiske præsident’ — så det kan ikke overraske nogen, at han heller ikke synes ret godt om Aastrups ros til Bush, og han gør en behjertet indsats for at modbevise den ved hjælp af nogle gamle meningsmålinger. Ganske vist handler de strengt taget om noget andet, men de er øjensynlig brugbare til en omgang Aastrup-bashing.
Som, når alt kommer til alt, for en politiker er at foretrække frem for at blive ignoreret. Dårlig omtale er, som vi tidligere har konstateret her på bloggen, uendeligt meget bedre end ingen omtale.
(28/01 2011)
Michael Aastrup Jensen, MF (V). Foto: Sanne Krogh