Det er klart, at så megen modstand fra vælgere må føre til, at politikere gennem­tænker deres stand­punkter endnu en gang

Blæst om møller

Efter et langt — meget langt — tilløb er vejen nu banet for 21 nye vindmøller fordelt på 4 områder. Efter diverse politisk vaklen undervejs mangler nu kun Byrådets endelige godkendelse.

I alt 21 mulige vindmøller, alle med en højde på ca. 125 meter, fik næsten-endeligt grønt lys på Miljø- og Teknikudvalgets møde i dag, da lokalplanerne for de 4 områder blev vedtaget.

Forløbet har været langstrakt, der har været forhindringer og tilbageslag — vindmøllemodstanderne ville sige forhåbninger og fremskridt — men nu skulle det være helt sikkert. Flertallet på Miljø og Teknikudvalgets møde i dag var så bredt som det næsten kunne blive, med opbakning fra Venstre og tværs over til Beboerlisten. Men ikke fra SF’s udvalgsformand Kasper Fuhr, der som den eneste stemte imod. Det kommer vi tilbage til.

I sandhedens interesse skal det understreges, at det før er sket under behandlingen af denne sag, at et flertal er forsvundet et eller andet sted mellem Miljø- og Teknikudvalget og den endelige godkendelse i Byrådet, men denne gang er der en ret håndfast indikation på, at beslutningen nu står fast: En time inde i udvalgsmødet, og længe inden udvalget var færdig med de øvrige dagsordenspunkter, blev der nemlig udsendt en på forhånd forberedt kommunal pressemeddelelse, der beskriver, hvordan der med dagens beslutning lægges ’op til en væsentlig udbygning af de 110 vindmøller, der i dag eksisterer i Randers Kommune’. Sådan en melding bliver næppe trukket tilbage, så udfaldet af næste byrådsmøde 21/02 2011 må anses for sikkert allerede nu.

Facit: der er nu åbnet for 3 vindmøller i Haslund Kær, 6 vindmøller ved Hald, 5 vindmøller ved Nørbæk, og 7 vindmøller ved Ilshøj — alle med en højde på ca. 125 meter. De 4 lokalplanforslag havde afstedkommet intet mindre end 20 + 21 + 91 + 21 = 153 indsigelser. Siger og skriver 2 af dem førte til ændringer i lokalplanteksten, nemlig for Halds vedkommende en anmærkning om arkæologiske forhold, og for Ilshøjs vedkommende et kortbilag om vejadgang.

Det er klart, at så megen modstand fra vælgere må føre til, at politikere gennemtænker deres standpunkter endnu en gang. Allerede i september sidste år førte det til, at Dansk Folkepartis Frank Nørgaard stod af, med direkte henvisning til ’borgernes bekymring og modstand’. De øvrige partier holdt ved, dog med vekslende fasthed.

Således blev Hald-lokalplanen indstillet til godkendelse af Miljø- og Teknik­udvalget allerede 04/11 2010, idet dog udvalgsformand Kasper Fuhr (SF) forgæves forsøgte af få det udsat. I stedet blev sagen stallet i Økonomi­udvalget 15/11 2010, der videresendte lokalplanen til Byrådet uden indstilling om hverken vedtagelse eller forkastelse, og Byrådet fortsatte i samme skure 22/11 2010 ved at udsætte det hele til næste byrådsmøde 13/12 2010, hvor sagen så omsider blev behandlet — blot for at blive sendt retur til Miljø- og Teknikudvalget. Alt sammen kendte fremgangsmåder for at vinde tid, idet tidsplanen så pegede på en fornyet byrådsbehandling i februar i år.

Derfor var det lidt af en streg i regningen, at V’s 2 udvalgsmedlemmer kunne mønstre 2 flere, nemlig det konservative medlem og Beboerlistens medlem, så der var et flertal i udvalget for et ekstraordinært møde, der kunne fremskynde byrådsbehandlingen til januar-mødet. Det varede dog kun lidt over et døgn, så havde Beboerlisten ombestemt sig, det ekstraordinære udvalgsmøde afblæst og tidsplanen genoprettet. Dermed var der også tid til et temamøde i Byrådet (19/01), hvor ’den hidkaldte ekspertise fortalte os det samme, som vi har kunnet læse i diverse rapporter og vurderinger’, som byråds- og udvalgsmedlem Jens Peter Hansen (V) syrligt skrev på sin Facebook-profil, med tilføjelsen ’Så kan der næppe findes flere figenblade’.

Men det kunne der, eller i det mindste var det ikke slut med overraskelserne, for umiddelbart før dagens møde i Miljø- og Teknikudvalget præsenterede udvalgsformand Kasper Fuhr Christensen på sin blog en helt ny idé om et kommunalt vindmølleselskab, der skulle kunne sikre større afstand til nye vindmøllers naboer og flere penge til alternativ energi (se forslaget og pressemeddelelsen om samme).

En gennemgribende anderledes løsning end den, der nu i mere end et halvt år har cirkuleret i den kommunale sagsbehandling, har naturligvis ikke en reel chance, når den fremlægges praktisk taget uden varsel, og man kan derfor næppe betragte den som andet end en markering. Ikke helt så afstand­tagende som Dansk Folkepartis, men dog et signal om, at det ikke er SF men alle andre der påtvinger vælgerne vindmøller på steder, hvor de ikke vil ha’ dem. I den sammenhæng har den grundlæggende socialistiske tanke om at lade staten (i dette tilfælde kommunen) eje produktionsmidlerne, formentlig kun spillet en birolle.

(27/01 2011)