DitRanders

|  FORSIDE  |  BLOG  |  POLITIKVÆRKSTED  |  FRA PARTIERNE  |  FRA KOMMUNEN  |  OM  |

Vi fik selv nej til et skattehop med 23 millioner, og så er det bare den hårde vej

Ikke vores fejl

Randers har ikke brudt skatteaftalen med staten, alligevel kommer der en regning på 2,5 mio. kr. — Randers’ andel i en kollektiv straf til kommunerne under ét.

En række kommuner brød sidste år aftalen mellem KL og regeringen og satte skatten op, selv om de havde fået nej. Det udløser nu en kollektiv straf til alle kommuner for nogle få’s overskridelse af den kollektive aftale.

Borgmester Henning Jensen Nyhuus sammenligner det overfor dknyt.dk med, hvordan man i hans gamle fag som politimand håndterede lovovertrædelser. Nemlig ved at straffe fx biltyvene og ikke alle andre bilister.

En lidt skæv sammenligning, eftersom bilisterne ikke har indgået en kollektiv aftale med politiet om en ramme for biltyverier, men alligevel. Det knager lidt i det kommunale sammenhold. Andre borgmestre er også højst utilfredse med at skulle bøde for andres forsyndelser, og det bliver garanteret ikke bedre næste år.

Sanktionerne er skærpet betydeligt i år i forhold til sidste år — både de individuelle over for kommuner der trodser et nej til skattestigning, og de kollektive over for alle, herunder de artige. Eksempelvis fik Randers et nej i år og retter sig efter det, så vi slipper for en direkte økonomisk sanktion.

’Vi fik selv nej til et skattehop med 23 millioner, og så er det bare den hårde vej, siger Nyhuus til dknyt.dk

Men den kollektive sanktion er Randers ikke selv herre over, den udløses igen næste år af de kommuner, der sætter kommuneskatten op uden at have fået lov. Det gør blandt andre Randers’ nabokommune Norddjurs, til Nyhuus’ utilfredshed.

Også andre borgmestre i de artige kommuner er højst utilfredse med, at enkelte kommuner kører deres eget løb. ’Voldsomt usolidarisk’ siger fx Nordfyns borgmester Morten Andersen (V).

Alt sammen bidrager til at gøde jorden for fx et forsøg med individuelle forhandlinger mellem regeringen og enkeltkommuner, sådan som Dansk Folkeparti foreslog i JP forleden. I Folketinget støtter V og K tanken om et sådant ’frikommune’forsøg, og i kommunerne er de socialdemokratiske borgmestre mindst lige så trætte af de kollektive sanktioner som de borgerlige.

Så måske... — men i givet fald først næste år, og med økonomisk virkning for 2012. Både i år og næste år kommer der en regning, som hverken Randers eller andre kommuner kan slippe for, artige eller ej.

(22/09 2010)


Henning Jensen Nyhuus (S). © DitRanders

DitRanders   ·   Uafhængigt lokalpolitisk website   ·   Kontakt: Redaktion@DitRanders.dk


Valid HTML 1.0 Strict   Valid CSS Level 3