DitRanders

|  FORSIDE  |  BLOG  |  POLITIKVÆRKSTED  |  FRA PARTIERNE  |  FRA KOMMUNEN  |  OM  |

’Er helt alene heroppe, sløv og træt — vil bare gerne hjem!’

Indlagt på Island

Et edderkoppebid forlængede i sidste uge en kommunal studietur for den nyslåede socialdemokrat Tanja Lauenborg.

Da medlemmerne af Sundheds- og Ældreudvalget kom planmæssigt hjem fra en studietur til Island i fredags, havde de måttet lade en tilbage: Tanja Lauenborg der for to måneder siden skiftede fra DF til S.

Det var nu ikke derfor, de ikke ville have hende med hjem — faktisk var det værre end som så. Sundheds- og Ældreudvalget var på Island for at se på plejehjem, men Tanja Lauenborg fik også set en del til det islandske sygehus­væsen. Et edderkoppebid hun havde fået under en privat ferie i Tunesien ugen forinden, havde indtil da ikke gjort noget væsen af sig, men pludselig gav det både smerter, voldsomme hævelser, blodforgiftning og høj feber, så byrådsmedlemmet til sidst blev hentet i ambulance fra sit hotel midt om natten og indlagt.

Indlæggelsen varede flere dage, og da hun endelig blev udskrevet, var studieturen for længst slut og de andre rejst hjem.

’Er helt alene heroppe, sløv og træt — vil bare gerne hjem!’, kommenterede hun mismodigt på sin Facebook-profil, efter endnu en komplikation — denne gang ikke-medicinsk — var kommet til: ikke nogen flyafgang til Danmark.

Først søndag kom hun tilbage til Randers og har det nu efter eget udsagn rigtig godt, omstændighederne taget i betragtning.

I morgen og på torsdag er hun tilbage i den politiske hverdag med møder i hhv. Socialudvalget og Sundheds- og Ældreudvalget, som Tanja Lauenborg er medlem af.


Se omtale af studieturenkommunens hjemmeside.

(17/08 2010)

Tanja Lauenborg (S)
Tanja Lauenborg (S). © DitRanders

DitRanders   ·   Uafhængigt lokalpolitisk website   ·   Kontakt: Redaktion@DitRanders.dk


Valid HTML 1.0 Strict   Valid CSS Level 3