DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Blog

Offentliggjort 06/11 2009 00:30

– (Opdateret 07/11 2009 14:15)

11 dages valgkamp tilbage – og hvordan er dagsformen så?

Halvvejs i den 'officielle' valgkamp­periode er der ikke flyttet ret meget

Af Michael Kjærgård


Reelt har valgkampen været i gang i mere end et år, på nogle tidspunkter mere åbenlyst end på andre, men for de fleste vælgere er det egentlige startskud til valgkampen den morgen, lygtepælene lige pludselig bugner af valgplakater, ophængt i nattens mulm og mørke (og dermed et par timer før det egentlig er tilladt).

  3 uger før valgdagen er den periode, valgplakater er tilladt, og startdatoen er ikke den eneste begræns­ning. Det er heller ikke den eneste begrænsing, der ikke bliver overholdt, for valgplakaterne skal hænge i en vis højde og med en vis afstand fra vejkryds, og begge dele blev der i kampens hede set stort på. En oprydningsaktion ved kommunal mellemkomst ryddede ud i de værste vildskud, og det gjorde partierne i øvrigt også (delvis) selv, i det omfang de kunne nå det, inden kommunens folk fjernede de fejlophængte eksemplarer.


MEN VALGPLAKATERNE er kun en del af valgkampen, eller snarere er de blot et signal om, at valgkampen er inde i slutfasen. I sig selv flytter de næppe mange stemmer, men de bidrager til valgkampstemningen og formentlig også til interessen og muligvis valgdeltagel­sen. I hvert fald hører de sig til.

  Det samme gør byrådskandidaterne selv i bybilledet. Der er mange vælgere på gaden på lørdage, og derfor er lørdag helt naturligt kandidaternes foretrukne uge­dag til gadeagitation - især de 3 lørdage i den 3 ugers plakat-periode. Sidste lørdag (31/10 2009) var et godt eksempel, og det bliver i morgen også. Og næste lør­dag igen.

  Venstre lagde ud med gadeaktiviteterne allerede 2 uger før den 'officielle' valgkampperiode, med en valg­butik med daglig åbningstid og tilbud om gratis cykel­taxa-transport som blikfang. Det er umuligt at afgøre, om den længere agitationsperiode og den bevidste synlighed kommer til at gøre nogen forskel på stem­metallene på valgdagen, men værdien ligger sikkert også mindst lige så meget i, at kandidaterne i hele perioden føler sig indrulleret i et team med et konkret arbejdsfællesskab, og måske giver det lidt ekstra energi. Det kan der også blive brug for.


VENSTRE har som bekendt været helt oppe at køre over LO's politik-aftale med Socialdemokraterne, Be­boerlisten og SF, navnlig penge-delen af den ifølge hvilken LO yder støtte 'på baggrund af' aftalens poli­tiske indhold. Hvilket er blevet kaldt alt fra stemme­køb til bestikkelse, uanset at ingen - heller ikke S', BL's og SF's politiske modstandere - i fuldt alvor kan hævde at aftalen giver udtryk for andet, end de 3 partier i for­vejen mente af sig selv, med eller uden LO-aftale.

  I de 3 partier, for slet ikke at nævne LO, tager man til gengæld angrebene med ophøjet ro - ja, egentlig er man vel ikke utilbøjelig til at mene, at det er en fordel, jo mere skinger i tonen Venstre bliver. Sagen er kort sagt en klassisk ikke-sag, idet nemlig alle uanset modpartens argumenter mener, hvad de hele tiden har ment, muligvis mener de det endda lidt mere. Standpunkter er der ikke blevet flyttet mange af.

  Det skal de nok være glade for i Venstre efter den seneste udvikling i dette skænderi, affødt af at Randers Amtsavis spurgte alle partier, hvor mange penge de egentlig brugte i valgkampen. For hvem var det eneste parti, der ikke ville oplyse et beløb? Ja, man tror det ikke muligt, men præcis det parti, der ellers havde tændt fuldt blus under forargelsen over de andre, nægtede blankt at delagtiggøre sine vælgere i valgkampøkonomien. Det må have været en dag med højt humør i borgmesterpartiet og omegn.


FORUDEN i gadebilledet kæmpes der også om synlig­heden i cyberspace.

  Her ligger de to store partier i en klasse for sig, med Venstre klart i spidsen med næsten daglige opdate­ringer med nyt indhold på hjemmesiden. Socialdemo­kraternes kadence er lidt lavere, men derfra er der et langt, langt slip ned til de små partier. SF synes på vej op i hastighed, men fra et lavt udgangpunkt, mens Beboerlisten, Dansk Folkeparti, konservative og radikale indtil for nylig havde helt statiske hjemmesider uden valgkampindhold overhovedet. Og efter at ind­holdet er blevet opdateret, er det stadig praktisk taget statisk, med Dansk Folkeparti som en mulig und­tagelse, idet valgkampindholdet er kommet drypvis og endnu ikke er helt færdigt her 11 dage før valgdagen.

  Mediemæssigt i øvrigt er der i denne uge skruet voldsomt op for læserbrevene, og på tirsdag (10/11) får skruen endnu et drej, når det igen, efter den ind­ledende optakt med to kortere debatindslag for en måned siden, bliver Randers' tur til at få godt en times valgdebat i TV2 Østjylland - en debat der alene på grund af tv's gennemslagskraft og en live-debats ind­byggede dynamik vil blive startskuddet til slutspurten.

  En uge senere er det hele overstået.


NÅ JA, så holdes der jo for resten også regionsråds­valg, hvilket praktisk taget ingen interesserer sig for.

  Venstres regionsrådsformandskandidat Anne V. Kristensen forsøgte at skabe lidt interesse for regions­rådsvalget og sig selv, da V-valgbutikken åbnede for 3 uger siden, og i morgen er det den siddende regionsformand Bent Hansen (S), der agiterer i byen sammen med sine lokale partifæller.

  Besøgene skaber dog næppe nogen varig interesse for regionsrådsvalget, for, som politisk kommentator Peter Mogensen fra Politiken (og TV2 News) skriver på sin blog, så er 'valget i regionerne uden betydning'.



Tilbage til Alt om byrådsvalget


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

Valgkamp ©DitRanders
Valgkamp. Byrådskandidat Michael Nielsen (S) på vej i depot med sit agitationsgrej efter en lørdag på gaden blandt vælgerne.© DitRanders





Præcis det parti, der ellers havde tændt fuldt blus under forargelsen over de andre, nægtede blankt at delagtig­gøre sine vælgere i valgkampøkonomien. Det må have været en dag med højt humør i borgmester­partiet og omegn




Se også fotobloggen:
Dag ÷10:
Politisk marked på Rådhustorvet


 
Valgkamp ©DitRanders
Valgkamp. Konservativ valgcamping på Rådhustorvet. © DitRanders.dk
 
R+K+SF+V-valgplakater ©DitRanders

BL-valgplakat ©DitRanders
Valgkamp. Radikales og konservatives valgplakater ligner hinanden temmelig meget, hvis man fx kører forbi dem og ikke decideret ser på dem, men bare registrerer ud af øjenkrogen, at de er der: kandidat­foto på mørk baggrund, og forneden hvide bog­staver på grøn baggrund. Hvilket parti var det så, man lige så en plakat for? Og hvem af dem har mon gavn eller det mod­satte af en mulig forveksling?
  SF's og Venstres valgplakater er begge mere enkle i udtrykket og med næsten ens lys baggrund - SF skiller sig dog klart ud fra alle andre med de sort/hvide fotos, der til gengæld godt kan virke lidt kedelige.
  Så er der anderledes knald på farverne på Beboerlistens valgplakater, der gør sig bemærket med silhouetter af både en regnskovskuppel og den Jydske Hingst. Lidt pudsigt, at man benytter netop disse elementer fra Gl. Randers' brandingproces, som Beboerlisten ellers har været en stærk kritiker af. © DitRanders
Valgplakaterne flytter næppe mange stemmer, men de bidrager til valgkamp­stemningen og formentlig også til interessen og muligvis valgdeltagelsen







Partiernes
hjemmesider

 >  Socialdemokraterne

 >  Venstre

 >  Beboerlisten

 >  Dansk Folkeparti

 >  Konservative

 >  Radikale

 >  SF



 
Valgkamp ©DitRanders
Valgkamp. Langt fra alle valgplakater har levet op til den påkrævede minimumshøjde over jorden. © DitRanders