DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Udvalgsmødereferat

Opdateret 02/10 2009

Sundheds- og Ældreudvalget

Referat af møde 01/10 2009

Dagsorden med 11 sager.

01. Huslejestigninger på mere end 25 kr. pr. kvadrat­meter i almene ældre- og plejeboliger kan ikke bare besluttes administrativt, men skal godkendes politisk. Lejerbo, der administerer en stribe ældreboliger for kommunen, ønsker derfor godkendelse af diverse lejestigninger på fra 32 kr. op til 194 kr. Stigningerne er begrundet i højere ydelser på lånene, forventede merudgifter til vedligeholdelse og renholdelse, afvikling af underskud fra tidligere år samt en stigning i hen­læggelserne til vedligeholdelse og til mistede husleje­indtægter, når boliger står tomme. Lejestigningerne indstilles til godkendelse, idet der samtidig skal tages stilling til, hvordan reglerne for beboerdemokrati skal forvaltes i praksis. En en pårørende til en beboer er blevet valgt som afdelingsformand i en af afdelings­bestyrelserne, og Lejerbo ønsker i den anledning en klargørelse af reglerne for valgbarhed. Lejestigningerne godkendt, samtidig besluttedes det, at pårørende ikke kan vælges til afdelingsbestyrelser eller som formand for en afdelingsbestyrelse.

02. Et sæt ellers godkendte vedtægter for 'Den selvejende institution Ældreboligerne Parkboulevarden 69', som knytter Ældreboligerne til Kollektivhuset, er løbet ind i et problem med sammensætningen af bestyrelsen. På den ene side er det ønskeligt med en høj grad af kooordination imellem de to institution - hvorfor der i vedtægterne er et vist person­sammenfald på bestyrelsesposterne - men på den anden side skal der også tages højde for mulige situationer med modstridende interesser. Sidstnævnte taler imod personsammenfald i de to institutioners bestyrelser, og derfor skal Ældreboligernes vedtægter nu ændres på dette punkt. Indstilles til godkendelse. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.

03. Den Hørningske Stiftelse ønsker at overtage 3 ældreboliger, der er sammenbygget med stiftelsens 4 boliger på Præstedalsvej i Hørning. De 3 tilkommende ældreboliger er opført i henhold til dagældende ældreboliglovgivning og belånt med et kommunelån på 243.750 kr. fra 1989. Lånet vil blive betalt ud i forbindelse med overtagelsen, der samtidig ændrer de 3 boligers formelle status fra offentligt støttede ældre­boliger til almindelige lejeboliger, idet boligerne uanset dette fortsat vil være forbeholdt ældre. Indstilles til godkendelse. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.

04. Tildeling af høreapparater er et af de områder, som overgik til kommunerne, da amterne blev nedlagt i 2007, men i praksis har opgaven været varetaget af Region Midtjyllands Høreinstitut på en abonnements­kontrakt. Prisen for denne står til at stige væsentligt i 2010, hvorfor kommunen ønsker at overtage opgaven selv, så meget mere fordi man forventer at kunne gøre det for det samme som det koster i dag - altså uden en udgiftsstigning. Indstilles til godkendelse, idet der samtidig skal foretages nogle omposteringer, fordi udgiften til opgaven fremover ligger hos kommunen selv og ikke skal betales i form af en regning udefra. Dette er dog udelukkende en konto-teknisk foranstaltning. Videresendes til godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet.

05. I forlængelse af foregående punkt orienteres om udviklingen i udgifterne på området. Kommunens udgifter til høreapparater steg fra 2007 til 2008 fra 5,6 mio. kr. til 7,7 mio. kr., hvilket dækker over et fald på 0,7 mio. kr. i udgiften til høreapparater fra de offentlige klinikker og en stigning i tilskud til høre­apparater fra private klinikker på 2,5 mio kr. For brugerne er der frit valg mellem offentlig og privat leverandør, idet brugernes valg menes at være påvirket af, at der er ca. 1 års ventetid hos det offentlige. Samtidig er den private løsning dyrere, fordi der gives et fast tilskud på 6.010 kr. pr. apparat, mens en 'offentlig' løsning ofte kan gøres billigere. Den nævnte udgiftsstigning skyldes således ikke, at der udleveres flere høreapparater - antallet har ligget konstant siden 2005 - men at den private andel er vokset fra 25 % til 40 %. Kommunen har ingen eller kun begrænsede muligheder for at påvirke dette, dog er der nu en bedre registreringspraksis, således at de kommunale sagsbehandlere har kendskab til, hvornår et høreapparat er blevet udleveret. Det betyder, at det nu oftere er muligt at efterleve den praksis, at der først kan bevilges nyt hørerapparat efter 4 år, med mindre der er sket en væsentlig ændring af brugerens hørefunktion. En efterretningssag.

06. Rengøring og pleje til personer i større bofællesskaber skal fremover modtager disse service­ydelser fra Handicapafdelingen, er det blevet aftalt mellem Handicapafdelingen og Sundhed og Ældre/- Visitationsafdelingen. Konto-teknisk betyder det, at der årligt skal flyttes 244.165 kr. fra Sundhed og Ældre til Handicapafdelingen. Indstilles til godkendelse. Godkendt.

07. Region Midtjyllands har sendt en redegørelse for de aktiviteter på sundhedsområdet, som kommunen medfinansierer. I 2008, som redegørelsen halder om, var Randers Kommune andel i udgifterne ca. 160 mio. kr. En efterretningssag.

08. Kommunen overtog pr. 01/01 2009 Paderuphus fra Region Midtjylland. Paderuphus er et længere­varende botilbud for 18-30- årige unge med en kompleks sindslidelse. Der er 12 beboere på Paderup­hus, heraf er 8 pt. fra Randers Kommune og 4 fra andre kommuner. De økonomiske forudsætninger for overtagelsen var ellers, at 5 af pladserne skulle afsættes til andre kommuner mod betaling. Det var også tilfældet, men en person fra en anden kommune er blevet udskrevet og en ande - fra Randers Kommune - er taget ind og finansieret af Psykiatri­afdelingens konto til køb af pladser. En efterretnings­sag, idet der løbende vil blive fulgt op på Psykiatri­afdelingens status vedr. køb og salg af pladser.

09. Der er foretaget en evaluering af den såkaldte sundhedsambassadøruddannelse, der blev afsluttet lige før sommerferien. 39 af oprindelig 43 deltagere fuldførte. Evalueringen skal følges op af endnu en evaluering om et års tid, når sundhedsambasadørerne har haft lejlighed til at bruge deres erhvervede færdig­heder. En efterretningssag.

10. En stribe politikker inde for forskellige kommunale områder blevet gennemgået for at klarlægge, hvilket politikker for andre områder der eventuelt kan have betydning for Sundhed og Ældre. Det gælder børn og unge-politikken, rusmiddelpolitikken og integrations­politikken, hvor Sundhed og Ældre kan komme til at spille en rolle for forskellige del-elementer, mens der ikke er fundet nogen berøringsflader inden for erhvervspolitikken, fritids- og idrætspolitikken, handicappolitikken, landistriktspolitikken, miljø- og naturpolitikken, socialpolitikken eller bosætnings­politikken. Fremtidige politkker vil blive gennemgået på tilsvarende vis, efterhånden som de vedtages. En efterretningssag.

11. Sagsstyringsliste, opsummering af igangværende opgaver. En efterretningssag.



 >  Det officielle referat


Referater fra tidligere møder:
03/09 2009, 13/08 2009



Tilbage til Politikværksted Classic


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

Vorup Enge ©DitRanders
Vorup Enge. © DitRanders
 
Randers Egnsteater ©DitRanders
Randers Egnsteater. © DitRanders
Fra bilag til dags­ordenens punkt 05, notat vedr. styringsmuligheder
på høreområdet:

Der er i kommunens visitationsafdeling en opfattelse af, at kun ganske få borgere bliver tilbagevist fra høreapparat­behandling ud fra den lægefaglige vurdering. Det er således, at ca. halvdelen af befolk­ningen med alderen får et høreproblem, som vil kunne afhjælpes med et høre­apparat. Der er således ingen styrings­mulighed for Randers Kommune i forhold til den lægefaglige vurdering, som sjældent vil kunne mod­argumenteres. Væsentlighedskriteriet kan sjældent modargumenteres af kommunens sags­behandler, når der foreligger en hørekurve med høre­nedsættelse. Kommunens sags­behandlere har ikke den nødvendige viden til at foretage en sådan vur­dering, der kan argumentere mod lægefagligheden.
 
Vester Altanvej ©DitRanders
Vester Altanvej. © DitRanders
 
Jomfruløkken ©DitRanders
Jomfruløkken. © DitRanders
Fra dagsordenens punkt 02, sagsfremstilling:
Ifølge de først godkendte vedtægter bestod bestyrelsen af 5 personer:
- 2 skulle vælges af Randers Byråd, således at der var personsammenfald mellem denne bestyrelse og besty­relsen for den selvejende institution Kollektivhuset.
- 3 medlemmer vælges af bestyrelsen blandt bebo­erne i institutionen. Hvis der ikke kunne opnås re­præsentation fra beboerne, skulle de 3 medlemmer vælges af den selvejende institution Kollektivhuset blandt dennes bestyrelses medlemmer.
(...)
På den baggrund foreslås følgende bestyrelses­sammensætning:
2 medlemmer udpeges af 'Foreningen til fremskaffelse af boliger for ældre og en­lige', blandt medlemmerne af bestyrelsen for 'Den selv­ejende institution Randers Kollektivhus'.
3 medlemmer udpeges af byrådet som nedenfor beskrevet, idet disse med­lemmer efter almenbolig­lovens §33, stk.4 skal vare­tage beboernes interesser:
- 1 medlem udpeges af By­rådet efter indstilling fra 'For­eningen til fremskaffelse af boliger for ældre og enlige',
- 1 medlem udpeges af Byrådet efter indstilling fra Ældrerådet, og
- 1 medlem udpeges af Byrådet.