Se her hvordan valg­distrikterne har skiftet farve ved folketings­valgene fra 2001 og frem
© DitRanders

Bor du rødt? Blåt?

Randers er kun blevet en anelse rødere, men klart mindre blå. Socialistisk flertal er der uændret i 4 valgdistrikter, men 3 borgerlige er blevet mindre borgerlige og 4 borgerlige er blevet neutrale.

I forhold til folketingsvalget i 2007 er de socialistiske bastioner uændrede: Valgdistrikterne Østervang, Hadsundvejen og Nyvang er røde, og Nørrevang er meget rød. På den borgerlige side er Hornbæk, Assentoft og Asferg uændret meget blå, mens Stevnstrup, Paderup og Gassum er skiftet fra meget blå til blå.

I valgdistrikterne Langå, Rismølle, Hobrovejen, Vestervang og Søren Møllers Gade er der nu som i 2007 hverken socialistisk eller borgerligt flertal, mens Kristrup/Romalt, Søndermarken, Hald og Råby er skiftet fra borgerlig til hverken/eller.

Se her hvordan valg­distrikterne har skiftet farve ved folketings­valgene fra 2001 og frem.

 Randers' politiske geografi ved folketingsvalget 2011
Bemærk at de radikale (og Kristendemokraterne) regnes som hverken socialistiske eller borgerlige. En kategorisering der naturligvis kan diskuteres i forhold til dette folketingsvalg, men som historisk – ved sammenligning med tidligere valg – gør det samlede billede af forskydningerne mere præcist, og som i øvrigt også giver mening denne gang i den forstand, at R som bekendt peger på en rød regering, men på lange stræk støtter en borgerlig politik.

 

Randers' politiske geografi ved folketingsvalget 2007
Vedr. de radikale gælder det samme som for 2011-valget, derudover er det daværende Ny Alliance også regnet som hverken/eller i modsætning til efterfølgeren Liberal Alliance, der er et klart borgerligt parti.

 

Randers' politiske geografi ved folketingsvalget 2005
Foruden de radikale og Kristendemokraterne omfattede midterpartierne dengang også Centrum-Demokraterne.

 

Randers' politiske geografi ved folketingsvalget 2001
Tilbage i 2001 hed Kristendemokraterne Kristeligt Folkeparti (KRF). Bemærk at også Fremskridtpartiet var med dengang (den tynde sorte skive med Z’et nederst i lagkagediagrammet).

 

Over årene er der sket både sammenslag og opdeling af valgdistrikter, men på kortene er stemmetallene for sammenligningens skyld regnet om til samme geografiske opdeling hele vejen igennem. De faktiske tal kan ses på KMD’s valghjemmeside som følger: Randers Nord 2011, Randers Syd 2011. Randers Nord 2007, Randers Syd 2007. Randers 2005. Mariagerkredsen 2005. Randers 2001. Mariagerkredsen 2001.

(16/09 2011)