Intet er farligere i politik end en ung kvinde, og Maja Panduro med 2 år på bagen som MF’er er på vej til at blive rigtig farlig for hendes langt mere erfarne partifælle Torben Hansen, der har været MF’er siden 2001.
Ved valget i 2007 blev Maja Panduro ikke valgt, men hun overtog i 2009 Svend Aukens plads efter dennes død. I 2007 fik hun 1.714 + 1.084 = 3.488 personlige stemmer i de 2 Randerskredse og dertil 690 personlige stemmer i andre valgkredse i Østjylland.
Torben Hansen blev i 2007 valgt med 3.969 + 2.314 = 6.689 personlige stemmer i de 2 Randerskredse og dertil 406 personlige stemmer i andre valgkredse i Østjylland.
Denne gang er situationen omvendt. 3.489 + 2.775 = 6.264 personlige stemmer i de 2 Randerskredse til Maja Panduro, og kun 3.076 + 1.562 = 4.638 til Torben Hansen.
Man vil bemærke, at Torben Hansens stemmetal er højere i år end Maja Panduros var i 2007, så det er for tidligt at dømme ham ude. Det er for den sags skyld også lidt for tidligt at dømme Maja Panduro inde — den mulighed eksisterer stadig, at de spolerer valget for hinanden uden at nogen af dem selv kommer ind, men med de optalte personlige stemmer i Randerskredsene ser det langt, langt lysere ud for Maja Panduro. Kun meget uventede tal fra de øvrige østjyske valgkredse bør kunne forhindre hende i at blive valgt.
For Torben Hansen er situationen derimod lige pludselig alt andet end lys. Nicolai Wammen har — uventet — fået næsten lige så mange personlige stemmer i Randers-kredsene, som Svend Auken plejede at høste, så der er ingen hjælp at hente dér. I stedet må Torben Hansen krydse fingre for, at højst én af hans med-kandidater René Skau Björnsson i Århus Vestkredsen, Jens Joel i Aukens gamle Århus Østkreds og Kirsten Brosbøl i Skanderborgkredsen kan slå hans personlige stemmetal. Ellers er han ude. Wammen i Århus Sydkredsen og Henrik Dam Kristensen i Horsenskredsen kan han ikke vente at slå, og næppe heller Leif Lahn Jensen i Djurskredsen.
Alt håb er ikke ude, slet ikke, men der må blive bidt negle rundt om hos socialdemokraterne i Randers lige nu. Resultaterne fra Århuskredsene ventes først hen under aften, indtil da er alt uvist.
Se de 2 socialdemokratiske Randerskandidaters personlige stemmetal i egne valgkredse på KMD’s valghjemmeside som følger: Randers Nord 2011, Randers Syd 2011, Randers Nord 2007, Randers Syd 2007.
Se evt. også gårsdagens blog om emnet, Iskold valggyser.
(16/09 2011)
Kirsten Brosbøl har fået 4.788 personlige stemmer i egen kreds (Skanderborg), altså lidt flere end Torben Hansen i de 2 Randerskredse tilsammen. Til gengæld får hun en mindre andel af listestemmerne i sin egen kreds, idet Nicolai Wammen har scoret meget højt (2.886) i Skanderborgkredsen, hvilket faktisk er mere end Auken gjorde i 2007.
Som ventet har Leif Lahn Jensen også fået et godt valg med 6.442 personlige stemmer i egen kreds (Djurs). Igen ligger Wammen meget højt (højere end Auken i 2007) med 2.346 personlige stemmer i Djurskredsen, så han tager også her en betydelig andel af listestemmerne.
Interessen koncentrerer sig nu om René Skau Björnsson og Jens Joel i hhv. Århus Vest og Øst. Afhængigt af hvordan Kirsten Brosbøls personlige stemmer fordeler sig i de manglende kredse, kan Torben Hansen måske slå hende, men han skal også slå mindst en af de to andre for at overleve som MF’er.
(16/09 2011)
Det lykkedes ikke for S i Randers at få valgt begge sine kandidater, se bloggen Torben Hansen ud.
(16/09 2011)
Og så lykkedes det alligevel, se bloggen Alligevel inde.
(17/09 2011)
Maja Panduro (S) — flere personlige stemmer i Randerskredsene end Torben Hansen (S).