At man har et stort apparat bag sig er ikke nødvendigvis afgørende for at kunne blande sig med de bedste. Det er den rigtige idé, der er afgørende, og derfor er et reklamespot fra den randrusianske Radioguru Palle Bo det eneste danske bidrag i radiokategorien ved reklame-VM’et Cannes Lions, der er blevet nomineret til en pris.
I nomineringen er Palle Bo noteret som både Chief Creative Officer, Executive Creative Director, Creative Director og Scriptwriter på dette radiospot for filmen ’Armadillo’, da TV2 viste den som en del af en aftenflade med politikerdebat 06/01 i år.
Foruden Palle Bos radiospot er kun ét andet dansk bidrag blevet nomineret, i online-kategorien ’Promo/Activation’. Et resultat, der har fået Markedsføring til at kalde den danske deltagelse for en kæmpe-nedtur.
Men altså ikke for Palle Bo, som tværtimod kan glæde sig over både nominering i Cannes og eksponering i denne artikel. Om nomineringen så også fører til en pris, afgøres i morgen formiddag.
(21/06 2011)
Det blev ikke til nogen pris, ’kun’ nomineringen. Men stadig godt gået.
(22/06 2011)
© DitRanders