Vestas’ bebudelse i går af mere end 2.000 afskedigelser af danske ansatte kom som et lyn fra en måske ikke helt klar himmel, men der er ’ikke nogen grund til at været chokeret’, skriver Politikens erhvervsanalytiker Niels Lunde usentimentalt på sin blog.
Danske produktionsarbejdspladser er i stor skala under udflytning til Asien. ’Et naturligt værktøj i en virksomhed, som konkurrerer på det globale plan’, skriver Niels Lunde, der har en svaghed for at skære tingene skarpt. Det gør han så med tilføjelsen: ’Trivielt i de kredse’.
Og Vestas er i den grad ’de kredse’. En verdensomspændende virksomhed der sælger sine produkter overalt på kloden — og derfor også producerer dem overalt. Dvs. hvor det bedst kan betale sig, og det er ikke i Danmark.
Et brutalt budskab til Christiansborg: Hvad skal vi leve af, når store danske virksomheder flytter deres produktion ud af landet?
Niels Lunde giver ikke svaret, til gengæld er han ganske klar i mælet i sin beskrivelse af dilemmaet. Det er også lektor Martin Jes Iversen fra Copenhagen Business School, som på sin blog hos Børsen sætter fingeren på det allerømmeste punkt: konkurrenceevnen.
Se også diverse nyhedsomtaler, fx i Berlingske Business, i Jyllands-Posten og i Børsen.
(27/10 2010)
I endnu en blog om samme emne skærper Niels Lunde i dag sit budskab: dansk økonomi styrer mod en afgrund.
(31/10 2010)
Foto: Vestas Wind Systems A/S