| FORSIDE | BLOG | POLITIKVÆRKSTED | FRA PARTIERNE | FRA KOMMUNEN | OM |
Den store tv-debat i aftes på TV2 Østjylland har formentlig ikke flyttet mange stemmer, i hvert fald ikke mellem blokkene. De to sider sagde hver især hvad man kunne forvente, så seerne/vælgerne kunne blive bekræftet i den opfattelse de havde i forvejen, og de seere der ikke havde besluttet sig på forhånd fik serveret det samme beslutningsgrundlag som hele resten af valgkampen har leveret.
På den måde levede udsendelsen udmærket op til public-service-forpligtelsen, selv om debatten led lidt under en form der var, skal vi sige, ikke det bedste og mest levende tv TV2 Østjylland nogensinde har lavet. En ting er at der ikke var åbnet for spørgsmål fra publikum — det kan såmænd være fornuftigt nok, eftersom tilhørerne alle som én kunne genkendes som trofaste medlemmer af de forskellige partier — men samspillet mellem politikerpanelet og publikum var ikke optimalt. Kun ved et par lejligheder var der tilløb til seriøs buh’en, bifald kom derimod regelmæssigt men virkede til at være nærmest af pligt.
Uanset dette må man gå ud fra at DitRanders’ læsere alle som én har set (eller læst) debatten til ende, og derfor tjener et egentligt indholdsmæssigt referat ikke noget formål. Derimod kan der være god grund til at se på de enkelte politikeres performance:
De to store partiers topkandidater, borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) og udfordreren Claus Omann Jensen (V) var tydeligvis blevet castet på forhånd til at skulle gå direkte i kødet på hinanden, men den del af debatten der skulle konfrontere modsætningen gammel og træt/ung og energisk kom aldrig rigtig til at fungere, og en stor del af resten gik op i mundhuggerier om lettere uforståelige tal og gamle forhandlingsforløb, for ikke at nævne gensidige beskyldninger om at tage let på sandheden. Den slags er aldrig godt, fordi det er umuligt for seerne at vide hvem der har ret. Debatten mellem de to, og indspark fra nogle af de andre kandidater, efterlod ganske vist et klart indtryk af en borgmesterlig forhandlingsform præget af magtbrynde efter del-og-hersk-princippet, men den slags er for de indviede og efterlader hos den gennemsnitlige seer/vælger formentlig blot indtrykket af et dårligt samarbejdsklima uden nogen decideret udpegning af hvem der er hovedskurken. Der er kort sagt næppe flyttet mange stemmer mellem de to.
I modsætning hertil var Charlotte Bromann Mølbæk (SF) befriende klar i mælet da hun første gang fik ordet og straks undsagde den gældende ’samarbejds’form i byrådet. I længden kunne hun ikke helt holde fast i den indfaldsvinkel, men den gode åbning tjente hende et par point hjem. Også Jesper Bræmer (LA) mestrede den klare tale, idet han dog ikke kom til orde helt så ofte som flere af de andre kandidater. Taletid manglede derimod ikke Mogens Nyholm (R) og skønt han i modsætning til de to førnævnte er en del af det nuværende byråd og derfor også fedtet ind i dets til tider uskønne fremtræden, lykkedes det ham alligevel at markere sin afstand til de to hovedfløje. En ønskeposition for en radikal.
I modsætning hertil fremstod Frank Nørgaard (DF) med en knap så skarp selvstændig profil, snarere blev han et par gange nærmest klemt mellem fløjene. Når de store slås, går det somme tider lidt ufortjent ud over de små, Nørgaard må så trøste sig med at hans énmands byrådsgruppe ifølge meningsmålinger ser ud til at blive flerdoblet.
På venstrefløjen virkede veteranen Bjarne Overmark (BL) lejlighedsvis som om han efter nu to årtier i byrådet næsten ikke orkede endnu engang at udgyde sine visdomsord, selv om det retfærdigvis skal understreges, at han som altid var skarp både i tanke og replik. Alligevel var forskellen slående til hans konkurrent Kasper Fuhr Christensen (VL), der virkede sprudlende og veloplagt et langt stykke hen i debatten. Han ødelagde dog helhedsindtrykket noget, da han hen mod enden faldt tilbage til de faste floskler om yndlings-animositeten Randers Kammerorkester, prestigeprojekter og ’skattegaver’. Ganske vist kun kortvarigt, men det var studieværtens fortjeneste at det ikke blev til mere. Og Fuhrs egen at glansen gik lidt af det indledningsvise indtryk af friskhed.
På den borgerlige fløj var Daniel Madié (K) den der trak klart flest stik hjem, i hvert fald i forhold til seerne. I forhold til de øvrige borgerlige partier er det nok mere tvivlsomt. I forvejen føler man på Blå Stue at man ikke rigtig véd hvor man har ham, efter at han har indgået lige rigeligt mange deals med borgmesterpartiet, blandt andet om en lønnet udvalgsformandspost der blev oprettet til ham midtvejs i byrådsperioden. For almindelige seere/vælgere betyder den slags imidlertid intet, de har til gengæld helt sikkert bemærket hvordan det lykkedes Madié at markere en meget tydelig forskel til Venstre. En nødvendighed for ethvert lille parti med en meget stor storebror, men i sagens natur ikke umiddelbart egnet til at styrke den borgerlige forbrødring.
Det forekom derfor yderst relevant at studieværten som det sidste forsøgte at aftvinge kandidaterne fra alle andre partier end S og V en tilkendegivelse af hvem de vil pege på som borgmester, hvis det skulle være en anden end dem selv.
SF svarede ligeud at de peger på Nyhuus. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efterlod lige så lidt tvivl om at de peger på Omann, mens det konservative svar ganske vist også gik i retning af Omann, men ikke med samme klarhed, hvilket man roligt kan gå ud fra var helt bevidst.
De to venstrefløjspartier BL og VL erklærede samstemmende at de var til salg for højeste bud, men man risikerer nu ikke meget i et væddemål, hvis man holder på at de ikke ender med at pege på en borgerlig borgmester.
Det radikale svar var at de ikke vil pege på andre end sig selv, hvilket i oversættelse betyder, at de aldrig i livet vil pege på Nyhuus.
Hvorefter man klart kan konkludere... — at det bliver en spændende valgnat!
(14/11 2013)
© DitRanders
Valid HTML 1.0 Strict Valid CSS Level 3