For dem der ikke kan vente er her et par bud på, hvordan det måske kan gå. Og ikke mindst hvorfor

Hvem bliver mon valgt

Mandatfordelingen er én ting, men det handler jo også om hvilke personer der bliver valgt. Her er et bud på hvem af byrådskandidaterne det lykkes for.

Hvem bliver valgt, hvem bliver måske valgt og hvem forsvinder ud i glemslen når stemmerne ved byrådsvalget 19. november er talt op? Det ved vi om en halv snes dage, men for dem der ikke kan vente så længe er her et bud på, hvordan det måske kan gå. Og ikke mindst hvorfor:

Hos Socialdemokraterne genopstiller 11 nuværende byrådsmedlemmer: Henning Jensen Nyhuus, Leif Gade, Ellen Petersen, Fatma Cetinkaya, Susanne Koch, Steen Bundgaard, Claus Ørsted, Karen Lagoni, Malte Larsen, Tanja Lauenborg. For Henning Nyhuus Jensen består spændingen om de personlige stemmetal udelukkende i, hvordan han scorer i sammenligning med Venstres nuværende spidskandidat Claus Omann Jensen og Venstres tidligere spidskandidat Anders Buhl-Christensen, som både i 2005 og 2009 blev topscorer. De 2 næste af de nævnte på S-listen er også sikre på genvalg, og blandt de næste igen står Fatma Cetinkaya, Karen Lagoni og Malte Larsen også godt. Claus Ørsted er muligvis lidt mere på vippen, han er ikke nogen standardpolitiker, men det kan på den anden side lige så godt være det der redder ham. Susanne Koch derimod har ikke har været ganske driftssikker som socialudvalgsformand, og Steen Bundgaard havde formentlig gerne været sin næstformandspost i den stormomsuste Randersegnens Boligforening foruden — derfor er de 2 lidt mere tvivlsomme, men dog ikke uden genvalgschancer. Til gengæld skal Tanja Lauenborg nok forvente snart at kunne kalde sig forhenværende byrådsmedlem. Selv om Socialdemokraterne gerne tager imod DF-overløbere, især hvis de medbringer et mandat, så regner de dem ikke rigtig for noget når det bliver alvor. Men helt afskrive hende kan man ikke, ung-kvinde-i-politik-effekten er stadig en stærk faktor.

Torben Hansen (S)

Blandt ikke-byrådsmedlemmerne er Torben Hansen stensikker på valg. Selv om hans opstilling til byrådet først og fremmest skyldes at han ikke vil risikere forsmædelsen ved ikke at kunne blive genvalgt til Folketinget, på samme måde som hans folketingskandidatur i sin tid fritog ham for at blive en del af S’ byrådsnederlag i Gl. Randers i 2001, så er han stadig populær og et godt navn blandt socialdemokrater, i hvert fald uden for byrådsgruppen. En anden kandidat med en vis valgchance er Mikael Mouritsen, som er DSU’s kandidat og alene derfor er sikker på nogen opbakning, om end den, hvis Socialdemokraterne går tilbage, ikke nødvendigvis er stor nok til at blive valgt. Skal man nævne en outsider, kunne det være Iben Sønderup, der tidligere har været folketingskandidat — i Favrskovkredsen, ganske vist, men alligevel. Hun har sit publikum.

Hos de radikale genopstiller det enlige byrådsmedlem Mogens Nyholm, og han kan godt regne med at blive genvalgt. Han kan også godt regne med fortsat at være en enmandsgruppe.

Lidt den samme situation ser vi hos de konservative, hvor Daniel Madié er eneste tilbageværende af de to der blev valgt i 2009. Han bliver helt sikkert genvalgt. Derimod er det højst tvivlsomt om John Dybdal, der undervejs i valgperioden kom i byrådet som suppleant, kan blive genvalgt (eller nyvalgt, hvordan man nu ser på det). Først og fremmest fordi konservative formentlig ikke får mere end det ene mandat, men selv hvis det skulle blive til 2, har John Dybdal ikke gjort så meget væsen af sig i byrådet, at det nødvendigvis er ham der står først for. En outsider her kunne være Lotte Sølvtofte, der har en vis appel til nogle vælgere, men også det modsatte til andre. Men som sagt: med kun ét mandat bliver det stensikkert Daniel Madié.

For SF er indeværende byrådsperiode et sørgeligt kapitel. Den ene af de 2 partiet fik valgt i 2009, blev løsgænger inden byrådsperioden overhovedet var begyndt, og den anden sprang fra sidste år og opstiller denne gang for et konkurrerende parti. Kort sagt ikke nogen overbevisende demonstration af SF's duelighed som byrådsparti, og i kombination med en forventet tilbagegang kan det blive fatalt for SF’s chancer for overhovedet at blive repræsenteret. På den anden side har spidskandidaten Charlotte Bromann Mølbæk formået at gøre sig særdeles synlig, så mon dog ikke hun bliver valgt. Selv har SF ikke urealistiske forventninger, partiet opstiller 21 kandidater men fører kun valgkamp for 2. Den anden er Frank Kronbo, men han skal ikke regne med at blive valgt.

Jesper Bræmer (LA)

Liberal Alliance er blevet om ikke et etableret parti så dog heller ikke længere hverken opkomling eller outsider. Bedste gæt lyder på 1 mandat, som i givet fald går til manden med Tintin-valgplakaten, Jesper Bræmer. Synlighed er en afgørende faktor i politik. Skulle Liberal Allliance trække stemmer nok til 2 mandater, kunne det andet gå til fx Klaus Riisberg eller Nichlas Larsen.

Beboerlisten har denne gang gjort sig bemærket på flere ikke nødvendigvis vælgertækkelige måder, begyndende med at partiets bredt respekterede andet byrådsmedlem Lone Donbæk Jensen blev forvist til en tredjeplads på opstillingslisten, hvorfra det er plat umuligt for hende at blive genvalgt. Spidskandidat er som altid partiejer Bjarne Overmark, og den nye nr. 2 Kim Kristensen er ikke just nogen stemmemagnet. Men han er formand for Randers Lejerforening og det har åbenbart vejet tungere i det parti-interne hierarki. Generelt har Beboerlistens valgkampagne indtil nu være ført underligt trægt, hvilket især er kommet til udtryk ved at man først gad hænge valgplakater op 10 dage efter alle andre, og efter at alle andre havde taget alle de gode pladser. Man kunne få den tanke at partiet betragter sin netop omdelte valgavis på 36 teksttunge sider som sit hovedindslag i valgkampen, i så fald er det måske et udtryk for at Beboerlisten ligesom de trykte aviser er ved at være nået til vejs ende.

Dansk Folkeparti opstiller denne gang på partiliste så man ikke ligesom i 2009 risikerer at en uprøvet kandidat nede på listen overspurter kandidater længere oppe — og efterfølgende rømmer til S (Tanja Lauenborg). Den mest nærliggende løsning ville selvfølgelig være slet ikke at have tvivlsomme kandidater på sin liste, men partilisteopstillingen skal vel så regnes for en helgardering. Den betyder at nuværende byrådsmedlem Frank Nørgaard helt sikkert bliver genvalgt, og nr. 2 på listen Anders Primdahl Vistisen kan nok også godt regne sig som sikker. Han går for at være et opadstigende talent i partiet, hvor han indtil nu har været regionsrådsmedlem i Region Midtjylland siden 2009 og formand for Dansk Folkepartis Ungdom siden 2012. De to næste på listen, Morten Grosbøl og Børge Olsen er veteraner i partiet, sidstnævnte med en fortid som byrådsmedlem tilbage i Gl. Randers’ tid.

Claus Omann Jensen (V)

Venstre adskiller sig fra alle andre partier ved at have hentet sin spidskandidat Claus Omann Jensen uden for byrådet. Der er naturligvis ingen tvivl om at han bliver valgt, spændingen knytter sig derimod til om han får flere personlige stemmer end den tidligere spidskandidat Anders Buhl- Christensen. Sidstnævnte er en af 7 nuværende byrådsmedlemmer, der genopstiller, de andre er Louise Høeg Jensen, Christian Boldsen, Jens Peter Hansen, Lars Søgaard, Marianne Høj Madsen og Helle Skøtt, som alle sandsynligvis kan forvente genvalg. Blandt de nye kandidater står Katrine Fruelund i en god position i kraft af sin håndboldkendthed, og det samme gør Christian Brøns i sin egenskab af VU’s kandidat med deraf følgende forhåndsopbakning. Blandt de øvrige er Christina Kjærsgaard (ny i politik, men et naturtalent) og Martin Faber Jensen (styrkeløft-champion og derfor med en potentiel vælgerbase som ingen andre har) gode bud på outsidere.

Opmærksomme læsere vil have bemærket at listens nr. 2 Mark Pring ikke er nævnt i ovenstående gennemgang. Normalt ville en andenplads ellers være en stensikker placering, men Pring opnåede den ved selv at medbringe et stort antal støtter til Venstres opstillingsmøde, og i Venstre betragter man den slags som KU-manerer og i øvrigt en påmindelse om at Pring ved valget i 2009 var opstillet for netop de konservative. Hvilket alt i alt ikke nødvendigvis trækker opad, og derfor er Pring trods sin fine placering ikke sikker på valg.

Sidste parti på stemmesedlen er Velfærdslisten, der som bekendt har SF-afhopper Kasper Fuhr Christensen som frontfigur. Umiddelbart står han til genvalg, og hvis partiet kan slæbe 2 mandater hjem, går det andet til Inge-Lise Christensen, der er både FOA-afdelingsformand og tidligere byrådsmedlem — for Socialdemokraterne. Dengang var hun den ene af ’de to ingeliser’, som de blev kaldt, idet S i Gl. Randers havde en mere med samme fornavn i sin byrådsgruppe. Som fællesbetegnelsen antyder gjorde ingen af dem synderligt væsen af sig dengang. Heller ingen af de andre på Velfærdslistens opstillingsliste har hidtil gjort meget væsen af sig og får nok heller ikke lejlighed til at gøre det, i hvert fald ikke som byrådsmedlemmer. Dertil er partiets kampagne for slagsordsagtig og for substansløs.

Det mest spændende i forhold til Velfærdslisten er dens forhold til Beboerlisten, som Velfærdslisten er i valgforbund med. Normalt regner man med at valgforbund er til fordel for det største parti, og det skulle ifølge gængs valgmatematik betyde at Beboerlisten kunne ende med at få et mandat for Velfærdslistens stemmer. Men der forekommer at være en bevægelse i gang på venstrefløjen, væk fra Beboerlisten og over til Velfærdslisten, og hvis — hvis — det er rigtigt, og i givet fald hvis — hvis — den udkrystalliserer sig i stemmer på valgdagen, kan styrkeforholdet blive det omvendte og Velfærdslisten kunne ende med at få et mandat for Beboerlistens stemmer. Måske. I givet fald vil Ole Lundbøll få Velfærdslistens tredje mandat, for selv om listens nr. 4. Jesper Kragh i sin egenskab af BUPL-fællestillidsmand på papiret har en stærkere base, så har Velfærdslisten valgt partilisteopstilling, der i praksis forhindrer at personlige stemmer kan ændre på kandidatrækkefølgen.

Foruden de ovenfor nævnte partier opstiller også Kristendemokraterne og Ungelisten, de er sprunget over fordi de begge er så chanceløse at de ikke engang har kuriositetens interesse. I det hele taget er analysen fuldstændig uvidenskabelig og alene udtryk for hvordan DitRanders opfatter situationen her godt en uge før valgdagen.

Men det er nu nok meget godt ramt alligevel.

(10/11 2013)