DitRanders.dk
- det er DIT Randers

Blog

Offentliggjort 04/01 2010 22:00

Energi Randers er blevet 'grønlig'

Virksomheden skifter navn til Verdo

Af Michael Kjærgård


Energi Randers hedder ikke længere Energi Randers men Verdo - et samlende navn for alle virksomhedens aktiviteter, der hidtil er markedsført under 14 for­skellige navne og logoer, men her efter nytår slået sammen til ét.

  Navneskiftet er bl.a. sket for at tydeliggøre over for kunderne, netop at der er tale om én virksomhed, men også for at differentiere sig fra andre energi­selskaber. Verdo betyder nemlig 'grønlig' på latin, og netop den grønne profil med reduceret CO2-udledning og biobrændsel på kraftvarmeværket på Randers Havn er noget, man gerne vil slå på.

  Da virksomheden desuden er vokset ud over energi-segmentet med el, vand og varme til i dag også at omfatte fibernet, telefoni mm., var Energi Randers ikke længere et retvisende navn. Det samme gælder rent geografisk, idet virksomheden i dag også har engagementer andre steder i landet, bl.a. i Hobro, Viborg og Hillerød, og også i udlandet for den sags skyld.

  Sidstnævnte - de udenlandske aktiviteter - har sikkert også spillet en rolle for navneskiftet, så sandt som Verdo må være nemmere at udtale på de fleste andre sprog. Energi Randers har da også, foruden domænenavnet verdo.dk, sikret sig det internationale domænenavn verdo.com, dog er sidstnævnte fore­løbig kun 'parkeret' til senere brug.

  Men, som Verdos administrerende direktør Kim Frimer siger: 'Det hele er måske ikke på plads fra Dag 1, men når 2010 er gået, skal kunderne kunne mærke, at der er sket en stor forskel'. Navneskiftet skal nemlig også medvirke til at uderstrege 'et mere kundeorienteret selskab, som i endnu højere grad både kommunikerer forståeligt, lytter og rådgiver ud fra kundens præmisser'.

  Men det hele er stadig meget nyt - så nyt, faktisk, at der ikke umiddelbart gives nogen forklaring på nav­neskiftet på Verdos hjemmeside, som man havner på, hvis man forsøger at klikke sig ind på energiranders.dk - først ved at lede lidt på nogle undersider kommer man frem til denne 4 siders avis, der udgives som reklameomslag til i overmorgens ud­gave af Randers Onsdag (og hvorfra direktørens citerede udtalelse i øvrigt stammer).



Tilbage til Artikler fra 2010 (1)


© DitRanders

Valid HTML 4.01 Strict
Valid CSS Level 3

Kranen ved kraftvarmeværket på Randers Havn ©DitRanders
Energi Randers - et navn på vej ud. Nu hedder det Verdo. © DitRanders





'Navnet Verdo er­statter nu de mange navne og logoer, der tidligere var en del af Energi Randers. Det skal skabe mere sammenhæng og værdi mellem de mange enheder i virksomheden'
Verdo Avis, forår 2010

 
Kraftvarmeværket ©DitRanders
Kraftvarmeværket fyrer med bl.a. biobrændsel - en del af den grønne profil, som det nye navn skal symbolisere (verdo betyder 'grønlig' på latin). © DitRanders